Kundera og romankunsten

Ved siden af sine romaner har Kundera en lang række artikler og to kritiske essays om litteratur, Romankunsten fra 1986 (da. 1987) og De Forrådte Testamenter fra 1993 (da. 1996), der udover at give en nyttig introduktion til Kunderas eget forfatterskab også viser ham som en skarp, vittig og indsigtsfuld kritiker. Den korte indføring i romanens historie og væsen, som han giver i Romankunstens første sider, er noget af det bedste, som nogen overhovedet har skrevet om dette emne. De to essays rummer også Kunderas bekendelse til romanen som de moderne tiders mest velegnede, ja måske eneste erkendelsesinstrument og placerer ham i forhold til en særlig romantradition, på den ene side det 18. århundredes legende, metafiktive roman (Sterne, Diderot); på den anden den filosofisk orienterede centraleuropæiske roman (Musil, Broch, Kafka).

Kunderas forfatterskab - romaner, noveller og essays - er kendetegnet ved to modsatrettede bevægelser. Han formår på den ene side at gøre det dagligdags, det der normalt ”giver sig selv,” det der er så banalt, at det er blevet usynligt for os, til noget komplekst og fremmed og fascinerende. På den anden side gør han det abstrakte og fjerne, dvs. de teologiske og filosofiske problemstillinger, som han behandler, til noget konkret og nærværende. Det er et kunststykke, der kun lykkes for ganske få romanforfattere. Kunderas romaner er blandt dem, der gør læseren mere opmærksom og mere intelligent, men samtidig også mere forstående og tolerant, hvilket må være et af de største komplimenter, som man kan gøre en forfatter.