Nakkeskuddet

Citat
”Jeg har ingen intentioner om at krænke mine medmennesker, tværtimod. Men ikke desto mindre har jeg måttet indse, at jeg ikke altid kan undgå krænkelserne, hvis jeg vil blive ved med at beskrive virkeligheden. Og det vil jeg.”
”Nakkeskuddet”, s. 219.

I ”Nakkeskuddet”, 2014, reflekterer Peter Øvig Knudsen over sin skriftlige produktion fra 1990’ernes portrætinterviews til Hippie-bøgerne. Hovedtemaet er relationen til de menneskelige kilder, han er afhængig af som dokumentarist. Når målet er at afdække tabuiserede områder af Danmarkshistorien, støder det ofte sammen med hensynet til kilden, der kan få ribbet op i ømme erindringer eller ridset sin offentlige anseelse. Bogen er Øvig Knudsens egen introduktion til forfatterskabet, hvori han indkredser de etiske rammer for sin arbejdsmetode.

51087321

Gennemgående i fortællingen er hans behov for at konfrontere mennesker med research, der direkte vedrører dem, hvilket giver vidt forskellige udslag. Hustruen til besættelsestidens danske torturbøddel Birkedal – som Øvig Knudsen portrætterer i bogen af samme navn – anser sin ægtemands forbrydelser for at være opspind. Forfatterens udredning af det skete presser hende ikke til en ny erkendelse, hun holder fast i et glansbillede.

Da Øvig Knudsen bruger kunstneren Bjørn Nørgaard som kilde til ”Hippie 2” er mødet mellem dem mere dramatisk. Nørgaard fortryder, at han samarbejdede med forfatteren, fordi hans erindring af hippietiden er præget af kærlighed og en drømmelyst, han savner i Øvig Knudsens faktuelt funderede tekst. Her træder det klart frem, at Øvigs råstof – mundtlige såvel som nedskrevne erindringer – er flydende. Den menneskelige bevidsthed farver hændelser og redigerer detaljer bort. Nørgaard huskede det hele på en anden måde. Ligesom forfatteren selv komprimerer forløb og dyrker dramaet, idet virkeligheden flytter over på papiret. Det er Øvig Knudsen ærlig omkring. Selvkritikken kigger frem, når han diskuterer, om han i for høj grad dyrker sensationen, bl.a. i den voldsomme skildring af relationen mellem kunstneren Peter-Louis Jensen og dennes kone i ”Hippie 2”.

Nakkeskuddet” giver billedet af en forfatter, der i skriveprocessen får en rus af at beskrive vold. Han tror på, at de passager får læserne til at sætte sig i hans hovedpersoners sted. Men han har grænser for, hvor dybt han vil bore, når han møder folk med det ubehagelige. I forbindelse med ”Birkedal” fravælger han eksempelvis at kontakte sønnen til en kvinde, der var indblandet i nazisternes jagt på modstandsfolk under Besættelsen. Sønnen var ikke nødvendig for, at historien kunne fortælles; risikoen for at overskride hans grænser var ikke værd at løbe.