Som alle islandske forfattere står Einar Kárason i gæld til sagaerne. Islands moderne litteratur må af nødvendighed vedkende sig den stærke fortælletradition, der som en lavamark ligger og ulmer under al litteratur. Kárason tager i flere af sine værker tyren ved hornene og skriver eksplicit på baggrund af de islandske sagaer. Ved smidigt at modernisere fortællingerne med respekt for den oprindelige tekst fornyer han sagalitteraturen og takker ærbødigt for inspirationen.
I flere af Kárasons værker sker der uventede og til tider mystiske ting, og sammenligningen med magiske realister som f.eks. Gabriel Garcia Márquez ligger lige for. Om denne sammenligning siger Kárason i et interview med den norske avis Dagbladet:
”DAGBLADET: – Du er ellers blevet sammenlignet med forfattere som Ernest Hemingway, Charles Bukowski og Gabriel García Márquez?
KÁRASON: – Kald mig gerne magisk realist eller superrealist. Jeg kan godt skrive, uden forsøg på yderligere forklaring, at spøgelset kom ind i værelset med hovedet under armen og tændte lyset … ”(Arne Dvergsdal: ”Fortellingens mestere”. Dagbladet, 2005-04-16).
I betragtning af, at sagalitteraturen havde en enorm rummelighed over for mærkelige hændelser og overjordisk indblanden, virker det ingenlunde forkert, at der i Kárasons bøger sker tilsyneladende uforklarlige ting. De sker bare, og sådan er det. I Reykjavik-trilogien har spåkonen Lina stor indflydelsen på familiens gøren og laden med sine forudanelser om uheld og ulykke.
Fortælleteknikken i f.eks. ”Storm” kan minde om stilen i en dokumentarfilm med det meget direkte og mundtlige sprog. Både sprog og komposition læner sig op af amerikansk prosakunst med navne som William Faulkner og Charles Bukowski uden at nogen af disse dog bliver for dominerende forbilleder. Kárason har sin egen fortællerstemme i islandsk litteratur og fremstår både nationalt og internationalt som en forfatter, der ikke er til at komme udenom.