Med ombygningen af det idylliske Mårbacka til en majestætisk ny-klassicistisk bygning i begyndelsen af 1920´erne bekræftede Selma Lagerlöf sin status som Sveriges digterdronning. Men det imposante arkitektoniske eftermæle fik sit suveræne sidestykke i hendes digtning, hvor en positiv vitalitet strømmede ind og løftede hendes sidste værker op i en sfære rig på livserfaringer og menneskekundskab. To overbevisende værkrækker betegner forfatterskabets momumentale afslutning: roman-trilogien Löwenskölds ring (1925), Charlotte Löwensköld (1925) og Anna Svärd (1928) (Historien om familien Löwensköld, 1-2), og erindringstrilogien Mårbacka (1922), Et barns erindringer (1930) og Dagbog (1932).
Roman-trilogien er et overdådigt slægtspanorama, der tager sin begyndelse i det gustavianske Sverige, hvor en herremand forsynder sig mod kærligheden, der i sin vrangvredne form driver sit forbandede spil ned gennem slægten for til slut at tage bolig i det perverterede og fanatisk forsagende par Karl-Artur Ekenstedt og Thea Sundler. To bemærkelsesværdige skikkelser, der rummer Selma Lagerlöfs negative sandhed om sig selv. Men i selve romanværket holdt i skak af de to stærke kvindeskikkelser, Charlotte Löwensköld og Anna Svärd, som får magt på baggrund af romanernes myldrende persongalleri. To ideale kvinder, selvstændige, sanselige og handlekraftige, der som slutscene i forfatterskabet, kun får konkurrence fra én anden kvinde, som udkrystalliseres af erindringerne: Selma Lagerlöf selv.
De tre erindringsbind - hvoraf Dagbog er mageløs memoirelitteratur - er skrevet som Selma Lagerlöfs egen skabelsesmyte og kunstneriske testamente. De er blevet til med hele afstandens indsigt i liv og værk og rummer som sådan nøglen til hele det øvrige forfatterskab, hvad Selma Lagerlöf da også understreger ved litterært og underfundigt at arrangere det øvrige forfatterskabs nøglescener som sine egne. En række af hendes digtnings svævende og afgørende øjeblikke rodfæstes i erindringernes personlige rum. Foruden at være rige slægt- og kulturhistoriske tilbageblik med den värmlandske mystik inde på livet, er erindringerne også personlige vidnesbyrd om den nødvendige forvandling af kærligheden og det erotiske, der for Selma Lagerlöf skulle til for at forløse de digteriske evner. Som det sidste i sit forfatterskab lader hun sig selv og sit selv komme til syne under eget navn. Således er det smukt og karakteristisk, at Selma Lagerlöf skulle helt frem til sit femoghalvfjersindstyvene år og tilblivelsen af Dagbog, før hun turde være så ubeskeden at bruge jeg-formen og kalde sin digtnings heltinde ved sit eget navn: Selma Ottilia Lovisa Lagerlöf.