“Efter drabet - Beretninger om modstandskampens likvideringer” udkom i 2001. Den markerer et skifte i Peter Øvig Knudsens forfatterskab. Her er intet pilleri i egen eller generationens navle. “Efter drabet” er spændende som en roman og gribende netop fordi, den ikke er det.
Det er en dokumentarisk beretning om et af smertepunkterne i danmarkshistorien, et af de kapitler, der hidtil har været mørkelagt. Under Anden Verdenskrig blev fire hundrede danskere likvideret af andre danskere. Disse drab var praktiske og koldblodige, og hidtil har devisen været: De dræbte var stikkere, drabsmændene var helte, og krigen var slut i 1945. Peter Øvig Knudsens bog går i kødet på modstandsbevægelsen. Den går tæt på de mennesker, eftertiden har gjort til helte og undersøger, hvordan det kan lade sig gøre at leve med drab – ikke sjældent har selvmordet været eneste mulighed.
27970591
Via grundigt kildearbejde og interviews kortlægger Øvig Knudsen modstandsbevægelsen og undersøger, hvordan likvideringerne fra 1943 udviklede sig. Blandt andet viser han, at frihedskampen blev imiteret til andre formål, både selvtægt og regulær kriminalitet. Likvideringerne blev ikke beordret fra et centralt sted, og forsvar, retfærdighed, spekulation og impuls flyder sammen i løbet af besættelsestidens sidste to år. Der var intet retsligt efterspil og ingen lutring for de retfærdige drabsmænd anden end den kortsigtede, som fortrængningen tilbyder. Enkelte har lært at leve med deres historie, og de er også med i bogen.
“Efter drabet” viser på ny, at handling under krigens og belejringens undtagelsestilstand rejser svære etiske krav. Drabet eller det at vælge at dræbe er et menneskeligt drama, som har en svimlende eksistentiel dimension. “Efter drabet” er danmarkshistorie fra gråzonerne. Stoffet blev i 2003 til den Robert-belønnede dokumentarfilm “Med ret til at dræbe”. Peter Øvig Knudsen var selv med til at instruere.