john le carre
Foto: Jane Bown

John Le Carré

Harald Mogensen. Senest opdateret af cand.mag. Katrine Lehmann Sivertsen, Bureauet, december 2019.
Top image group
john le carre
Foto: Jane Bown
Main image
Le Carré, John
Foto: POLFOTO

Indledning

John Le Carrés elegante plots og tyngede helte har defineret spionkrimien som genre. Koldblodigheden hos efterretningstjenesten farver de tidlige romaner, bl.a. ”Spionen der kom ind fra kulden” og ”Spejlkrigen”. Det senere forfatterskab skildrer en verden forbundet af handel med våben, narko og medicin. Et hovedmotiv er driften efter penge uden hensyn til andre – ikke mindst i ”Den standhaftige gartner”. Hvor modbydelige folk end er, får le Carrés lakoniske sprogtone det til at glide ned. Han skriver som en gentleman, der observerer – og ind i mellem smiler af – menneskets samme gamle svagheder.

 

47212421

Blå bog

Født: 19. oktober 1931 i Poole, England.

Uddannelse: BA i moderne sprog fra Lincoln College, Oxford i 1956.

Debut: Call for the Dead. Gollancz, 1961.

Litteraturpriser: Somerset Maugham Award, 1964. James Tait Black Memorial Prize, 1977. Goethe-medaljen, 2011.

Seneste udgivelse: Fri agent. Rosinante, 2019. (Agent Running in the Field, 2019). Oversætter: Jakob Levinsen.

Inspiration: Arthur Conan Doyle, Charles Dickens, Honoré de Balzac, Albert Camus.

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”To mænd har grebet ham i armene og tvinger dem om bag ryggen. Fodlænker klikker sammen omkring hans ankler. En mundspærrer tvinger tænderne fra hinanden. Sorte motorbriller falder ned over hans øjne. Han ville gerne råbe, men han kan kun gurgle.”
”Absolutte venner”, s. 314.

John le Carré er født James David Cornwell i Poole, England i 1931. Hans mor forlod familien, da han var fem, mens faren Ronnie tog sig af le Carré og en ældre bror. Opvæksten var omskiftelig; præget af flytninger, fordi faren ikke var god til penge og nogle gange opererede på den forkerte side af loven. Han fik en fængselsdom for forsikringsfusk, men forfatteren forsonede sig siden med ham. I hvert fald tilstrækkeligt til at lade Ronnie være forlæg for sin hovedpersons forbryderfar i romanen ”A Perfect Spy” (1986).

Le Carré har reflekteret over, hvordan faren havde svært ved at betale regninger, men samtidig indskrev sine drenge på fine skoler: ”Denne usædvanlige kontrast mellem min fars verden og den verden, han ville have os ind i, fik os hele tiden til at krydse grænser.” (Simon Edge: Dark Past of The Thinking Man’s James Bond. The Express, 2011-09-06.) Om morens svigt har han bemærket, at det måske har plantet en grad af nådesløshed i hans karakter (Dwight Garner: John le Carré, the spy master. The Times, 2013-05-21.)

Sin sprogfornemmelse udviklede han gennem studier ved universiteterne i Bern og Oxford. I 1950 skiftede han det akademiske miljø ud med en stilling i den britiske efterretningstjeneste, MI5. Han underviste fra 1956 til 1958 på drengeskolen Eton, men blev ved udgangen af 1950’erne udstationeret på den britiske ambassade i Bonn og var efterfølgende konsul i Hamborg. I Tyskland udførte han efterretningsarbejde, der omfattede aflytning af telefoner og afhøringer af folk, som var rejst fra Østblokken til Vest.

Le Carré har underspillet dramatikken ved disse erfaringer og beskrevet tiden som et ophold i ”beskyttede vinmarker” (John le Carré: The Spy Who Liked Me. The New Yorker, 2013-04-15).

Da han i 1961 romandebuterede med ”Call for the Dead”, var pseudonymet et krav fra hans statslige arbejdsgiver. Le Carré betyder ”firkanten” på fransk. En teori om navnets oprindelse er, at han tog det fra sin MI5-mentor John Bingham, der havde dette øgenavn.

Gennembruddet kom med ”The Spy Who Came in from the Cold” (1963), som forfatteren Graham Greene kaldte ”den bedste spionhistorie, jeg nogensinde har læst”. Siden da har John le Carré fokuseret på skrivevirksomheden. Offentligt er han kendt for sin ind i mellem skarpe tunge. Han var kritiker af alliancen mellem USA’s tidligere præsident George W. Bush og Englands premierminister Tony Blair.

I den litterære debat vakte han i 1990’erne furore, da han protesterede mod paperbackversionen af Salman Rushdies kontroversielle ”De sataniske vers”, fordi han mente, at bogens forhandlere kunne blive skydeskiver for fundamentalister. Men le Carré langer også ud efter sig selv: ”Det er min erfaring, at kunstnere har en svag kerne. De er falske. De er ikke den ægte vare. De er spioner. Jeg er ingen undtagelse.” (Geoffrey Wansell. Tinker, Tailor, Soldier, Misfit. Daily Mail, 2008-09-27.)

