Jan Kjærstads ”Berge” (”Storefjeld”, 2018) fra 2017 er en roman om en national tragedie, der samler et folk i fælles sorg og længsel efter at forstå. Uden at skrive om 22. juli på Utøya, Norges åbne sår, er ”Berge” også en fortælling om Utøya. Gennem tre væsensforskellige jeg-fortællere redegør romanen for oplevelsen af og reaktionerne på et voldsomt massedrab i Nordmarka uden for Oslo. 23. august 2008 bliver den fremtrædende minister for Arbejderpartiet Arve Storefjeld fundet i sin hytte med halsen skåret over. Også hans kæreste, hans datter Gry samt hendes franske kæreste og dennes niårige datter er bestialt myrdet. Der er ingen spor efter en gerningsmand, men nationen går i kollektiv terrorismerus. Anført af den første jeg-fortæller, journalist Ina Wang, der netop har færdiggjort en stort anlagt biografi om Storefjeld, spekuleres der i medierne i motiv og baggrund for drabene. Wang får nyt liv i karrieren, og hun både sørger i fællesskabet og rives med af den faglige berømmelse. I sin jagt på en alternativ vinkel laver hun et større interview med Nicolai Berge, der i en årrække var kæreste med den dræbte Gry Storefjeld, og må opgive at adskille privat og professionel.
54188846
Romanens anden fortæller er den ældre og tilbagetrukne dommer Peter Malm. Han lever i en lejlighed uden indsyn og holder mest af at skrive på sit magnum opus Liv for liv, en art Retfærdighedens ABC, og at drikke udsøgte cocktails. Uventet bliver han udpeget til at være dommer i sagen mod den mordanklagede Nicolai Berge, der er bogens tredje jeg-fortæller. I en hullet fremstilling skildrer Berge sit forhold til Gry, der var udset til at være Arbejderpartiets næste profil, og et skæbnesvangert døgn i Nordmarka.
Det kriminalistiske anslag holder læseren fangen i en 358 siders optakt til et juridisk klimaks, der aldrig forløses. Kjærstad fælder ingen dom, men stiller spørgsmål om hævn, had og retfærdighed, om (selv-)justits, jalousi og altfortærende kærlighed og om behovet for at placere en skyld og forstå en ugerning. Flere episoder ligner dagene efter angrebene i Oslo og på Utøya og under retssagen mod gerningsmanden. At en tredjedel af romanen fortælles af en formodet massemorder, der veksler mellem mismod og storhedsvanvid, må siges at være et effektivt litterært greb.