janus kodal
Foto: Robin Skjoldborg

Janus Kodal

journalist Anders Olling, iBureauet/Dagbladet Information, 2012.
Top image group
janus kodal
Foto: Robin Skjoldborg
Main image
Kodal, Janus
Foto: Robin Skjoldborg

Indledning

Janus Kodal er en ægte digt-digter med mod på de store spørgsmål om tiden, livet og døden som eksistentielle vilkår. Samtidig er han ikke bange for at ironisere over poesiens rolle som et reservat for de få og kloge, og på sine modne dage er han også begyndt at kaste et anderledes kærligt blik på den storby, han som ung beskrev som en maskine beboet af bevidstløse drømmere.

Udviklingen i Janus Kodals forfatterskab illustrerer dansk poesis bevægelse fra firserpunkens eksistentielle storbysortsyn over halvfemsernes ironi til det nye årtusind, hvor den politiske kunst vendte tilbage og politiserede sproget.

Minimalisme i 1990'erne

46465903

Blå bog

Født: Den 18. september 1968 i Aabenraa.

Uddannelse: Uddannet fra Forfatterskolen 1991.

Debut: Antologi. Gyldendal, 1991. Digte.

Litteraturpriser: Har flere gange fået støtte fra Statens Kunstfond samt vundet Danidas Rejselegat 1994.

Seneste udgivelse:  Hugo og gaven. Turbine, 2019. Hugo-serien, 2.

Inspiration: Charles Baudelaire, fransk digter og kunstkritiker. Walt Whitman, amerikansk digter og demokrat. Pier Paolo Pasolini, italiensk digter og filmskaber.

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”mens du ældes
kan du sige om byen
at den brændte
men nu er den virkelig forsvundet
Uidentificerbare askeflager
hvor kommer de fra
hvor meget skal forsvinde
før du selv forsvinder”
”ingentings mestre”, s. 39.

På en måde blev Janus Kodals første sproglige ytringer fascinationsfundamentet for et helt forfatterskab. Det var nemlig i mødet med sine egne tidligste ord og sætninger, at Kodal begyndte at interessere sig for sproget – en interesse, han har gjort til sin livsvej.

Janus Kodal blev født af et par unge hippier i den sønderjyske by Aabenraa i 1968. Forældrene var naturligvis helt vilde med deres lille førstefødte og tog billeder og gemte sønnens tegninger, ligesom forældre normalt gør. Det var mere usædvanligt, at de også med omhu dokumenterede Janus Kodals sproglige udvikling: Da han som helt lille begyndte at sætte ord på sine tanker, yndede forældrene at nedfælde de skrøbelige sætninger og vrøvleudtryk på papir og gemme dem. De grundige forældre endte med at have et helt arkiv over sønnens infantile guldkorn.

Som teenager opdagede Janus Kodal dette personlige sprogarkiv og blev vildt interesseret i de usikre sætninger og det næsten før-sproglige børneævl. Dels var der fascinationen af barnets umiddelbare tilgang til det sproglige – renset for forudanelser og vane – dels mødte Kodal et ekko af sig selv. ”Jeg oplevede, at der var en særlig genklang af mening i ytringerne,” siger Kodal (Anders Olling: interview med Janus Kodal februar 2011). Han oplevede simpelthen et stykke af sig selv tale til sig i det lille barns verbale kaos af sproglige brokker.

Fascinationen af mødet med sit eget barnlige sprog lagde kimen til et liv som digter. Kodal kom ind på Forfatterskolen i 1989 og debuterede i 1991 med digtsamlingen ”Antologi”. Siden har Kodal udgivet en række digtsamlinger. Kodal ser poesien som det perfekte formidlingsgreb, når tanken skal gribes. ”Det er den form, som stemmer bedst overens med min egen tankemåde. Poesiens tætpakkethed og åbne betydningsrum, hvor teksten kan udlægges på et væld af måder af forskellige læsere, er også noget, der tiltaler mig ved formen,” siger han (Anders Olling: interview med Janus Kodal februar 2011).

Ved siden af digtergerningen har Janus Kodal desuden været redaktør på en række udgivelser af forskellig karakter, og han har anmeldt teater og dans på dagbladet Politiken.

