john le carre
Foto: Jane Bown

John Le Carré

Artikel type
voksne
Harald Mogensen. Opdateret af journalist Johan Vardrup, iBureauet/Dagbladet Information. 2013.
Top image group
john le carre
Foto: Jane Bown
Main image
Le Carré, John
Foto: POLFOTO

Indledning

John Le Carrés elegante plots og tyngede helte har defineret spionkrimien som genre. Koldblodigheden hos efterretningstjenesten farver de tidlige romaner, bl.a. ”Spionen der kom ind fra kulden” og ”Spejlkrigen”. Det senere forfatterskab skildrer en verden forbundet af handel med våben, narko og medicin. Et hovedmotiv er driften efter penge uden hensyn til andre – ikke mindst i ”Den standhaftige gartner”. Hvor modbydelige folk end er, får le Carrés lakoniske sprogtone det til at glide ned. Han skriver som en gentleman, der observerer – og ind i mellem smiler af – menneskets samme gamle svagheder.

 

52530296

Blå bog

Født: 19. oktober 1931 i Poole, England.

Uddannelse: BA i moderne sprog fra Lincoln College, Oxford i 1956.

Debut: Call for the Dead. Gollancz, 1961.

Litteraturpriser: Somerset Maugham Award, 1964. James Tait Black Memorial Prize, 1977. Goethe-medaljen, 2011.

Seneste udgivelse:  Duernes tunnel : historier fra mit liv. Rosinante, 2016. (The pigeon tunnel, 2016). Oversat af Jette Røssell. Erindringer.

Inspiration: Arthur Conan Doyle, Charles Dickens, Honoré de Balzac, Albert Camus.

Baggrund

”To mænd har grebet ham i armene og tvinger dem om bag ryggen. Fodlænker klikker sammen omkring hans ankler. En mundspærrer tvinger tænderne fra hinanden. Sorte motorbriller falder ned over hans øjne. Han ville gerne råbe, men han kan kun gurgle.”
”Absolutte venner”, s. 314.

John le Carré er født James David Cornwell i Poole, England i 1931. Hans mor forlod familien, da han var fem, mens faren Ronnie tog sig af le Carré og en ældre bror. Opvæksten var omskiftelig; præget af flytninger, fordi faren ikke var god til penge og nogle gange opererede på den forkerte side af loven. Han fik en fængselsdom for forsikringsfusk, men forfatteren forsonede sig med ham. I hvert fald tilstrækkeligt til at lade Ronnie være forlæg for sin hovedpersons forbryderfar i romanen ”A Perfect Spy” (1986).

Le Carré har reflekteret over, hvordan faren havde svært ved at betale regninger, men samtidig indskrev sine drenge på fine skoler: ”Denne usædvanlige kontrast mellem min fars verden og den verden, han ville have os ind i, fik os hele tiden til at krydse grænser.” (Simon Edge: Dark Past of The Thinking Man’s James Bond. The Express, 2011-09-06.) Om morens svigt har han bemærket, at det måske har plantet en grad af nådesløshed i hans karakter (Dwight Garner: John le Carré, the spy master. The Times, 2013-05-21.)

Sin sprogfornemmelse udviklede han gennem studier ved universiteterne i Bern og Oxford. I 1950 krydsede han over fra det akademiske miljø til en stilling i den britiske efterretningstjeneste, MI5. Han underviste fra 1956 til 1958 på drengeskolen Eton, men blev ved udgangen af 1950’erne udstationeret på den britiske ambassade i Bonn og var efterfølgende konsul i Hamborg. I Tyskland udførte han efterretningsarbejde, der omfattede aflytning af telefoner og afhøringer af folk, som var rejst fra Østblokken til Vest.

Le Carré har underspillet dramatikken ved disse erfaringer og beskrevet tiden som et ophold i ”beskyttede vinmarker” (John le Carré: The Spy Who Liked Me. The New Yorker, 2013-04-15).

Da han i 1961 romandebuterede med ”Call for the Dead”, var pseudonymet et krav fra hans statslige arbejdsgiver. Le Carré betyder ”firkanten” på fransk. En teori om navnets oprindelse er, at han tog det fra sin MI5-mentor John Bingham, der havde dette øgenavn.

Gennembruddet kom med ”The Spy Who Came in from the Cold” (1963), som forfatteren Graham Greene kaldte ”den bedste spionhistorie, jeg nogensinde har læst”. Siden da har le Carré fokuseret på skrivevirksomheden. Offentligt er han kendt for sin ind i mellem skarpe tunge. Han var kritiker af alliancen mellem USA’s tidligere præsident George W. Bush og Englands premierminister Tony Blair.

I den litterære debat vakte han i 1990’erne furore, da han protesterede mod paperbackversionen af Salman Rushdies kontroversielle ”De sataniske vers”, fordi han mente, at bogens forhandlere kunne blive skydeskiver for fundamentalister. Men le Carré langer også ud efter sig selv: ”Det er min erfaring, at kunstnere har en svag kerne. De er falske. De er ikke den ægte vare. De er spioner. Jeg er ingen undtagelse.” (Geoffrey Wansell. Tinker, Tailor, Soldier, Misfit. Daily Mail, 2008-09-27.)

Hans rutine er at skrive tidligt på dagen, altid i hånden, i et værelse i hans ejendom ved den Englands sydlige kyst. Han bor sammen med sin kone Jane, som renskriver hans manuskripter, og har fire børn.

 

Telefon til afdøde

I le Carrés første roman ”Call for the Dead” fra 1961 (”Telefon til afdøde”, 1966) manipulerer den engelske agent George Smiley to kommunistiske ”muldvarpe”, således at de begge dræbes. Den ene tilmed af en tidligere ven og krigskammerat fra det fælles felttog mod Hitlers Tyskland. Smiley hader deres masseideologi – modsætningen til hans egen individualisme. ”Muldvarp” er agenternes jargonudtryk for en forklædt spion, ofte rekrutteret tidligt blandt pæne landsmænd, og først aktiveret når tiden er inde, og muldvarpen har boret sig ind i statscentrene. Le Carrés anti-spioncenter har dets egen jargon. ”Skalpejægerne” rykker ud til opgaver i udlandet. ”Lygtetænderne” og ”fortovsartisterne” er eksperter i overvågning. Control, ”C”, er den navnløse chef for ”Cirkus”, hele organisationen.

Første kapitel i denne første bog har overskriften: George Smiley’s historie – og den er højst dramatisk. Han har selv været hemmelig agent i Hitler-Tyskland før og under krigen. Forfatteren lægger fra første færd op til, at Smiley skal være en tilbagevendende person. I romanens anden sætning anslås et gennemgående motiv i Smiley-sagaen: hans kone Ann, født Lady Sercomb, har efter to års ægteskab forladt ham til fordel for en cubansk racerkører. Det bliver ikke sidste gang, skønheden forlader uhyret. Her skal indskydes, at Carré-romanerne med Smiley hver især kan læses som selvstændige værker.