Personligt er Dean Koontz bevæget af Charles Dickens menneskelighed: ”(…) den måde, han formidler hvert livs episke natur (…) at det, der forekommer almindeligt, faktisk er ekstraordinært. Han vidste, at følelser ikke er svaghedstegn, en sandhed, som jeg ville ønske, at flere romantikere ville omfavne i vores kyniske tid.” (Sunday Book Review: Dean Koontz – By the Book. New York Times, 2014-07-24. Egen oversættelse).
Koontz’ optagethed af menneskelighed – og medmenneskelighed – afspejles i hans forfatterskab; hans hovedkarakterer beskrives med følsomhed, og det ender godt for dem, når de gør det moralsk rigtige.
Trods horror, gys, mord og misbrug er det sigende for Koontz’ forfatterskab, at der er en klar, moralsk pointe med historierne. Netop dét træk er noget, han beundrer forfatterne Marilynne Robinson og Cormac McCarthy for: ”Selvom de er helt forskellige forfattere, har begge et vellykket og alligevel styret sprog og et dybt, moralsk formål.” (Sunday Book Review: Dean Koontz – By the Book. New York Times, 2014-07-24. Egen oversættelse).
På et tematisk plan er der visse ligheder med den danske gyserforfatter Birgitte Lorentzens ”Cykose”-trilogi. Begge historier indeholder en kritik af det intolerante samfund, der ikke formår at favne eller forstå det anderledes. Og ikke mindst en kritik af, hvordan samfundet håndterer det, som det ikke forstår. I Birgitte Lorentzens forfatterskab illustreres det gennem behovet for at diagnosticere, og i Koontz’ mere ekstremt ved, at Addison Goodheart trues på livet af samfundet, fordi han skiller sig ud. Fælles er, at forfatterne bruger den overnaturlige genre til at behandle jordnære temaer.
Også i persongalleriet er der ligheder med en anden thrillerforfatter. Den menneskesky og gothklædte Gwyneth, i ”De uskyldige”, der er blevet udsat for voldelige overgreb og underlagt formynderi, har tydelige træk tilfælles med Lisbeth Salander fra Stieg Larssons populære krimiserie.