Antologi

”Længes nu kun efter livet,
døden eller en handling
udover kontinuiteten i tiden.
Det er ikke til at sætte navn på, døgnene har ingen navne
pludselig er de væk
og ingenting er til at nærme sig.
Mest af alt er det umuligt at slutte
men endnu mere umuligt at fortsætte.
Der er noget der holder sammen
men også disse opløsende forudanelser:
havets rolige lyde ved aftentid,
telefonen ringer og nogen er død
Erindringens rykvise forstummen
de slørede og de klare linier.
”At flyve”, ”Antologi”, side 15.

Janus Kodals debutdigte ”Antologi” fra 1991 er en poetisk beskrivelse af livet som rodløs ung i storbyen. Digtsamlingen kredser om et gennemgående 'jeg', som er til stede i de fleste digte. Enkelte steder nævnes også et højtideligt 'vi', som minder om 80er-digternes kollektive 'vi', hvor digteren (angiveligt) beskriver noget alment gældende gennem poesien. Her er også klassiske firser-digte som ”Maretropolis”, hvor byen er en stor fremmedgørende maskine, mens andre digte skildrer det bittersøde (kærligheds-)liv som ung storbyboheme – f.eks. ”Venners værelser” og ”Jeg vil aldrig se dig igen”.

Følelsen af desperation og et ønske om flugt er gennemgående i ”Antologi”, som i digtet ”At flyve” der sender en hilsen til den græske myte om Ikaros. Ikaros var en mytisk figur, som forsøgte at undslippe sit fangenskab på øen Kreta ved hjælp af hjemmelavede vinger. Men Ikaros fløj for tæt på solen, så vingernes voks smeltede, og han styrtede i døden. Men hvor pointen i myten er, at man skal lytte til faderens advarsel om at bruge sine evner forsigtigt, giver Kodal i ”At flyve” fanden i faren: ”Længes nu kun efter livet, døden eller en handling ud over kontinuiteten i tiden.” Digtet, som består af en enkelt strofe på 27 vers, emmer af ønsket om at undslippe tid og sted med flyvningen som metafor for eksistensen. Der er i digtet flere henvisninger til Ikaros: ”[...]ingenting er til at nærme sig”, ”labyrinten” og ”opløsende forudanelser”.

Det handler om at overkomme trivialiteten og leve et meningsfuldt liv med ”varmen og kroppene, labyrinten i en sweaters skønhed, dagene der bliver siddende og en ramme uden glas.” Her handler det om at gøre øjeblikkene evige, men i digtets afslutning bliver denne tilstand en risiko, da det evige vel netop er det allermest trivielle, der findes.

”Antologi” tematiserer den unge storbyeksistens og en søgen efter noget at gribe fat i i en meningsløs verden.

 

Ingentings mestre

”mens du ældes
blafrer flammernes
små snakkende ansigter
i vindueskarmene
himlen bevæges af vinden vestover
hvor solen rejste decembergult
og en flok fugle
passerer som over et lærred
mens du ældes”
”ingentings mestre”, side 13.

Langdigtet ”Ingentings mestre” fra 1994 fik store ord frem hos anmelderne, hvoraf flere udråbte det som et mesterværk.

Digtet kredser om flere af de samme temaer som forgængeren ”Antologi”. De eksistentielle refleksioner over tid og kontinuitet er i centrum, men ”ingentings mestre” er ikke på samme måde som ”Antologi” forankret i den konkrete storby, men skifter mellem flere forskellige scenarier. Umiddelbart er det første, der springer læseren i øjnene tekstens udformning: Der er et spor, hvor ordene er adskilt i tabulator-afstand og et andet, hvor teksten har zigzag-form, hvilket får teksten til at fremstå som konkret poesi (digte, hvor tekstens udformning danner konkrete billeder).

