Første del af Einar Kárasons trilogi om livet i amerikanerbarakkerne i efterkrigstidens Reykjavik udkommer i 1983 med den islandske titel ”Þar sem djöflaeyjan rís” (”Djævleøen”, 1988). Efter Anden Verdenskrig befinder Island sig i et limbo mellem fortid og fremtid: Øen er på mange måder stadig et primitivt bondesamfund, og med indtoget af amerikanske soldater og moderne livsstil står den gamle verden pludselig for fald.
Romanen er et mangfoldigt portræt af de mennesker, der bosætter sig i de barakker, de allierede byggede under Anden Verdenskrig, og som står tomme efter krigens afslutning. Det er ikke byens bedste borgere, der bor der, men en flok brogede eksistenser med flere store end små problemer at slås med. Fortællingen søsættes omkring storfamilien med Lina og Tommy som ældste generation og med et hav af egne børn, børnebørn og andres børn i deres husholdning. Nok er pengene knappe, men kærlighed og hjertevarme er der rigeligt af, og da de bygger Det Gamle Hus midt i barakbyen bliver det et naturligt samlingspunkt for familie, venner og byens rodløse eksistenser. Herfra udgår oprettelsen af fodboldklubben Kaura, Lina Spåkones forudsigelser om fremtiden, kærlighedsmøder af mere eller mindre heldig karakter, balstyriske ungdomsgilder og et broget udvalg af de konflikter, man som menneske møder på sin vej gennem livet.
”Djævleøen” giver et muntert portræt af et folk i en brydningstid. Alle vakler de mellem den gamle verdens tryghed og den vilde fascination af de helt nye muligheder.
3.-personsfortælleren har stærk sympati for de fattige randeksistenser i barakkerne i modsætning til de hysteriske kunstnertyper i boligblokkene ved siden af. Det har tydeligt været Kárasons ærinde at beskrive denne tid og disse mennesker med respekt, fordi det er en del af ham selv, hans land og hans fortid. I bogens kolofon står der: ”Historien er ikke løgn, selv om begivenhederne og personerne er opspind.”. ”Djævleøen” er historieskrivning i både historisk og fortællemæssig forstand.