Hans rutine er at skrive tidligt på dagen, altid i hånden, i et værelse i hans ejendom ved den Englands sydlige kyst. Han bor sammen med sin kone Jane, som renskriver hans manuskripter, og har fire børn.

Telefon til afdøde

I John le Carrés første roman ”Call for the Dead” fra 1961 (”Telefon til afdøde”, 1966) manipulerer den engelske agent George Smiley to kommunistiske ”muldvarpe”, således at de begge dræbes. Den ene tilmed af en tidligere ven og krigskammerat fra det fælles felttog mod Hitlers Tyskland. Smiley hader deres masseideologi – modsætningen til hans egen individualisme. ”Muldvarp” er agenternes jargonudtryk for en forklædt spion, ofte rekrutteret tidligt blandt pæne landsmænd, og først aktiveret når tiden er inde, og muldvarpen har boret sig ind i statscentrene. Le Carrés anti-spioncenter har dets egen jargon. ”Skalpejægerne” rykker ud til opgaver i udlandet. ”Lygtetænderne” og ”fortovsartisterne” er eksperter i overvågning. Control, ”C”, er den navnløse chef for ”Cirkus”, hele organisationen.

Første kapitel i denne første bog har overskriften: George Smiley’s historie – og den er højst dramatisk. Han har selv været hemmelig agent i Hitler-Tyskland før og under krigen. Forfatteren lægger fra første færd op til, at Smiley skal være en tilbagevendende person. I romanens anden sætning anslås et gennemgående motiv i Smiley-sagaen: hans kone Ann, født Lady Sercomb, har efter to års ægteskab forladt ham til fordel for en cubansk racerkører. Det bliver ikke sidste gang, skønheden forlader uhyret. Her skal indskydes, at Carré-romanerne med Smiley hver især kan læses som selvstændige værker.

Mord på højt plan

I ”A Murder of quality” udgivet i 1962 (”Mord på højt plan”, 1965) er agenten George Smiley nærmest privatdetektiv i en ikke storpolitisk mordsag. Han opklarer den på en af disse engelske eliteskoler, som le Carré foragter så dybt. Han har selv gennemlidt en sådan med spanskrør og de ældre elevers ubarmhjertighed over for de mindre. Siden var han en overgang lærer på topsnobskolen Eton.

Romanen giver et meget utiltalende billede af en neurotisk skoleverden. Den stinker af angst og af had.

Mordets baggrund er pengeafpresning i en homoseksuel affære. I sit arbejde som hemmelig agent er Smiley af de tænkende og deducerende detektivers berømmelige gruppe. Han bruger fortrinsvist de små grå celler til at planlægge fjendens undergang. Så ganske modsat James Bond, agent 007 i Ian Flemings agentromaner, hvis verdenssucces var på højdepunktet, da le Carré startede på bogmarkedet med sin bevidst modsatte agenttype.

Spionen der kom ind fra kulden

”The Spy Who Came in from the Cold” fra 1963 (”Spionen der kom ind fra kulden”, 1964) er le Carrés publikumsgennembrud i millionoplag verden over – en stramt komponeret og uafbrudt overraskende historie. Storbritanniens efterretningstjeneste, ”Cirkus”, ofrer en ældre agent, en troskyldig ung forelsket engelsk-jødisk pige samt en lige så uskyldig østtysk topmand, han også jøde. ”Cirkus” bruger disse tre til at frelse sin egen dobbeltagent inderst inde i det østtyske anti-spionnet. En brutal bandit, tidligere medlem af Hitlerjugend, jødehader – men på den engelske, hemmelige lønningsliste.

22909010

Smiley, oprindeligt modstander af aktionen, tilrettelægger det kompromitterende materiale, der skal fælde de uskyldige og redde ”Cirkus”-agenten. Atter trækkes dilemmaet klart op: at være umenneskelig til forsvar for vores menneskelighed. Smiley er et dobbeltmenneske: hans snedighed er som selve Satans, hans samvittighed som en jomfrus, bliver der sagt om ham. Den kolde krig mellem øst og vest er i fuld gang. Berlinmurens vagttårne og pigtråd og lyskastere er symbolet på den delte verden i le Carrés roman.

Spejlkrigen og En lille by i Tyskland

I ”The Looking Glass War” fra 1965 (”Spejlkrigen”, 1965) fortsætter ofringen af mennesker. En forstenet, engelsk, hemmelig institution sender formålsløst og håbløst en ung agent ind i Østtyskland, mens cheferne udveksler nostalgiske minder om herlig deltagelse i Anden Verdenskrig. Det er le Carrés sorteste og mest desperate roman. Den unge, naive og sentimentale flygtning fra Polen går til grunde. ”Cirkus” ser sit snit til at overtage butikken. Her udfører Smiley det grove arbejdet med gådefuld professionalisme.