Det første spor består af sætningsfragmenter, hvor det virker som om tabulator-tasten har sprængt mellemregninger og ordfyld væk. Det andet spor er mere direkte (fortalt i 2.person eller du-form) og ordrigt og vender gentagne gange tilbage til vendingen ”mens du ældes”. Denne del af digtets zigzag-form danner pile, der får teksten til at pege frem mod et eller andet. Det stemmer fint overens med digtets centrale tema: Tiden som fremadskridende proces, hvor oplevelser og ansigter fortaber sig i glemselens mørke. Havets vuggen sliber sten til sand og døden er i sidste ende uundgåelig. Det skal man dog ikke græde snot over, for Kodal slår midt i digtet fast, at ”mens du ældes / frygter du ikke din egen død / den er noget indeni som lever selv[...] forskellen mellem levende og døde / er lille og holder ikke længe” (s. 24-25).

Kodal bruger klassiske elementer som ild og vand som billeder på liv og død, ungdom og erfaring og på kulturen, som står i kontrast til naturens gang. Vand eroderer alt, mens ild forvandler alt til aske. Afslutningsvist er kun havet tilbage som en gennemsigtig masse, og roen kan sænke sig over Kodals eksistentielle langdigt. Digteren må kapitulere over for livets gang, og selv kunsten må i sidste ende give fortabt i kampen for at overvinde tiden: ”mens du ældes / æder dine ord papiret / det forsvinder lig i flammer” (s. 32).

 

Fyrsten Zibebes bekendelse

”Så lad os tage et billede her
af det som døde indefra.
Snart bokser syrevædede pacifister
hinandens kusser ind
og skabende tømmes
pumpende for trængsel.
Mange kommer ud i Cadillac
iført parykker á la moderne
som dronninger med
lettere forskudt betydning
for at bekræfte de vulgæreste
i retten til riget.
Så lad os tage det billede
af slangehovederne i det rådne træ.
Det er dødt indefra
og negativerne yngler i det.”
”Fyrsten Zibebes bekendelse”, side 24-25.

Selvom ”Fyrsten Zibebes bekendelse” fra 1998 var Janus Kodals tredje udgivelse, virkede den mere som hans svære toer. Det projekt, Kodal havde startet med debuten ”Antologi”, havde han fuldendt med langdigtet ”ingentings mestre” i 1994. Derfor virker det, som om Kodal med ”Fyrsten Zibebes bekendelse” skulle genopfinde sig selv som digter og tage fat på et nyt poetisk projekt i udgivelse nummer tre.

”Fyrsten Zibebes bekendelse” lægger ud med en ouverture ,”Den fede arie”, som ironisk reflekterer over digterens rolle som outsidergeni. Det lader til, at Kodal efter de foregående udgivelser, som bestod af gravalvorlige digte, følte en trang til at gøre lidt grin med sin position som smal, anmelderrost kunstner. ”Den fede arie” beskriver i et finurligt sprog, hvordan poesien går hen over hovedet på publikum, hvorfor hjælpere (formidlere) ”med hydraulikbor må sættes ind” (s. 8) for at overbevise offentligheden om digtenes kvaliteter. Der anes en træthed over poesiens position med en ligeglad offentlighed og et anerkendende parnas, og digtet afsluttes med en småvrængende bemærkning til anmelderkorpset: ”Pressens ansigter er allerede furede af begejstringsanfald.” (s. 9).

22193643

Resten af ”Fyrsten Zibebes bekendelse” er en blandet landhandel af kærlighedspoesi og rejseskitser. Meta-refleksionerne over poesien og digterens rolle fortsætter i digtet ”Til de dømte”. Her citerer Kodal indledningsvist digteren Emil Aarestrup og skriver, at ”Det er en slags ophøjet vrøvl” (s. 24). Herefter viser fortælleren henkastet (”Så lad os tage et billede her”) sin evne til at skabe fuldstændigt gakkede billeder som ”Snart bokser syrevædede pacifister hinandens kusser ind” (s.24) i forsøget på at skabe en godt billede ”af det som døde indefra”. Muligvis er ”Fyrsten Zibebes bekendelse” et projekt, hvor Janus Kodal allerede fuldstændigt mestrer sin genre og derfor er nødt til at gøre oprør imod den for at undgå at blive en ondskabsfuld manipulator.

