Udviklingen i Janus Kodals forfatterskab minder om flere repræsentanter fra hans generation. I begyndelsen var Kodal meget påvirket af firsernes gravalvorlige lyrik, hvor udgangspunktet var den fremmedgjorte storbyeksistens og eksistentielle refleksioner over tid og væren. Siden blev denne ind i mellem temmelig selvhøjtidelige tematik dog trængt i baggrunden for den ironiske distance, som i høj grad var toneangivende i halvfemserne. Her virkede det, som om folk havde fået nok af de sure firsere, hvor digterne var lidende kunstnere uden selvironi. Det kommer til udtryk i digtsamlingen ”Fyrsten Zibebes Bekendelse”, hvis titel alene antyder, at der her er mere ironisk pep i digteren end tidligere.
Janus Kodals forfatterskab har siden igen taget fat på storbyen, men i ”Hovedbanen og andre impulskøb” angribes storbyeksistensen på en helt anderledes måde end i forfatterskabets begyndelse. Her er det folkets København som beskrives, og digteren iagttager dagliglivets trummerum uden som i firserne at beskrive fortabtheden i den fremmedgjorte storby. Med tiden har digtene altså fået sig en noget mere hyggelig tilgang til det urbane.
I den senere del af forfatterskabet har Kodal igen skruet en alvorlig mine på og nærmer sig den kunstneriske avantgarde ved at blive sprogpolitisk. I ”Sabotage” og ”Sabotage V-VIII” sætter Kodal spørgsmålstegn ved den gængse sprogbrugs evne til at gengive virkeligheden på en tilfredsstillende måde. På den måde træder Kodal ind i en ca. 100 år gammel avantgardistisk tradition, hvor målet med digtene er at eksperimentere sig frem til et nyt sprog, der ikke er forurenet af løgn og uretfærdigheder. Dette er et radikalt politisk projekt, der kritiserer et samfund fyldt med breaking news, reklamer og spin, hvilket ”Sabotage”s titel også allerede antyder på omslaget.