Efter sit lærerjob på Eton blev le Carré ansat i Det engelske udenrigsministerium og i begyndelsen af 1960’erne var han knyttet til ambassaden i Bonn. I 1968 udsendte han ”A Small Town in Germany” (”En lille by i Tyskland”, 1968), der bl.a. handler om albuerne, dobbeltspillet, kamæleonmenneskene på en arbejdsplads, nemlig på selvsamme ambassade i Bonn. Han digter en ny agent, Turner, til at brase ind i alle intrigerne og insinuationerne og sladderen og fortielserne på kontorerne – en agent med mere hårdkogte og direkte metoder end Smileys. Men ikke særlig virkningsfulde. Problemet er, at en medarbejder i Bonn er forsvundet med hemmelige dokumenter, der kan afsløre en slags München-pagt mellem en moralsk bankerot engelsk regering og vesttyske nynazister. Romanen giver et sort billede af den nye germanske stat.

Mellemspil: Fordøjelse af forræderiet

På den engelske kostskole, hvor le Carré var en højst utilpasset elev under Anden Verdenskrig, talte lærerne om, at drengene skulle dygtiggøre sig til de gode stillinger i imperiet ude i kolonierne, efter sejren. Rule Britannia! Men uden for skolen var der over krigstidens ideologiske mobilisering en vis venstreholdning – en kritisk indstilling til fascismen, og Sovjet var våbenfællen på linje med præsident Roosevelts USA. Labour og Atlee vandt det første parlamentsvalg efter krigen. England havde sit eget atomvåben, og fremtiden tegnede tryg.

Det kom som et chok, at en Sovjetafhopper i september 1945 kort efter sejrs- og våbenstilstandsdagene afslørede dele af et omfattende Sovjetspionagenet bl.a. mod atomhemmelighederne. I den første roman ”Call for the Dead” nævnes det direkte: pensionisten Smiley er vendt tilbage til Circus for at assistere med sin krigserfaring – alt står på gloende pæle efter kodeeksperten Igor Gouzenkos afhopning i Canada. Verden og England havde atter mistet den tryghed og åbenhed, man netop mente at have genvundet.

Le Carré har skrevet meget personligt om chokvirkningen af denne og de mange efterfølgende afsløringer af forræderi. Den mest rystende muldvarpe-affære kom endelig for dagen i 1963. Kim Philby, der længe sad inderst og øverst i engelsk-amerikansk anti-Sovjetspionvæsen hoppede af til Kreml efter virksomhed som forklædt Sovjet-agent helt fra slutningen af 30’erne. I et essay publiceret i 1968 i bogen ”Philby: The Spy Who Betrayed a Generation” konfronterer le Carré hadefuldt virkelighedens Philby. Den Sovjet-agent, som havde undermineret hele det vestlige efterretnings- og sikkerhedsapparat uden at blive afsløret.

For hvordan skal man afsløre topmuldvarpen? Omkring 1946 henvendte Sovjet-diplomaten Konstantin Volkov sig til de engelske gesandtskabsmyndigheder i Istanbul med tilbuddet om afsløring mod betaling af en Sovjet-spionering i London og Washington. Ambassaden alarmerede administrativt rigtigt SIS – Secret Intelligence Service – i selvsamme London. Philby, placeret nær toppen af denne organisation, udsendte sig selv som agent i marken til Istanbul. Kort efter buldrede et fly ned på en lokal lufthavn, en båre med en person med store forbindinger for ansigtet blev hastigt bragt om bord på flyet, der lettede øjeblikkeligt igen. Philby vendte hjem til London. Om Volkov hørtes aldrig mere en lyd.

Karla-trilogien

John le Carrés romaner ”Tinker, Tailor, Soldier Spy” fra 1974 (”Dame konge es spion”, 1975), ”The Honourable Schoolboy” fra 1977 (”Spionen der gik sine egne veje”, 1977) og ”Smiley’s People” fra 1979 (”Til døden jer skiller”, 1980) kan læses enkeltvis, men samler sig også til én historie: George Smileys farlige jagt på en topmand i det sovjetiske efterretningsvæsen – hans dæknavn er Karla.

29238073

Karla har organiseret, at hans muldvarp i Circus går i seng med Smileys Ann og pumper hende for oplysninger. Denne muldvarp er ikke alene kollega, men også nær ven. En romanudgave af den virkelige forræder Kim Philby. Smiley må bruge al sin detektiviske snilde for at afsløre maskebæreren – og dermed sig selv som hanrej.

Dette finder sted i det første værk. I det andet går jagten ind på en Sovjet-muldvarp i folkerepublikken Kina – hans hemmelige opgave er at lægge gift for en løsning omkring kronkolonien Hong Kong. I Vietnam er USA ved at tabe krigen. Det er le Carrés mest omstændelige roman – læseren skal holde øjnene ganske stive for at følge med gennem alle lokalkoloritterne i det fjerne Østen. Men dødeligt spændende bliver det, når Smiley ”ryster træet” – dvs. lader sin egen agent røbe sig for at lokke oppositionens folk ud på åben bane.

I den tredje bog får Smiley Karla i nettet – han intimideres til at hoppe af til Vesten. Smiley konstaterer, at han og hans fjende ligner hinanden – begge dobbeltmennesker, eksperter i forstillelse og rænkespil, begge med de samme hensynsløse krigsmetoder. Hans kone Ann træder for første og eneste gang direkte ind i handlingen. Selvplageren og hanrejen Smiley, der så ofte har søgt at forny kontakten med hende – eller kærligheden – beslutter sig til endegyldigt at bryde med hende. ”Til døden jer skiller” rummer en meget barsk humor og er oplivende trods dens pessimisme over for vores freds- og sikkerhedspolitiske forestillinger og forhåbninger. I romanens sidste sætning sætter Smiley selv spørgsmålstegn ved, om han egentlig vandt.