I provinsen

Hvor Janus Kodal tog sit spring ud i poesien med udgangspunkt i storbyen, tager han i sin digtsamling nummer fire læseren ud på landet. Allerede i de første digte i ”I provinsen” fra 2001 er vi langt fra stenbroen. Vi befinder os derude, hvor solsorten synger blandt køkkenhavens kål og græskar, hvor fortæller-jeg'et ”blev luget frem blandt græskarrene / som en orm af min mor” (s.7). Vi er altså hjemme hos mor ude på landet, og på den måde vender digteren så at sige hjem igen fra den hektiske storby.

Rejsemotiverne fylder en del i ”I provinsen”, men digtene synes at vende hjem til moderens skød, for det er her, identiteten er forankret i ovenstående citat, hvor jeg'et som 'orm' består af de samme bestanddele som 'mor'.

23637308

Men moderen er også kvinden, og jeg'ets forhold til kvindekønnet står i centrum i flere digte. Dobbeltheden er tydelig i både identitet og sprog, og jeg'ets identitet er flydende og springer i alle retninger. Moderen står som det eneste anker for jeg'et, men med tiden vil selv denne hjemhavn forsvinde og eksistensen for alvor blive uden forankring.

Spørgsmålet om, hvordan man skal forholde sig til den erfaring, står åbent i ”I provinsen”. Dels er der digte om ensomheden, hvor ikke bare mennesker, men også ”fornuften, fornemmelsen, forførelsen/ forfremmelsen har forladt mig”. I disse passager minder jeg'et om en post-moderne Jesus, der på samme tid indtager rollen som alting og ingenting, hvis manglende identitetsmæssige ståsted er forsvundet sammen med samhørigheden med menneskeheden. I andre digte er jeg'et i hopla og lader identiteterne skifte, som vinden blæser. Her er det en leg med de flydende identiteter, der er på spil.

Denne dobbelte attitude over for nutidens vilkår opsummeres i samlingens sidste digt ”Siddende ved Roy Lichtenstein”: ”Se blæser det ikke op til dans? / Jeg sidder ensom og lang / og læner mig mod regnen (s. 45).

 

Hovedbanen og andre impulskøb

”Det knaser når Knippelsbro
løfter metalliske arme i luften.
Det er vintervejr og asfalten er tørkold
kulden bider i hænder og læber.
Trafikken er standset og står og oser.
Vejbanerne rejser sig stejlt
lygterne hænger som klokker
i en kirke af tandhjul og elektricitet.
Alt er sat på pause.
Undtagen den coaster der nærmer sig
gennem isen som synger.”
”Vinterbillede”, ”Hovedbanen og andre impulskøb”, side 10.

I 2008 er Janus Kodal tilbage i byen i digtsamlingen ”Hovedbanen og andre impulskøb”. Men den by, som emmede af fremmedgørelse i begyndelsen forfatterskabet, er nu skiftet ud med en anderledes folkelig attitude med smørrebrød, beverdinger og vandreture rundt i de københavnske brokvarterers gader. I Kodals debut ”Antologi” fra 1991 var København en mørk, fremmedgørende maskine, men beskrivelsen af hovedstaden i ”Hovedbanen og andre impulskøb” er anderledes levende, nærmest organisk. I digtet ”Vinterbillede” har Knippelsbro fået arme (som godt nok er metalliske), mens isen i Øresund kan synge. Den by, ”Vinterbillede” beskriver, er ganske vist gået i stå, men den er ikke død, som den unge Kodal nok ville have ment. Den er stadig levende, blot er ”Alt sat på pause” (s. 11) i vinterkulden.

27379265

Døden er dog alligevel på spil i digtene, for Kodal forfalder ikke til den rene hyggeskildring. Flere digte handler om jeg-fortællerens oplevelser på bytur med Frank, en god ven, man kan drikke og snakke poesi med. Frank ender med en kniv i maven efter en våd aften, og vennerne må begrave deres ven, men tager på vej til kirkegården kisten med på bodega ”og fik skænket op med glemmevand” (s. 40). Franks død markerer et farvel til ungdommen, hvor det allerede i det efterfølgende digt skrives: ”Uskyldigheden er væk. Bag brystet / banker mit gråhårede hjerte” (s. 41).

