Birkedal

Citat
“Birkedal kan ikke huske, hvorfor han er fængslet, eller hvad han tidligere i sit liv har foretaget sig. Heller ikke overlægens særlige nysgerrighed i forhold til hans mange elskerinder er han i stand til at tilfredsstille. Selv om overlægen nævner deres navne og prøver at hjælpe hans hukommelse med detaljer om flere af dem, ryster Birkedal blot på hovedet. ( ... ) Max Schmidt konkluderer, at Ib Birkedal i virkeligheden har været ’fuldstændig klar og orienteret’ under samtalen. Hukommelsestabet må også efter hans mening antages at være simulation.”
“Birkedal”, s. 297-298.

Med “Birkedal - En torturbøddel og hans kvinder” fra 2004 fortsætter Peter Øvig Knudsen den dokumentariske krigsberetning; her er det danskere i tyskernes tjeneste, der er i fokus.

Som den kulørte undertitel signalerer er det ikke hard core krigshistorie. Derimod er det, som det også er i “Efter drabet”, krigens mekanismer omkring mennesket, der interesserer: “Krigen er bare en ramme, hvor mennesket træder i ekstrem karakter” (Michael Holbek Jensen: “Modstandsmanden”. Interview i Journalisten, 2004-11-04). Ib Birkedal Hansen er en ekstrem karakter – fortællingen om ham bygger på politirapporter, retsreferater, breve og i særdeleshed på de psykiatriske rapporter, som chefen for politiets psykiatriske undersøgelsesklinik Max Schmidt udarbejdede i forbindelse med retsopgøret efter krigen.

28007469

Bogen tegner et gruopvækkende men ganske patosforladt portræt af grosserersønnen Ib Birkedal Hansen, der gennem besættelsesårene udviklede sig fra at være lidt af en plattenslager til en hastigt forrået torturbøddel. Birkedal var glat og charmerende, havde en flok tro følgesvende i sin gruppe og en lang række elskovsaffærer, der gjorde kvinder til lokkeduer for det hemmelige politi.

Birkedal blev den højest rangerende dansker i Gestapo, og hans henrettelse i 1950 på volden ved Christianshavn blev den sidste i retsopgøret. Retssagen mod Birkedal udgør bogens anden del. Herfra stammer de psykiatriske rapporter. Birkedal, der var blevet anholdt i Tyskland i 1947, virker forstyrret og sindssyg, og de psykiatriske undersøgelser skal klarlægge, om han er egnet til straf. Her spiller kvinderne en central rolle. Psykiateren Max Schmidt er overordentligt interesseret i Birkedals erotiske forhold, og spørgsmålet om, hvorvidt Birkedal simulerer eller reelt er blevet vanvittig står åbent i Øvig Knudsens udlægning. Således føjer endnu en skræmmende problematik sig til portrættet af det grusomme menneske nemlig det faktum, at det er uklart, hvorvidt den danske stat har sanktioneret henrettelsen af en mand, der – ifølge gode retslige principper – ikke var egnet til straf.

Øvig Knudsen opholder sig endnu engang i alle de gråzoner af historien, som den kollektive erindring har udraderet. “Du er forbandet nødt til at fortælle sandheden, hvis du vil have unge mennesker til at interessere sig for besættelsestiden. Mange sidder jo stadig med et billede af Gestapo-manden som et monster i lang sort læderfrakke og modstandsmanden som én, der udfører heltegerninger iført lys cottoncoat. Det er et meget forvrænget billede.” (Michael Holbek Jensen: “Modstandsmanden”. Interview i Journalisten, 2004-11-04).