Jens Lapidus skriver maskingeværsprosa. Sætningerne er hårde og korte. Afsnittene falder som tørre salver. Det er ikke whodunit krimier, men they are doing it-krimier. Hovedpersonerne agerer, det er dem, som skaber begivenhederne. Politiromanens mimrende opklaringsarbejde sparer forfatteren os for. Ingen drøvtyggende strømere her, ingen ventetid som fyldes ud med spekulationer og hverdagsregistreringer fra hjemmet og politistationen, mens retsmedicinerens rapport er undervejs, derimod handling og sceneskift og en tyk tekstur af ghettokultur, yuppieliv, våben, sex og stoffer.
Det hele skåret op i en hård, kontant, filmisk klipning med en no bull shit sans for miljøerne og sprogets tunge og forskelligartede bevæbning. Jugoerne taler anderledes end araberne, som taler anderledes end Svenssonerne. Hver enkelt har sine tatoveringer, sine ritualer. De fleste af dem deler arkaiske æresbegreber og dummaskuline værdier. Alle er med i narkokulturen, og alle vil have fat i hurtige penge.
Jens Lapidus har med Mahmud og Mrado og Jorge introduceret den uædle vilde i svensk litteratur. Den nye perkerkultur giver en anden tilgang til den velpudsede svenskerkultur. Den er grim på bagsiden og kold på forsiden. Kombineret med en høj grad af genkendelighed i miljøerne og flere kendisser, der optræder under eget navn, herunder partyprinsessen Madeleine til en vild cokefest i “Cash”, har det skabt en modvilje mod Lapidus i de finere kredse, og han står efter sigende ikke øverst på listen, når de kongelige inviterer til bal på slottet.