På trods af de triste passager er ”Hovedbanen og andre impulskøb” en mere munter beskrivelse af livet i byen, hvor jeg'et er en indlejret del af bylandskabet. Digtsamlingen kan sammenlignes med udgivelser som f.eks. Søren Ulrik Thomsens ”Det værste og det bedste” og ikke mindst ”København Con Amore” (som Thomsen lavede sammen med Jokum Rohde), hvor København dyrkes på en nostalgisk tilbageskuende facon med gamle, brune værtshuse henne om hjørnet, nede i kælderen.

 

Sabotage

Vores dagligdagsprog er fastlåst i nedlagrede betydninger, som lige så godt kunne være anderledes. Samtidig er sproget blevet misbrugt af magthavere og andre manipulatorer for at sætte sig på sandheden og få sine ønsker gjort til lov. Det er pointen i Janus Kodals digtsamling ”Sabotage” fra 2010, som forsøger at omdanne sproget og give det nye betydninger ved at hakke syntaksen, sætningsopbygningen, i smadder og sætte elementerne sammen på nye faconer. Deraf titlen: Den almindelige sprogbrug skal sprænges i stumper og stykker.

I begyndelsen af ”Sabotage”, i digtet (1), befinder digtenes jeg sig i et ord-paradis, hvor sprogets elementer blander sig i et vidunderligt rod: ”Et kaos udstyret med stemmeurner” (s. 10). Men slangen gør sit indtog i det sproglige paradis i form af nyheder, der optager al plads og ødelægger al æstetisk omgang med sproget. Nyhedsstrømmen og hverdagens støj smadrer sproget med sin forhastede ligegyldighed og ”brændende aktualitet”: ”Den mentale rutine leder efter smagsforstærkere”, for sproget er blevet en fad og fastlåst affære.

28175051

Derfor må sproget hjælpes med at undslippe vanens jerngreb. Kodal splitter sætninger i fragmenter og lader dem står for sig selv og i klynger ved hjælp af punktummer, så sproget kan undslippe magten for på ny blive demokratisk og dermed ”Kulminationen af endeløse årsager” (s. 10 og 55), en vending som både indleder og afslutter ”Sabotage”.

På den måde forretter Kodal i ”Sabotage” en kritik af samfundets forvaltning af sproget, som konstant bliver puttet i fikserede betydningskasser, hvor der ikke er plads til skønhed og fantasi. Dermed indskriver ”Sabotage” sig i en digterisk tradition, hvor poesien har haft som mål at sætte sproget frit. Helt tilbage til den tidligere litterære avantgarde, en politisk kunststrømning, har dette været ambitionen, og i det 21. århundredes informationsstrøm, og med de nye mediers muligheder for at manipulere med offentligheden, er det stadig et tankevækkende litterært projekt.

Sabotage V-VIII

I digtsamlingen ”Sabotage V-VIII” fra 2011 fortsætter Janus Kodal sin poetiske partisanvirksomhed. Samlingen fortsætter ”Sabotage”s fire dele, og tematisk følger ”Sabotage V-VIII” også sporet fra forgængeren: Det handler om at udfordre fastlåste forståelsesrammer for idéer og sprog.

28620454

I sproget er de talte eller skrevne ord italesættelser eller symboler for ting og idéer. Men ordenes betydning og forståelsen af deres sammensætning er ofte flydende. Hvilke associationer giver f.eks. ordet ”indvandrer”? Glemmer vi denne betydningsdiversitet, bliver ikke bare vores sprog, men også vores idéer slappe, synes budskabet med digtsamlingen at være.

Derfor udfordrer Kodal de usagte sproglige vedtagelser om sproget og sakser syntaksen i stykker ved hjælp af punktummer, der kan få en legesyg læser til at lege med og danne sætninger på tværs af de adskilte fragmenter. Her i en passage fra del VIIIs første digt: ”Enhver anden. Skabning af kronisk. / Mutation og tidslige skygger. På default.[...]” (s. 46). Her kan stykkerne sættes forskelligt sammen, og læseren kan subjektivt danne sig en forståelse af ordene, der dog her peger i retning af, at den fastlåste (”kroniske”) fordrejning (”mutation”) af sproget gør tingene forsimplede eller forfejlede (”default”, som betyder forsimpling i computerterminologi, og indenfor jura er en form for lovbrud). I samme digt kommer Kodal tilsyneladende også med en kommentar til spørgsmålet om betydningen af de føromtalte begreb ”indvandrer”: ”Fakta. Presset ind i halvmånen.” Her er det altså en fastlåst vedtagelse (”fakta”), som er blevet hevet ned over idéen om islam, selvom det er et begreb, som kan have alle mulige forskelle betydninger i forskellige sammenhænge.

