Peter Øvig Knudsens beretninger – fra ”Efter drabet” til tvillingeværket om Thylejren – er baseret på de kilder, der var tilgængelige, og hans prioritering af oplysninger former resultatet. I efterskriftet til ”Hippie 1” fremhæver Øvig Knudsen selv den svenske forfatter Per Olov Enquist som inspirationskilde. Enquist arbejder i ”Legionærerne” fra 1969 med Sveriges håndtering af baltiske flygtninge som sit historiske materiale, og Enquist erkender, at hans kortlægning af fortiden kun er én version. Forskellen på Enquist og Øvig Knudsen er, at førstnævnte kalder sin bog en ”roman”, hvilket indikerer, at faktiske begivenheder, der bliver genfortalt, per definition bliver til fiktion.
Den overbevisning har Øvig Knudsen ikke – i forordet til ”Hippie 1” insisterer han på, at det ”er en hundrede procent dokumentarisk beretning.” Til gengæld pointerer han, at ”erindringer er gjort af et uhåndgribeligt stof”, hvilket medfører, at hans mundtlige kilder ind i mellem husker den samme begivenhed forskelligt. Journalisten i Øvig Knudsen har strakt sig langt for at få informationer bekræftet, men når han inkluderer tvivlstilfældene, rykker han tættere på at være skribenten som myteforstærker. Hippie-bøgerne føles absolut ikke som fiktion, men de rummer en del udsyrede påstande fra folk, så måske er det mest præcist at genrebetegne dem som ”portrætter af den fælles bevidsthed om hippiebevægelsen.”
Voldens ansigter hører til forfatterskabets væsentlige temaer, hvad enten det gælder Blekingegadebandens ekstreme metoder, den danske bøddel Birkedal under Anden Verdenskrig, frihedskæmpere parat til at dræbe i ”Efter drabet” eller BZ-bevægelsens metoder i "BZ". ”Hippie 2” indeholder den tilfældige vold – sindsforvirrede personer som Provo-Knud, der slår ihjel i en tilstand, hvor man kan sætte spørgsmålstegn ved, om de forstår konsekvenserne af handlingen. Men også den ideologisk motiverede slags, når kunstneren Peter Louis-Jensen og hans tilhængere slås med politiet under demonstrationen mod Verdensbanken – med statens lange arm som den konkrete og kapitalismen som den abstrakte fjende. Øvig Knudsen nævner, at politimotorcykler bliver antændt i gaderne, og blandt de mulige ansvarlige kan være Peter Louis-Jensen, mens en anden kilde mener, at det er Holger Jensen, der involverer sig i Blekingegadebanden.
Dermed zoomer Øvig Knudsen ind på hippiebevægelsens radikale potentiale og forbinder den til den militante venstrefløj, han undersøger i Blekingegade-bøgerne. Til en vis grad skriver Øvig Knudsen Blekingegade-serien ind i efterfølgeren, så de kan anskues som ét værk om oprørere og fantaster.
Et spor i forfatterskabet, der ridses op med Hippie-krøniken, er Øvig Knudsens rolle som efterforskeren, der er synligt til stede. Han viser sig et par gange som ”forfatteren” på besøg hos kilder. Som en skuespiller, der tiltaler publikum under en forestilling, blotlægger han, at der er et maskineri bag historien. Dokumentaristens selvransagelse får fuldt blus i ”Nakkeskuddet”, hvor Øvig Knudsen betoner, at skribenter altid beskærer verden subjektivt, og kilder er fejlbehæftede i større eller mindre grad.
I ”BZ” løber et nutidsspor parallelt med selve det dokumentaristiske spor. Nutidssporet beskriver den modstand, Øvig Knudsen mødte i forbindelse med projektet, hvor han modtog trusler og ikke fik adgang til centrale kilder i BZ's inderkreds. Men selvom forfatteren ikke kunne få dem i tale, florerer de alligevel i bogen, og det har givet anledning til skarp kritik af forfatterens metoder. I et interview i Information forklarer Gyda Heding, at hun ikke ønskede at medvirke i bogen, men alligevel optræder hun som en del af et hold meget dominerende kvinder, som ifølge Øvig Knudsen stadig kan få de andre til at ryste på hånden. Hun oplever at være beskrevet som en hovedskurk, de andre BZ'ere er bange for. Forfatteren afviser kritikken: ”Der er ikke noget æreskrænkende eller potentielt injurierende i at placere Gyda Heding som en central og toneangivende person i bz i bogen, som i presseetisk forstand kræver, at hun skal have genmæle,” siger han til Information (Sebastian Stryhn Kjeldtoft: Ufrivillig hovedperson i BZ-bog går i rette med Peter Øvig. Information, 2016-10-27).
Peter Øvig Knudsen citerer derudover private mailkorrespondancer og kommentarer fra lukkede facebookgrupper. ”Jeg er dybt forundret over, at jeg er blevet en af hovedpersonerne i bogen, når jeg nu ikke ønskede at være med i den,” siger tidligere bz’er Martin Sundbøll til Politiken (Henrik Vesterberg: Ufrivillige kilder protesterer over bz-bog. Politiken, 2016-10-05).
Samtidig bruger Øvig Knudsen meget plads på at beskrive, at alle har haft mulighed for at være med i bogen og få deres beskrivelser modificeret. Han skriver blandt andet i en note om interviewene med Jannik Grage, at Grage føler, at volden fylder for meget i teksten om ham. Det retter Øvig Knudsen sig tilsyneladende efter.
I ”BZ” løber et nutidsspor parallelt med selve det dokumentaristiske spor. Nutidssporet beskriver den modstand, Øvig Knudsen mødte i forbindelse med projektet, hvor han modtog trusler og ikke fik adgang til centrale kilder i BZ's inderkreds. Men selvom forfatteren ikke kunne få dem i tale, florerer de alligevel i bogen, og det har givet anledning til skarp kritik af forfatterens metoder.