Den svenske forfatter Selma Lagerlöf (1858-1940) er en af de få i litteraturens historie, der bliver verdensberømt i sin egen levetid. På mindre end tyve år stiger hun til berømmelsens tinde og krones med Nobelprisen i 1909. Samme år erhverver hun sit barndomshjem, Mårbacka, i Värmland og nedsætter sig som digterdronning. Selma Lagerlöf er stadig, trods skiftende litterære konjunkturer, en af verdens mest læste forfattere, og de seneste ti-års gennembrud for de magiske fortællere fra Latinamerika, har skabt fornyet interesse for deres åndsfælle i Norden og hendes levende og rige fortællekunst.
Inspirationen til Selma Lagerlöfs digtning strømmer fra hendes første kreds: Värmlands natur og folk, slægtens historie og den nære familie samlet om det elskede Mårbacka, som tidligt i hendes liv glider familien af hænde. Hun skriver på erindringen om og længslerne knyttet til barndommens tabte land, men også på den vilje, der betød hendes nødvendige frigørelse som kvinde og kunstner. Da hun køber Mårbacka tilbage og som kvinde sætter sig ind som familiens overhoved, er det en personlig triumf, som imidlertid afspejler en større i epoken, hvor kvinderne, parallelt med Selma Lagerlöfs succes, fik mere magt og erobrede verden kulturelt og politisk.
For Selma Lagerlöf skete denne erobring gennem sproget. "Digtningen er min eneste passion", skrev hun, og til den viede hun sin kærlighed. Med stålsat vilje skrev hun sig ud i verden og ind i menneskers hjerter. Den lykke det var og den pris, hun betalte, vidner hendes forfatterskab om med sit på én gang sanselige nærvær, sin moralske dybde og sin smertefulde kredsen om det enkelte menneskes skyld, personlige offer og død.