Iscenesat

Baggrunden i romanen ”The Little Drummer Girl” fra 1983 (”Iscenesat”, 1983) er Mellemøstkonflikten. George Smiley optræder ikke, men terrorkrigen og dens parter betragtes med hans desillusionerede øjne. Parterne fremstår selvretfærdige, idet de er fælles om den samme hadideologi.
Med sit fortællegreb demonstrerer le Carré – i handlingen – begge siders argumenter. Vi får en del konkret at vide samtidig med, at vi følger opbygningen af en israelsk gengældelsesaktion mod en palæstinensisk-tysk-italiensk terroristgruppe. Fortællingens motor er i høj grad dobbeltagenten Charlie, en skuespiller fra et engelsk provinsselskab. Hun infiltrerer terroristerne som kamæleonmennesket, der søger iscenesættelsen. Og den finder hun via sin optræden på det virkelige teater.
Terroren er teater, lader le Carré en af bombemændene udtrykke: vi inspirerer, vi skaber frygt, vækker harme, fremkalder vrede, sympati, kærlighed. Vi oplyser. 

Den standhaftige gartner

”Og han hørte Tessa sige, at hvis hun kunne gøre det alt sammen om igen, var det stadig her, hun gerne ville dø, i Afrika på vej til at opklare en stor uretfærdighed.”
”Den standhaftige gartner”, s. 486.

Le Carrés krimiodyssé ”The Constant Gardener”, 2001 (”Den standhaftige gartner”, 2001) følger den britiske ambassademand Justin Quayle, der forsøger at opklare mordet på sin kone Tessa. Hendes lig bliver fundet i Kenya, og Justin finder snart ud af, at Tessa har haft fjender.

Som medfølgende diplomathustru i Afrika engagerede hun sig i humanitært arbejde, heriblandt beskyttelsen af de lokale over for den globale lægemiddelindustri. Inden sin død opdagede hun, at medicinproducenten KVH og dennes distributør ThreeBees afprøvede en ny tuberkulosebehandling på afrikanere. Men den havde alvorlige bivirkninger, og patienterne agerede reelt forsøgspersoner, så lægemidlet kunne blive færdigudviklet til vestlige kunder. Forbrydelsen går op for Justin, mens han egenhændigt leder efter Tessas mordere.

Der er ikke megen hjælp at hente hos britisk politi – først er Justin selv blandt de mistænkte – og hans diplomatkolleger holder hånden over medicinfirmaerne. En af Justins nærmeste på ambassaden i Nairobi, Sandy Woodrow, har eksempelvis brændt en skriftlig anklage mod KVH og ThreeBees, som Tessa prøvede at trænge igennem med til den engelske regering. En del af årsagen til, at industriens kyniske aktiviteter får frit spil, er, at KVH kan skabe arbejdspladser i Storbritannien.

Le Carré stiller altså de økonomiske interesser over for Justins kamp. Bagmændene får ikke deres dom i romanen, men forbliver i sikkerhed bag lag af korruption. Alligevel er det andet end en tragedie. På det personlige plan får Justin et indblik i, hvad der motiverede Tessas indignation. Til slut ser han hende for sig, da han opsøger stedet, hvor hun blev dræbt. Ved at gennemleve hendes strabadser og erkendelser er han kommet tættere på den, han elskede. Sideløbende foregår Justins egen udviklingshistorie, idet han træder ud af rollen som gartneren. Personen, der nok vier opmærksomhed til sin egen have, men ikke ænser, hvilke uhyrligheder, der egentlig foregår omkring ham. ”Den standhaftige gartner” blev i 2005 filmatiseret af den brasilianske filminstruktør Fernando Meirelles.

Absolutte venner

”Og hvad sker der så, når ilden går ud? Sascha kommer tilbage. Det gør han altid. Sascha er den boomerang, du ikke kan smide væk.”
”Absolutte venner”, s. 250.

I 2003 udgav John le Carré romanen ”Absolute friends” (”Absolutte venner”, 2003), der gennemspiller den nære verdenshistorie ved at portrættere to mænds venskab. Briten Ted og tyskeren Sascha knytter et bånd i Berlin i 1969.

Sascha er regime- og kapitalismekritikeren kendt blandt byens venstreorienterede, mens Ted mere famlende afsøger, hvad miljøet kan give ham. Men han har et talent for at tilpasse sig sine omgivelser (han tvivler selv på, om han er andet end en ”lade-som-om-mand”). Den sympati, han vækker i Sascha, bliver til dyb taknemmelighed, da Ted redder hans liv under en voldelig demonstration. Derfra skilles deres veje med mellemrum, men de finder en fælles livsbane i løbet af den kolde krig. Som spioner for Storbritannien og USA indsamler de oplysninger fra den kommunistiske top i Moskva. I al hemmelighed har de væsentlig betydning for Vestens efterretningsarbejde. Efter murens fald og afspændingen mellem stormagterne forsvinder vennerne for hinanden.

