Den ungarske forfatter Imre Kertész blev født i 1929 i den ungarske hovedstad Budapest. Han voksede op i en jødisk familie, der tilhørte middelklassen, og blev som 15-årig deporteret til koncentrationslejren Auschwitz og senere Buchenwald, hvorfra han blev befriet ved Anden Verdenskrigs afslutning i 1945. Erfaringerne fra koncentrationslejrene kommer siden hen til at spille en vigtig rolle i hans forfatterskab. Hans oplevelser med et totalitært system stammer imidlertid ikke kun fra tiden som KZ-fange, men også fra hans erfaringer i det kommunistiske Ungarn. Et omdrejningspunkt i forfatterskabet bliver netop at skildre totalitarismens påvirkning af individet, men også det i mennesket, der undslipper et totalitært regime.
I årene 1948-51 arbejdede Kertész som journalist i Budapest for avisen Világossag. Han blev dog afskediget fra avisen, da bladet antog det kommunistiske partis program i starten af 1950’erne. Efter to års militærtjeneste ernærede Kertész sig som oversætter af tysk litteratur og filosofi. Han oversatte blandt andre tekster af Friedrich Nietzsche, Ludwig Wittgenstein, Hugo von Hoffmannsthal, Elias Canetti og Arthur Schnitzler. I en lille et-værelses lejlighed, som han delte med sin daværende hustru, skrev Kertész også korte stykker til teatret. Imre Kertész oplevede Ungarnopstanden i 1956, og kommunismens fortsatte styre i landet mange år herefter. I 1975 debuterede han som romanforfatter med ”Sorstalan ság” (på dansk ”De skæbneløse”). Debutromanen trækker i en vis udstrækning på forfatterens selvbiografiske oplevelser som KZ-fange, men forfatteren understreger selv, at der er tale om en fiktiv historie og ikke en selvbiografisk fortælling. Kertészs skildring af virkeligheden i koncentrationslejrene bliver blandt andet et billede på den menneskelige ødelæggelse, som et totalitært styre forårsager, når mennesket frarøves sin skæbne.
”De skæbneløse” var allerede færdig i 1965, men som mange andre forfattere, som ikke sympatiserede med det kommunistiske styre, havde Kertész vanskeligt ved at finde et forlag, der ønskede at udgive bogen. Da bogen endelig udkom, blev den mødt af en rungende tavshed. Kertész har i et interview fortalt, at førsteoplaget af romanen i løbet af få uger forsvandt fra boghandlerne, og at han først troede, at debutromanen var blevet en stor salgssucces. Han opdagede imidlertid, at førsteoplaget ikke var udsolgt, men at oplaget derimod var samlet et sted uden for Budapest. Han skyndte sig herefter at sikre sig et par hundrede eksemplarer til venner og bekendte. I mange år herefter var Kertész stort set et ukendt forfatternavn både i sit hjemland og i udlandet.
Efter Berlin-murens fald fik hans bøger større international opmærksomhed og blev oversat til en række europæiske sprog. Kertész tilbragte herefter mere og mere tid i Tyskland: ”Budapest forbliver min hjemby og ungarsk mit sprog. Men ærligt talt: I 40 år var jeg spærret inde i et land, hvor jeg ikke ønskede at leve. I dag lever jeg i EU og kan bosætte mig, hvor jeg vil. I Berlin føler jeg mig bedre orienteret om alt, sågar mit Ungarn. Desuden var jeg begyndt at føle mig frustreret i Budapest – det føltes, som om jeg ikke havde noget rigtigt publikum der. Jeg føler mig lettere om hjertet og hjemme i Berlin.” (Stefan Jonsson: ”Vi lever stadig i tilintetgørelsens skygge”. Information, 2007-11-16).
Kertész har modtaget en række internationale litteraturpriser, og i 2002 modtog han Nobelprisen i litteratur for sit forfatterskab. I Nobelpriskomiteens udtalelse i forbindelse med prisuddelingen opsummeres et af omdrejningspunkterne i forfatterskabet, når det hedder, at forfatteren i sine bøger ”fremhæver den enkeltes skrøbelige erfaring over for historiens barbariske vilkårlighed”.
Imre Kertész bor i dag i Berlin med sin anden hustru, Magda. Han har ingen børn.