I 2008 udkom Anita Krumbachs debut, gyseren ”Natdyr”, illustreret af Morten Voigt.
Historien handler om drengen Jim, der aldrig har kunnet sove. Jim deler denne lidelse med sin mor, og de to har i kraft af deres søvnløshed et særligt bånd: De er natdyr. Men båndet brydes, da Jims mor dør efter længere tids sygdom. Jim er nu alene tilbage med en sønderknust far, der kun magter at sidde i sofaen og glo på tv. Familiens læge dr. Graumann tilbyder at hjælpe Jim af med søvnløsheden, men da Jim besøger ham i konsultationen viser det sig, at Graumann i virkeligheden er gang med et større eksperiment. Et eksperiment som Jims mor har været en del af, også under sin graviditet. Forsøgspersonerne er valgt på baggrund af deres lave sociale status: de er tabere. Og tabere er der alligevel ikke nogen der savner, hvis de ”forsvinder”.
27409539
Fordi Jim er den første, der er født med det særlige søvnløshedsstof i sig, bliver han uhyre interessant for dr. Graumann, der ønsker at skære ham op og undersøge ham nærmere. For at kunne operere i fred tvinger dr. Graumann Jim med sig ud i et vinterkoldt og øde sommerhusområde. Her kommer søvnløsheden uventet Jim til undsætning, da lægen døser hen, og Jim ser sit snit til at stikke af. Efter en vild jagt ender Graumann i sin Mercedes på bunden af havet, og Jim bliver reddet i mere end en forstand, da der findes en kur imod hans søvnløshed.
Bogen er inddelt i seks afsnit, der veksler mellem en jeg-fortæller og en fortæller i tredjeperson. Det betyder, at man som læser skal kunne omstille sig fra Jims indre univers med tanker og erfaringer, til en mere distanceret synsvinkel, der ser det hele udefra. Disse skift betyder, at fortællingen bliver dynamisk. Det vil sige, at den hele tiden bevæger sig, og at der hele tiden sker noget. Dette er et fortællermæssigt greb, der egner sig utrolig godt til gysergenren, fordi læseren holdes på stikkerne. Den samme effekt har de mange spring i teksten, de såkaldte flash backs, der også er med til at pirre læserens nysgerrighed.