Alle mine morgener på jorden

Citat
”De homeriske sange om Odysseus fortæller om hans rejselyst, livsduelighed og overskud og slutter med, at han kommer hjem, og historien bliver dermed alle rejsers moder. At drage ud i verden, møde sin skæbne, finde sin identitet og blive et helt menneske. Og vi bliver moderne, fordi vi vil hjem, vil tilhøre en civilisation, vi har fået det i brystet, som vi kalder hjemlængsel.”


”Alle mine morgener på jorden”, s. 221.

I lyset af sin dødelige sygdom ALS skrev Troels Kløvedal selvbiografien ”Alle mine morgener på jorden – mit autodidakte liv” (2017).

Nedslag i barndom og ungdom er udgangspunktet for den fyldige beskrivelse af årene i kollektivet og den tidsånd, der bød Kløvedal-familien at leve åbent og nysgerrigt. Parolen fra Nordkaperens første år lød: ”Vi skulle være interesserede i samfundsforhold, i de mennesker, vi mødte, og de kulturer, vi besejlede, og vi ville sejle skibet med en så høj politisk bevidsthed som muligt og så kollektivt som muligt” (s. 36).

Arbejde med film og teater som tekniker, fotograf og skuespiller gav ham en erfaring med filmmediet, som han senere gjorde brug af på sine rejser. En gennemgående lyst til at mestre mange håndværk har givet ham mulighed for at være selvberoende kaptajn, og håndens arbejde vægter lige så højt som åndens. Han betoner selv den høje grad af tilfældighed, hans liv har haft: det er defineret af de mennesker, han har mødt og de muligheder, der er opstået omkring ham. Men han synes også at være et menneske, der tiltrækker driftige mennesker og som med sin fordomsfri indstilling kan få eventyr ud af ingenting. Han er taknemmelig for sine møder med betydningsfulde personer som Mærsk, Den danske kongefamilie og Østtimors tidligere præsident og Nobelprisvinder Ramos-Horta og indser, at de alle også er mennesker som ham selv.

53766420

Den elementære glæde ved at finde vej ved hjælp af Solen, planeterne og stjernerne, komme frem og hjem igen er grundlag for ekspeditionerne. Som rejsende, forfatter og tv-mand er Troels Kløvedal vidende og researchorienteret og som menneske en stor humanist. I bogen tager han læseren med til Påskeøen, Grækenland, Indonesien, Kina og Danmark rundt.

Bogen er rigt illustreret med fotos fra Nordkaperen og Maos Lyst og illustrationer af historiske begivenheder og malerier. Kløvedal var lige så belæst som berejst og vender ofte tilbage til rejsebiblioteket på Nordkaperen og litteraturen i det hele taget.

Som et vidnesbyrd om verdens udvikling gennem 50 år tegner ”Alle mine morgener på jorden” konturerne op af de forandringer, kultur og klima har undergået og de udfordringer, det medfører. Handlingens mand Troels Kløvedal skriver pragmatisk og poetisk, og takket være hans formidlingsevne kan vi andre drømme os ud på de syv favne.