24939332

Ted har ved siden af deres spionage kuldsejlet et ægteskab. Han har netop fundet en ny kæreste i München, Zara, og agerer reservefar for hendes søn, da hans gamle ven opsøger ham. Sascha er blevet tilknyttet et globalt netværk, hvis ledelse ikke er til at gennemskue, men store kapitalvirksomheder er den erklærede fjende. Det er godt nok for Sascha, der ønsker at bekæmpe undertrykkelse i enhver form, og Ted lader sig involvere.

Kapitalismehadet bliver stimuleret af, at det frie markeds bannerfører, USA, har invaderet Irak i 2003 på en løgn om masseødelæggelsesvåben. Men denne gang har Sascha ført vennen ind i en gruppe af ekstremister, der tilsyneladende ikke er bange for at slå ihjel for deres sag. Omverdenen ser vores hovedpersoner som fuldblodsterrorister, og de bliver likvideret af en koalition af sikkerhedsstyrker i Tyskland.

Sidste del af le Carrés roman dramatiserer terrorfrygten efter angrebet d. 11. september 2001. Den viser, hvordan to rodløse individer kan blive revet med og miste af syne, hvem de kæmper for. De dør på stort set samme tid, som var de en enhed, og her finder vi le Carrés hovedtema: relationen til det andet menneske varer ved. Alting forandrer sig, og Ted og Sascha slipper det meste, men ikke venskabet. Uden det, hvad havde de ellers så dygtige spioners liv været værd, synes le Carré at spørge.

En skrøbelig sandhed

”Det var overhovedet ikke dumhed, som guderne og alle hæderlige mennesker kæmpede forgæves imod. Det var ren og skær, forbandet tankeløs ligegyldighed over for alt, der ikke handlede om folks egne snævre interesser.”
”En skrøbelig sandhed”, s. 334.

Toby Bell får testet sin moral i John le Carrés roman ”A Delicate Truth”, 2013 (”En skrøbelig sandhed”, 2013). I 2008 var han ansat som sekretær for viceministeren i det britiske udenrigsministerium, og hans chef orkestrerede en militæroperation, som gik galt. En terrorist skulle likvideres på Gibraltar, men i stedet døde to civile, en kvinde og hendes barn. Eftersom Toby ikke var en del af ministerens indercirkel, lærer han først fiaskoen at kende tre år senere.

29937710

Han bliver kontaktet af embedsmanden Christopher Probyn, der var involveret i Gibraltar-sagen og har voldsomme samvittighedskvaler. Både Christopher og Toby ønsker, at folk bliver stillet til ansvar for de drab, der ellers har været mørklagt. Men den daværende minister er allerede i gang med en ny karriere uden for politik, og et af de få øjenvidner til drabene dør pludselig under omstændigheder, der ligner et højst tvivlsomt selvmord. Selv modtager Toby et tilbud, som udfordrer, hvor langt han er villig til at gå for at afdække sandheden. Den private våbenhandler Jay Crispin, der var ministerens højre hånd i forbindelse med aktionen på Gibraltar, tilbyder Toby økonomisk uafhængighed, hvis han ikke roder mere op i fortiden. Toby afslår. Da hans medsammensvorne idealist Christopher går til udenrigsministeriet, kommer samme besked fra dem: Glem Gibraltar.

Romanens slutning lover dog, at skandalen vil blive kendt af offentligheden. Toby e-mailer hele historien – fyldigt dokumenteret – til mediehusenes redaktioner. Le Carré tematiserer i bogen, hvordan vi har muligheden for at handle ansvarsfuldt, ofte på bekostning af den bekvemmelige tilværelse. Særligt karakteren Christopher, der har penge og social status, må indse, at det hele er værdiløst, hvis han ikke kan se sig selv i øjnene. Fortielsen af Gibralter-sagen er umulig for ham såvel som Toby, mens le Carré præsenterer en række kynikere i den anden ende af menneskespektret ført an af Jay Crispin.

Fri agent

”Det følgende forekommer i dag nærmest synsk. Det var det overhovedet ikke. Det var et spørgsmål om at være den samme som før. Det var et spørgsmål om at kende min agent bedre end mig selv, om at mærke tegnene samle sig i ham, før han selv bemærkede dem. Det var frugten af at tilbringe stjålne nætter i en udlejningsbil i en baggyde.”

”Fri agent”, s. 163.

I 2019 er John le Carré igen på banen med en klassisk spionroman, der tager direkte afsæt i aktuelle problemstillinger. Spændingsromanen ”Agent Running in the Field” (”Fri agent”, 2019) er en spionthriller om en samtid præget af præsident Donald Trump, Storbritanniens beslutning om Brexit og efterdønningerne af den kolde krig.

