De store eksilromaner

For Afskedsvalsens hovedperson, Jakob, er opholdet på kurstedet det sidste melankolske farvel til Tjekkoslovakiet, inden han går i eksil i Vesten. Romanen kom således til at afspejle Kunderas egen situation. I 1975 får han lov til at rejse til Frankrig. Emigrationen var ikke uden omkostninger, hvilket den lange pause mellem Afskedsvalsen (færdig i 1971) og Om latter og glemsel (fransk 1979, da.1980) vidner om. Euforien over friheden er blandet med nostalgien efter hjemlandet, og eksilet som tilstand ligger som et orgelpunkt i de to næste romaner, Om latter og glemsel og Tilværelsens ulidelige lethed (1984, da. 1985). Begge bøger problematiserer forholdet mellem øst og vest, men på den måde at den samme følelse af meningsløshed og fremmedgjorthed lige så vel kan udspringe af den værdirelativistiske frihed i vest som af det totalitære meningstyranni i øst.

23453576

Om latter og glemsel er Kunderas mest eksperimenterende roman. Det er en mosaik af stilistisk og indholdsmæssigt meget forskellige historier, personlige minder, drømmesekvenser og essays, der udelukkende forenes af genkommende temaer og motiver. Alle historierne handler om tab: tabet af fortiden i de kommunistiske regimers historieforfalskning, tabet af kærligheden i de erotiske gentagelser, tabet af hjemlandet hos emigranten, og hos os alle tabet af uskyld og mening. Bogens syv dele udgør hver for sig en stor læseoplevelse. Men samtidig belyser, nuancerer og relativiserer de forskellige dele hinanden, så bogen både æstetisk og tematisk fremstår som et uendelig skiftende kalejdoskop.

Tilværelsens ulidelige lethed er uden tvivl Kunderas mest kendte og elskede roman (også inden den blev filmatiseret i 19xx). Med god grund. Med foråret i Prag og den efterfølgende undertrykkelse som historisk baggrund, følger vi to asymmetriske kærlighedshistorier: kirurgen Tomas’ forhold til servitricen Tereza og kunstneren Sabinas til den svejtsiske universitetslærer Franz. Tomas, bogens hovedperson, er en fuldbefaren forfører. Han søger ikke kærligheden, men bruger erotikken som et middel til at opdage og erobre verden. Da Tereza - der elsker uden forbehold - uventet kommer ind i hans liv, bliver han stillet over for et absolut enten eller: tyngde (Terezas kærlighed) eller lethed (de mange elskerinder).

Bag den umiddelbare problematik om forholdet mellem erotik og kærlighed er det menneskets frie vilje fanget mellem skæbne og tilfælde, der udforskes. Tilværelsens ulidelige lethed er en enestående rig roman og et nøgleværk i Kunderas forfatterskab. Den er et eksempel på en bog, hvor tanke og roman, etik og æstetik står i perfekt balance. Den subtile sammenvævning af temaer og intriger giver en maksimal åbning mod menneskeverden i et storslået forsøg på at sønderrive flosklernes slør og gribe menneskets konkrete livserfaring.

I den næste roman Udødeligheden fra 1990 (da. s.å.) vender Kundera sig fra den tjekkiske problematik mod det postmoderne Vesteuropa. Det er en svimlende læseoplevelse. Bogen handler om forholdet mellem to rivaliserende søstre i Paris i slutningen af det 20. århundrede, om det sære forhold mellem den aldrende Goethe og den unge Bettina von Arnim, om et par radiojournalister, om Beethoven, om Rimbaud, om en underlig professor der løber rundt om natten og punkterer biler, om kunsthandleren Rubens’ erotiske liv, om Goethe, der møder Hemingway i Paradis.

Formelt er Udødeligheden lige så kompleks som Om latter og glemsel, men hvor den første bog er præget af melankoliens tyngde, virker Udødeligheden lettere end luft. Den fremstiller en verden, hvor mediekulturen har sløvet menneskets sanser i et inferno af støj og et hav af billeder, der gør det umuligt for det at se verden og se sig selv uden at gå over massemediernes koder. De store eksistentielle sonderinger bliver formidlet i en elegant, næste frivol stemning, der perfekt reflekterer nutidens mediestyrede verden. Kunderas opgør med tidens illusioner og selvbedrag er radikalt, men samtidig så djævelsk underholdende, at romanen ikke falder i den grøft, der hedder systematisk pessimisme.