Den britiske forfatter W. Somerset Maugham er en forløber for le Carrés tilgang til krimigenren. Begge havde de erfaring inden for efterretningsarbejde, inden de gjorde brug af feltet skønlitterært; Maugham længe før le Carré i form af novellekredsen ”Ashenden” (1928) om en kultiveret agent. Faderen til mesterdetektiven Sherlock Holmes, Arthur Conan Doyle, har le Carré desuden nævnt som en tidlig inspiration – ”den store og vidunderlige Conan Doyle” – sammen med landsmændene Charles Dickens, George Bernard Shaw og franske Albert Camus (George Plimpton: The Art of Fiction No. 149. The Paris Review, 1997).
Dickens og Shaw står bag nogle af de bedst kendte skildringer af et klassedelt England, tænk på Dickens’ ”Oliver Twist” (1838) eller ”A Christmas Carol” (1843), og gå til Shaws skuespil ”Pygmalion” (1912) for at finde den sociale opstigning forankret i gadetøsen Eliza Doolittle. I le Carrés romaner kan man finde karrierediplomater, der har en portion Doolittle i sig, men til forskel fra Shaw og Dickens rykker forfatteren klassetemaet væk fra hjemlandet. I ”The Constant Gardener” er underklassen Afrikas fattige, mens eliten er alle dem, der ikke er tvunget til at blive på kontinentet. Fra Camus er den mest aflæselige indflydelse bevidstheden om, at livet kan savne mening. Hos le Carré vinder de bedste mænd ikke altid, og storpolitik risikerer at ende i systemer styret af deres egen destruktive logik.
Et slægtskab med den amerikanske forfatter Patricia Highsmith er mærkbart til stede. Hun kan også finde på at lade de skyldige gå fri – særligt hendes antihelt Tom Ripley. Han lærer sig i ”The Talented Mr. Ripley” (1955) overklassens vaner, men ender med at myrde den solbeskinnede playboy, han beundrer mest. Highsmiths hovedperson mangler et moralsk kompas, hvorimod le Carrés bærende karakterer gerne er plagede over deres ugerninger. I ”Absolute Friends” optræder Ted, der har kamæleonadfærd som Ripley, dog tilføjet en bund af næstekærlighed. Krigsentreprenøren Jay Crispin i le Carrés ”A Delicate Truth” matcher klarere Ripleys underskud af empati.
For at finde en udtalt hilsen fra le Carré til en af sine kolleger skal man gå til ”The Tailor of Panama” (1996). Hovedpersonen Harry Pendel er en økonomisk presset skrædder, der føres ind i spionagebranchen, og en lignende desperat situation danner afsæt for britiske Graham Greenes ”Our Man in Havana” (1958). Herhjemme er Leif Davidsen nok nærmest le Carré, hvad angår forfatterskabets umiddelbare kendetegn. Spændingsromaner af internationalt tilsnit og en markant interesse for affærerne i det store land mod øst, hos Davidsen særligt markeret med den russiske trilogi igangsat af ”Den russiske sangerinde” (1988).