Hippie 2

Citat
”Ingen hjerne kan tåle så meget syre, og det var ved at gå galt flere gange, når Knud trippede. Jeg kan huske, at han jagtede en mand rundt i Galleri 101 med en sabel. Manden sprang for sit liv, men alle sad bare og grinede – de fattede ikke alvoren i det.”
”Hippie 2”, s. 169.

Hvor Henning Prins fremstod som Thylejrens omdrejningspunkt i bind et, lader Peter Øvig Knudsen i ”Hippie 2– Den sidste sommer”, 2012, kunstneren Peter Louis-Jensen være den dominerende figur. Louis-Jensen søger et opgør med Prins, eftersom han ikke mener, at lejren er styret tilstrækkeligt af fællesskabet. Men dramatikken udebliver, da Prins forlader lejren af egen vilje – ifølge ham selv fordi han er bange for, at politiet stiller ham til ansvar for en række tyverier i området.

Fra Prins’ exit får portrættet af Louis-Jensen plads. Han er en tvetydig karakter, der er interesseret i nye samfundsstrukturer, men forekommer at have klarere ideer om kunst end politiske målsætninger. Da han og en gruppe ligesindede besætter Hjardemål Kirke tæt ved lejren i august 1970, minder det om en kunstnerisk happening (episoden danner grundlag for en film). Øvig Knudsen lader det være op til læseren at vurdere, hvilke ambitioner der driver Louis-Jensen. Men forfatteren slår en linje fra kirkebesættelsen til Bjørn Nørgaards ofring af en hest samme år – en aktion der flyttede kunstværket fra museet og ud i virkeligheden.

29618321

Mens fortællingen i ”Hippie 1” var strammere bundet til Thylejren, tillader Øvig Knudsen i andet bind flere historier i historien. Det inkluderer skildringen af personerne knyttet til kunstnerbroderskabet Eks-Skolen, heriblandt Louis-Jensen og Nørgaard, og disses indbyrdes konkurrence. Bindet demonstrerer dybden i Øvig Knudsens research. Indsigt i juridiske dokumenter bidrager til beskrivelserne af kirkebesættelsen og den lsd-elskende lejrdeltager Knud Rantanens drab på kammeraten Jørgen Salling i 1971. Motivet for drabet fandt Rantanen – kaldet Provo-Knud – i sin fantasi. Selv om det sker året efter lejren, virker det kompositorisk som en del af den mørke understrøm, Øvig Knudsen antydede i første bind. Provo-Knud bliver en illustration af, at den vidtrækkende tolerance i lejren havde sine svagheder; det var tydeligt, at han var sindsforvirret, og hvis nogen havde ringet efter myndighederne i tide, kunne et drab måske være undgået. En anden episode rummer samme gys som Provo-Knuds forbrydelse; den 19-årige Jan, der dræber Lars på 12, som tidligere har besøgt Thylejren.

Øvig Knudsen skyder ikke skylden på de stoffer, de unge tager, eller uansvarlige voksne, men hos læseren slukker tragedierne fornemmelsen af, at tidens eksperimenter er konsekvensløse og bare for sjov. Slutbilledet i bindet er hippiernes uskyldstab. Flokkene af dansende unge har forladt Thylejren, og Peter Louis-Jensen og de tidligere kirkebesættere støder sammen med politiet, da de demonstrerer mod Verdensbanken i september 1970.