Spionen Nat har haft en lang karriere i den britiske efterretningstjeneste, men er nu hjemme i England med sin hustru Prue. Han er endt i The Haven, som er en hensygnende underafdeling af region London med en broget skare ansatte. Eneste lyspunkt er den unge lovende efterretningsagent Florence. I sin fritid er Nat en erfaren og passioneret badmintonspiller, og han får efter sin hjemkomst en ny fast træningsmakker – den mediebureauansatte Ed. De mødes hver mandag i badmintonhallen, drikker efterfølgende en øl og diskuterer politik, som Ed har stærke holdninger til: ”I Eds verden var der ingen forskel på Brexitfanatikere og Trumpfanatikere. Begge var racister og fremmedfjendske. Begge tilbad den samme nostalgiske imperialisme.” (s. 78). Netop badmintonmakkeren Ed bliver omdrejningspunktet for historiens videre forløb.

47212421

Romanen er bygget op omkring Nats indre monologer og dialogerne mellem romanens karakterer. Fortællingen er desuden kendetegnet ved en jeg-fortæller, der har den alvidende fortællers overblik over sin historie: ”Årsagen taler til Prues fordel, og jeg når senere frem til at forklare den.” (s. 22). Den plotbårne fortælling er præget af spørgsmålet om, hvem der narrer hvem, men også loyalitetskonflikter, skjulte dækidentiteter og hemmelige operationer med kodenavne som Rosebud og Jericho er vigtige elementer. Som det også har været tilfældet tidligere i forfatterskabet er bedrag et centralt tema i romanen.

Le Carré viser igen, at han er spionromanens mester, som formår at ramme direkte ned i aktuelle verdenssituationer. Ikke for ingenting er hans værker blevet kaldt ’samtidslitteratur med skæg og blå briller’.

Genrer og tematikker

Med over tyve publicerede romaner er denne genre le Carrés foretrukne, selv om han drypvist har skrevet essays, hvori han berører sit bånd til efterretningstjenesten. Karakteristisk for romanerne er, at man skal lede længe efter de overmenneskelige supermænd.

Hans mest berømte figur, den britiske agent George Smiley, er intellektuelt overlegen, men nedlægger hverken kvinder eller skurke med sin fysiske styrke. Smiley optræder i forfatterens debutroman ”Call for the Dead” (1961), og nuanceringen af den mandlige helteskikkelse fortsætter frem til et nyere hovedværk som ”The Constant Gardener” fra 2001. Her er karakteren Justin Quayle en følsom akademikertype, før han begynder at handle og bliver fortællingens detektiv.

Le Carré udviser en interesse for sine figurers indre udvikling og trækker dermed på den tyske Bildungsroman-tradition, der behandler individets tilegnelse af viden. Forfatteren har antydet, at mændene, der bliver klogere, er hans stedfortrædere: ”Jeg tror, at de fleste af mine bøger er en del af en eller anden proces, hvor jeg uddanner mig selv, ofte knyttet til steder, jeg besøger. Mest af alt handler de om den mærkelige spænding mellem institutionel loyalitet og loyalitet mod en selv” (George Plimpton: The Art of Fiction No. 149. The Paris Review, 1997.)

Splittelsen mellem at være tro mod egne værdier og tro mod det britiske statsapparat indgår eksempelvis i ”A Delicate Truth” (2013). Hovedpersonerne Toby Bell og Christopher Probyn forråder det udenrigsministerium, der har givet dem deres karriere, fordi de ikke kan acceptere, at ministeriet hemmeligholder, hvad det koster i menneskeliv at bekæmpe terror. ”A Delicate Truth” afspejler et fragmenteret trusselsbillede med sit galleri af private investorer og lejesoldater.

Hvor første del af forfatterskabet var centreret omkring konflikten mellem Vesten og Sovjet, har le Carré de seneste årtier fundet nye territorier. Fra Latinamerikas narkokarteller i ”The Night Manager” (1993) til hvidvaskning af penge i ”Our Kind of Traitor” (2010) og medicinalindustriens udnyttelse af Afrika i ”The Constant Gardener”.

Sidstnævnte roman var inspireret af lægemiddelproducenten Pfizers omstridte test af antibiotika mod meningitis i Nigeria i 1996. ”Det er en anderledes verden (…) Brune ansigter, sorte ansigter, hvide ansigter og fuldstændig klasseløs i sin fremtræden,” har forfatteren udtalt. (Dwight Garner: John le Carré, the spy master. The Times, 2013-05-21).

Netop klasse har været et gennemgående tema for le Carré, der er præget af Storbritanniens tradition for adskillelse af høj og lav. Hans ellers koncise skrivestil bliver iblandet satire, når han udstiller forlorenheden hos overklassen. Et miljø, le Carré var outsider i, da han underviste på kostskolen Eton i 1950’erne, og som han i dag kender indefra i kraft af at være formuende forfatter.

Beslægtede forfatterskaber

Den britiske forfatter W. Somerset Maugham er en forløber for le Carrés tilgang til krimigenren. Begge havde de erfaring inden for efterretningsarbejde, inden de gjorde brug af feltet skønlitterært; Maugham længe før le Carré i form af novellekredsen ”Ashenden” (1928) om en kultiveret agent. Faderen til mesterdetektiven Sherlock Holmes, Arthur Conan Doyle, har le Carré desuden nævnt som en tidlig inspiration – ”den store og vidunderlige Conan Doyle” – sammen med landsmændene Charles Dickens, George Bernard Shaw og franske Albert Camus. (George Plimpton: The Art of Fiction No. 149. The Paris Review, 1997).

