Jan Kjærstads forfatterskab kan ses i sammenhæng med modernismens brede fokus på skrifttematik og formeksperimenter og brud med traditionelle fortælleformer. Det skrifttematiske og formeksperimenterende kendes f.eks. fra store danske forfattere som Per Højholt, Inger Christensen og Peer Hultberg. En forfatter som Svend Åge Madsen kan i denne sammenhæng nævnes som en nordisk forfatter, der vedholdende og fremtrædende har eksperimenteret med romangenren som form siden sin debut i 1963. Disse nævnte forfattere har, ligesom eksempelvis også den amerikanske forfatter Paul Auster, især et grundlæggende syn på litteraturens uanede muligheder tilfælles med Kjærstad. Litteraturen og skriften har evnen til at udvide, skabe menneskelig erfaring og gøre det umulige muligt.
I dette lys knytter litteratur- og skrifttemaet i Kjærstads forfatterskab sig til en litterær strømning, der i årtier er blevet taget under debat af litteraturen. Tematiseringer af kunstens rolle og udtryksformer hører overordnet moderniteten til. Knut Hamsuns debutværk ”Sult” (1890) er et af Skandinaviens tidlige eksempler på tematiseringen af dette og af at skrive litteratur. Imellem disse to forfatterskaber findes der mange forbindelser, og Kjærstad nævner Hamsun i flere af sine romaner, eksempelvis ”Homo Falsus eller det perfekte mord”.
Kjærstad gør generelt brug af mange litterære referencer til både nordisk og international litteratur og italesætter på den måde inspiration fra andre forfattere og kunstnere. Ved brug af disse referencer henter Kjærstad tematiske og formmæssige medbetydninger, der fortætter og fordobler betydningerne i hans egne værker.