Sabotage

Vores dagligdagsprog er fastlåst i nedlagrede betydninger, som lige så godt kunne være anderledes. Samtidig er sproget blevet misbrugt af magthavere og andre manipulatorer for at sætte sig på sandheden og få sine ønsker gjort til lov. Det er pointen i Janus Kodals digtsamling ”Sabotage” fra 2010, som forsøger at omdanne sproget og give det nye betydninger ved at hakke syntaksen, sætningsopbygningen, i smadder og sætte elementerne sammen på nye faconer. Deraf titlen: Den almindelige sprogbrug skal sprænges i stumper og stykker.

I begyndelsen af ”Sabotage”, i digtet (1), befinder digtenes jeg sig i et ord-paradis, hvor sprogets elementer blander sig i et vidunderligt rod: ”Et kaos udstyret med stemmeurner” (s. 10). Men slangen gør sit indtog i det sproglige paradis i form af nyheder, der optager al plads og ødelægger al æstetisk omgang med sproget. Nyhedsstrømmen og hverdagens støj smadrer sproget med sin forhastede ligegyldighed og ”brændende aktualitet”: ”Den mentale rutine leder efter smagsforstærkere”, for sproget er blevet en fad og fastlåst affære.

28175051

Derfor må sproget hjælpes med at undslippe vanens jerngreb. Kodal splitter sætninger i fragmenter og lader dem står for sig selv og i klynger ved hjælp af punktummer, så sproget kan undslippe magten for på ny blive demokratisk og dermed ”Kulminationen af endeløse årsager” (s. 10 og 55), en vending som både indleder og afslutter ”Sabotage”.

På den måde forretter Kodal i ”Sabotage” en kritik af samfundets forvaltning af sproget, som konstant bliver puttet i fikserede betydningskasser, hvor der ikke er plads til skønhed og fantasi. Dermed indskriver ”Sabotage” sig i en digterisk tradition, hvor poesien har haft som mål at sætte sproget frit. Helt tilbage til den tidligere litterære avantgarde, en politisk kunststrømning, har dette været ambitionen, og i det 21. århundredes informationsstrøm, og med de nye mediers muligheder for at manipulere med offentligheden, er det stadig et tankevækkende litterært projekt.