Dickens og Shaw står bag nogle af de bedst kendte skildringer af et klassedelt England, tænk på Dickens’ ”Oliver Twist” (1838) eller ”A Christmas Carol” (1843), og gå til Shaws skuespil ”Pygmalion” (1912) for at finde den sociale opstigning forankret i gadetøsen Eliza Doolittle. I le Carrés romaner kan man finde karrierediplomater, der har en portion Doolittle i sig, men til forskel fra Shaw og Dickens rykker forfatteren klassetemaet væk fra hjemlandet. I ”The Constant Gardener” er underklassen Afrikas fattige, mens eliten er alle dem, der ikke er tvunget til at blive på kontinentet. Fra Camus er den mest aflæselige indflydelse bevidstheden om, at livet kan savne mening. Hos le Carré vinder de bedste mænd ikke altid, og storpolitik risikerer at ende i systemer styret af deres egen destruktive logik.

Et slægtskab med den amerikanske forfatter Patricia Highsmith er mærkbart til stede. Hun kan også finde på at lade de skyldige gå fri – særligt hendes antihelt Tom Ripley. Han lærer sig i ”The Talented Mr. Ripley” (1955) overklassens vaner, men ender med at myrde den solbeskinnede playboy, han beundrer mest. Highsmiths hovedperson mangler et moralsk kompas, hvorimod le Carrés bærende karakterer gerne er plagede over deres ugerninger. I ”Absolute Friends” optræder Ted, der har kamæleonadfærd som Ripley, dog tilføjet en bund af næstekærlighed. Krigsentreprenøren Jay Crispin i le Carrés ”A Delicate Truth” matcher klarere Ripleys underskud af empati.

For at finde en udtalt hilsen fra le Carré til en af sine kolleger skal man gå til ”The Tailor of Panama” (1996). Hovedpersonen Harry Pendel er en økonomisk presset skrædder, der føres ind i spionagebranchen, og en lignende desperat situation danner afsæt for britiske Graham Greenes ”Our Man in Havana” (1958). Herhjemme er Leif Davidsen nok nærmest le Carré, hvad angår forfatterskabets umiddelbare kendetegn. Spændingsromaner af internationalt tilsnit og en markant interesse for affærerne i det store land mod øst, hos Davidsen særligt markeret med den russiske trilogi igangsat af ”Den russiske sangerinde” (1988).

Bibliografi

Romaner

Le Carré, John:
Telefon til afdøde. 1961 (Call for the dead). Filmatiseret af Sidney Lumet med James Mason og Simone Signoret.
Le Carré, John:
Mord på højt plan. 1962 (A murder of quality).
Le Carré, John:
Spionen der kom ind fra kulden. 1963 (The spy who came in form the cold). Som film med Richard Burton, Claire Blooom og Rupert Davies.
Le Carré, John:
Spejlkrigen. 1965 (The looking-glass war). Filmatiseret af Frank R. Pierson med Ralph Richardson som agentchefen.
Le Carré, John:
En lille by i Tyskland. 1968 (A small town in Germany).
Le Carré, John:
The naive and sentimental lover. 1971.
Le Carré, John:
Dame konge es spion. 1974 (Tinker tailor soldier spy). TV-film: Spionen der kom ind i kredsen med Alec Guinness som Smiley.
Le Carré, John:
Spionen der gik sine egne veje. 1977 (The honourable schoolboy).
Le Carré, John:
Til døden jer skiller. 1980 (Smiley´s people). TV-serialiseret med Guiness som Smiley.
Le Carré, John:
Iscenesat. 1983 (The little drummer girl). Filmatiseret af George Roy Hill med Diane Keaton som skuespillerinden.
Le Carré, John:
En perfekt spion. 1985 (A perfect spy).
Le Carré, John:
Det russiske hus. 1989.
Le Carré, John:
Den hemmelige pilgrim. 1991.
Le Carré, John:
Natportier´en. 1994.
Le Carré, John:
Vort spil. 1995.
Le Carré, John:
Skrædderen fra Panama. 1996 (The tailor of Panama).
Le Carré, John:
Single & Single. 1999.
Le Carré, John:
Den standhaftige gartner. 2001 (The constant gardener : a novel).
Le Carré, John:
Ved Ronnies hof. En søns forbryderiske løbebane. 2002. (99.4) In Ronnie’s court.
Le Carré, John:
Absolutte venner. 2003.
Le Carré, John:
Den gode tolk. 2006. (The mission song).
Le Carré, John:
Marionetten. 2008. (på engelsk: A most wanted man)
Le Carré, John:
Dimas drøm. 2010. Roman.
Le Carré, John:
En skrøbelig sandhed. Rosinante, 2013. (A delicate truth, 2013). Oversætter: Jette Røssell.
Le Carré, John: Spioners arv. Rosinante, 2017. (A legacy of spies, 2017). Oversætter: Lotte Jansen.).
Fri agent. Rosinante, 2019. (Agent running in the field, 2019). Oversætter: Jakob Levinsen.