I ”Sabotage V-VIII” fortsætter Janus Kodal sit forsøg på at sætte sproget frit i sin demokratiske flertydighed. Den anke, man som læser kan have over for projektet, er, at Kodal selv sidder som projektets dirigent. Det er Kodal, der sætter rammen for den frie, sproglige leg, men hvis det er betingelsen, kan man så i virkeligheden tale om fri sproglig leg på alle hylder?

 

Genrer og tematikker

Udviklingen i Janus Kodals forfatterskab minder om flere repræsentanter fra hans generation. I begyndelsen var Kodal meget påvirket af firsernes gravalvorlige lyrik, hvor udgangspunktet var den fremmedgjorte storbyeksistens og eksistentielle refleksioner over tid og væren. Siden blev denne ind i mellem temmelig selvhøjtidelige tematik dog trængt i baggrunden for den ironiske distance, som i høj grad var toneangivende i halvfemserne. Her virkede det, som om folk havde fået nok af de sure firsere, hvor digterne var lidende kunstnere uden selvironi. Det kommer til udtryk i digtsamlingen ”Fyrsten Zibebes Bekendelse”, hvis titel alene antyder, at der her er mere ironisk pep i digteren end tidligere.

Janus Kodals forfatterskab har siden igen taget fat på storbyen, men i ”Hovedbanen og andre impulskøb” angribes storbyeksistensen på en helt anderledes måde end i forfatterskabets begyndelse. Her er det folkets København som beskrives, og digteren iagttager dagliglivets trummerum uden som i firserne at beskrive fortabtheden i den fremmedgjorte storby. Med tiden har digtene altså fået sig en noget mere hyggelig tilgang til det urbane.

I den senere del af forfatterskabet har Kodal igen skruet en alvorlig mine på og nærmer sig den kunstneriske avantgarde ved at blive sprogpolitisk. I ”Sabotage” og ”Sabotage V-VIII” sætter Kodal spørgsmålstegn ved den gængse sprogbrugs evne til at gengive virkeligheden på en tilfredsstillende måde. På den måde træder Kodal ind i en ca. 100 år gammel avantgardistisk tradition, hvor målet med digtene er at eksperimentere sig frem til et nyt sprog, der ikke er forurenet af løgn og uretfærdigheder. Dette er et radikalt politisk projekt, der kritiserer et samfund fyldt med breaking news, reklamer og spin, hvilket ”Sabotage”s titel også allerede antyder på omslaget.

Beslægtede forfatterskaber

Janus Kodal debuterede som meget ung som del af en generation af folk som Morten Søndergaard, Helle Helle og Mads Brenøe. Dette kuld af forfattere stod i forbindelse med den mørkt punkede digtning fra firserne, men de markerede også et brud med generationens selvhøjtidelighed, som man så hos f.eks. Michael Strunge. Kodals digt ”At flyve” fra debuten ”Antologi” kan sammenlignes med Strunges berømte digt "Livets hastighed" (”Livets hastighed”, 1978).

Kodals generation delte ikke i samme grad det gravalvorlige sortsyn og havde en mere kritisk distance til sig selv og sin rolle i et samfund, hvor massemedier og populærkultur vandt frem på bekostning af tv-monopol og strenge dannelseskrav. I modsætning til mange kolleger fra sin generation, har Kodal aldrig kastet sig over prosaen, men er blevet ved poesien.

I en større litteraturhistorisk kontekst indskriver Janus Kodal sig især i en symbolistisk tradition, hvor kunsten er i stand til at skabe forbindelse til højere magter (i Kodals tilfælde ikke nødvendigvis i traditionel religiøs forstand), rusen og ekstasen. Da den symbolistiske poesi i Danmark vandt frem omkring år 1900, udgjorde den en modvægt til den jordnært videnskabelige naturalistiske prosa.

