Sabotage V-VIII

I digtsamlingen ”Sabotage V-VIII” fra 2011 fortsætter Janus Kodal sin poetiske partisanvirksomhed. Samlingen fortsætter ”Sabotage”s fire dele, og tematisk følger ”Sabotage V-VIII” også sporet fra forgængeren: Det handler om at udfordre fastlåste forståelsesrammer for idéer og sprog.

28620454

I sproget er de talte eller skrevne ord italesættelser eller symboler for ting og idéer. Men ordenes betydning og forståelsen af deres sammensætning er ofte flydende. Hvilke associationer giver f.eks. ordet ”indvandrer”? Glemmer vi denne betydningsdiversitet, bliver ikke bare vores sprog, men også vores idéer slappe, synes budskabet med digtsamlingen at være.

Derfor udfordrer Kodal de usagte sproglige vedtagelser om sproget og sakser syntaksen i stykker ved hjælp af punktummer, der kan få en legesyg læser til at lege med og danne sætninger på tværs af de adskilte fragmenter. Her i en passage fra del VIIIs første digt: ”Enhver anden. Skabning af kronisk. / Mutation og tidslige skygger. På default.[...]” (s. 46). Her kan stykkerne sættes forskelligt sammen, og læseren kan subjektivt danne sig en forståelse af ordene, der dog her peger i retning af, at den fastlåste (”kroniske”) fordrejning (”mutation”) af sproget gør tingene forsimplede eller forfejlede (”default”, som betyder forsimpling i computerterminologi, og indenfor jura er en form for lovbrud). I samme digt kommer Kodal tilsyneladende også med en kommentar til spørgsmålet om betydningen af de føromtalte begreb ”indvandrer”: ”Fakta. Presset ind i halvmånen.” Her er det altså en fastlåst vedtagelse (”fakta”), som er blevet hevet ned over idéen om islam, selvom det er et begreb, som kan have alle mulige forskelle betydninger i forskellige sammenhænge.

I ”Sabotage V-VIII” fortsætter Janus Kodal sit forsøg på at sætte sproget frit i sin demokratiske flertydighed. Den anke, man som læser kan have over for projektet, er, at Kodal selv sidder som projektets dirigent. Det er Kodal, der sætter rammen for den frie, sproglige leg, men hvis det er betingelsen, kan man så i virkeligheden tale om fri sproglig leg på alle hylder?