Andet

En terrorists bekendelser. Essay om den irakiske krise. I: Weekendavisen. 2003-01-24. Et essay.

Manuskripter til film og tv

Le Carré, John:
The End of the Line. Manuskript til et afsnit af dramaserien Armchair Theatre sendt i britisk tv i 1970.
Le Carré, John:
A Murder of Quality. Filmatisering fra 1991 af forfatterens roman.
Le Carré, John, Andrew Davies og John Boorman:
The Tailor of Panama. Filmatisering fra 2001 af le Carrés roman.

Væsentlige essays

Le Carré, John:
Introduktion til bogen Philby: spionen, som forrådte en hel generation. Edito, 1971. (Philby: The Spy Who Betrayed a Generation, 1968).
Le Carré, John:
På kanten af den virkelige verden: Hvorfor var George Smileys spionskole placeret i landsbyen Sarrat? I: Politiken, 2000-02-26.
Le Carré, John:
The Constant Muse. Essay om det autentiske stof i romanen The Constant Gardener. I: The New Yorker, 2000-12-25.
Le Carré, John:
Ved Ronnies hof. Essay om forfatterens far. Forum, 2002. (In Ronnie’s Court. Først bragt I: The New Yorker, 2002-02-18).
Le Carré, John:
En terrorists bekendelser. Essay om den irakiske krise. I: Weekendavisen, 2003-01-24.
Le Carré, John:
The Madness of Spies. Essay om forfatterens tid i efterretningstjenesten. I: The New Yorker, 2008-09-29.
Le Carré, John:
The Spy Who Liked Me. Essay om filmatiseringen af romanen The Spy Who Came in from the Cold. I: The New Yorker, 2013-04-15.

Nonfiktion

Le Carré, John:
Fredens forbandelse. 1991. Biografi over Jean-Louis Jeanmaire.

Om John le Carré

Page, Bruce:
Philby. Spionen der forrådte en hel generation. 1968.
Rutherford, Andrew:
The literature of war. Five studies on heroic virtue. 1978 Essays hvoraf det ene handler om Le Carré og den kolde krig.
Sauerberg, Lars Ole:
Secret agents in fiction. Ian Fleming, John Le Carré and Len Deighton. 1984.
Lewis, Peter Elfeld:
John Le Carré. 1985.
Monaghan, David:
The novels of John Le Carré. 1985 2 værker om alle bøgerne frem til 1983.
Homberger, Eric:
John Le Carré. 1986.
Lambert, Gavin:
Afgrundens rand 1991 (81.09).
Aronoff, Myron J.:
The spy novels of John Le Carré. Balancing ethics and politics. Houndmills. 1999 (99.4 Le Carré, John).
Cronqvist, Maria:
The cold warrior between sense and sensibility. Reintroducing “The spy who came in from the cold”. 2003 I: Kvinder, køn & forskning. Årgang 12, nr. 3. 2003. Side 6-15.
Le Carré, John:
Duernes tunnel : historier fra mit liv. Rosinante, 2016. (The pigeon tunnel, 2016). Oversat af Jette Røssell. Erindringer.
Skrevet i vrede. I: Politiken. 2003-11-09. Sektion 2, side 1-2. Interview ved Frank Esman.

Om forfatterskabet

Nyheder vedrørende udgivelser og filmatiseringer, interview-klip i lyd og levende billeder, pressearkiv og statements fra le Carré.
Rutherford, Andrew: The literature of war: Five studies on heroic virtue. Macmillan, 1978. Essays hvoraf det ene handler om le Carré og den kolde krig.
Sauerberg, Lars Ole: Secret agents in fiction. Ian Fleming, John le Carré and Len Deighton. Macmillan, 1984.
Lewis, Peter Elfeld: John le Carré. Ungar, 1985.
Monaghan, David: The novels of John le Carré: the art of survival. Blackwell, 1985. Om alle bøgerne frem til 1983.
Homberger, Eric: John Le Carré. Methuen, 1986.
Lambert, Gavin: Afgrundens rand. Spektrum, 1991 (The Dangerous Edge, 1975).
Aronoff, Myron J.: The Spy Novels of John Le Carré. Balancing ethics and politics. Macmillan,1999.
Cronqvist, Maria: The cold warrior between sense and sensibility. Reintroducing “The spy who came in from the cold”. 2003 I: Kvinder, køn & forskning. Årgang 12, nr. 3. 2003. Side 6-15.
Esmann, Frank: Skrevet i vrede. Større interview med le Carré ved udgivelsen af Absolutte Venner. I: Politiken. 2003-11-09.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på John Le Carré

Kilder citeret i portrættet

Interviews

Plimpton, George: The Art of Fiction No. 149. The Paris Review, 1997.
Wansell, Geoffrey:
Tinker, Tailor, Soldier, Misfit. Daily Mail, 2008-09-27.
Edge, Simon:
Dark Past of The Thinking Man’s James Bond. The Express, 2011-09-06.
le Carré, John:
The Spy Who Liked Me. The New Yorker, 2013-04-15.
Garner, Dwight:
John le Carré, the spy master. The Times, 2013-05-21.

Øvrige skribenter

Journalist Johan Vardrup, 2013.