I beskrivelserne af storbyens landskab på godt og ondt er Kodal beslægtet med den franske digter Charles Baudelaire (1821-67), som beskrev storbyens bagside med en kraft, der til stadighed inspirerer poeter verden over. I dansk poesi er Tom Kristensen og Søren Ulrik Thomsen også eksempler på forfattere, som har gjort byen til et centralt tema i deres digtning.

I sine sprogkritiske tekster har Kodal også en forbindelse med digteren Per Højhølt (1928-2004), som selv sprængte rammerne for sproget f.eks. i det berømte langdigt "Turbo" (1968), som vendte fastlåste betydninger af sproget på hovedet. Per Højholt spøger også i Kodals naturbeskrivelser i f.eks. ”I Provinsen”.

Bibliografi

Digte

Kodal, Janus
Antologi. Gyldendal, 1991.
Kodal, Janus
Ingentings mestre. Gyldendal, 1994.
Kodal, Janus
Fyrsten Zibebes bekendelse. Gyldendal, 1998.
Kodal, Janus
I provinsen. Gyldendal, 2001.
Kodal, Janus
Seks suiter. Gyldendal, 2004.
Kodal, Janus
Hovedbanen og andre impulskøb. Gyldendal, 2008.
Kodal, Janus
Tokyo. Forlaget 28/6, 2008.
Kodal, Janus
Sabotage. Nansensgade Antikvariat, 2010.
Kodal, Janus:
Sabotage V-VIII. Nansensgade Antikvariat, 2011.
Kodal, Janus:
Sort/Hvid+. Gyldendal, 2012. Erindringsdigte.
Kodal, Janus: Eksil. OVO press, 2016.
Kodal, Janus: Undskyld. OVO press, 2017.

Børnebøger

Kodal, Janus:
Muftien af Bobo. Turbine, 2011. Illustrationer: Kirsten Gjerding. Billedbog.
Kodal, Janus:
Der var en gang. Carlsen, 2013. Illustrator: Otto Dickmeiss. Billedbog.
Kodal, Janus:
Den Hemmelige pige. Carlsen, 2013. Illustrator: Otto Dickmeiss. Billedbog.
Kodal, Janus:
Pipilotta & mormors gamle skab. Carlsen, 2013. Illustrator: Tine Modeweg-Hansen. Billedbog.
Kodal, Janus:
Ny i nulte. Jensen & Dalgaard, 2013. Illustrator: Jenz Koudahl. Billedbog.
Kodal, Janus:
Den døde kat. Alinea, 2014.
Kodal, Janus:
Pipilotta og drømmeknappen. Carlsen, 2014. Illustrator: Tine Modeweg-Hansen. Billedbog.
Kodal, Janus:
Åh, Elvira eller Min første forelskelse eller Amorphophallus titanum eller bare jeg savner dig helt vildt. Carlsen, 2014.
Kodal, Janus:
En rimelig våd men alligevel temmelig perfekt dag i nulte. Jensen & Dalgaard, 2014. Illustrator: Jenz Koudahl. Billedbog.
Kodal, Janus:
Historien om tissemanden. Alvilda, 2015. Illustrator: Kirsten Gjerding. Billedbog.
Kodal, Janus: Trix-X - Storm er sej. Alinea, 2015.
Kodal, Janus:
Spis ormen! Alinea, 2015.
Kodal, Janus: Nultes rimelig lille, men temmelig storladne poesibog. Jensen & Dalgaard, 2015. Billedbog.
Kodal, Janus: Rita har en rokker. Alinea, 2015.
Kodal, Janus:
Døren. Gyldendal, 2016. Kunstner: Mikkel Sommer. Billedbog.
Kodal, Janus: Din far får tæsk. Alinea, 2016.
Kodal, Janus: Hugo er zombie. Turbine, 2017. Hugo-serien, 1.
Kodal, Janus: Hugo og gaven. Turbine, 2019. Hugo-serien, 2.

Om forfatterskabet

Links

Artikel om ”ingentings mestre”, som også giver kort indføring i den tidlige del af forfatterskabet.
Janus Kodals egen hjemmeside hos Gyldendal

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Janus Kodal

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Olling, Anders:
Interview med Janus Kodal. Forfatterweb, februar 2011.