Med over tyve publicerede romaner er denne genre John le Carrés foretrukne, selv om han drypvist har skrevet essays, hvori han berører sit bånd til efterretningstjenesten. Karakteristisk for romanerne er, at man skal lede længe efter de overmenneskelige supermænd. Hans mest berømte figur, den britiske agent George Smiley, er intellektuelt overlegen, men nedlægger hverken kvinder eller skurke med sin fysiske styrke. Smiley optræder i forfatterens debutroman ”Call for the Dead” (1961), og nuanceringen af den mandlige helteskikkelse fortsætter frem til et nyere hovedværk som ”The Constant Gardener” fra 2001. Her er karakteren Justin Quayle en følsom akademikertype, før han begynder at handle og bliver fortællingens detektiv.
Le Carré udviser en interesse for sine figurers indre udvikling og trækker dermed på den tyske Bildungsroman-tradition, der behandler individets tilegnelse af viden. Forfatteren har antydet, at mændene, der bliver klogere, er hans stedfortrædere: ”Jeg tror, at de fleste af mine bøger er en del af en eller anden proces, hvor jeg uddanner mig selv, ofte knyttet til steder, jeg besøger. Mest af alt handler de om den mærkelige spænding mellem institutionel loyalitet og loyalitet mod en selv” (George Plimpton: The Art of Fiction No. 149. The Paris Review, 1997. Egen oversættelse.)
Splittelsen mellem at være tro mod egne værdier og tro mod det britiske statsapparat indgår eksempelvis i ”A Delicate Truth” (2013). Hovedpersonerne Toby Bell og Christopher Probyn forråder det udenrigsministerium, der har givet dem deres karriere, fordi de ikke kan acceptere, at ministeriet hemmeligholder, hvad det koster i menneskeliv at bekæmpe terror. ”A Delicate Truth” afspejler et fragmenteret trusselsbillede med sit galleri af private investorer og lejesoldater.
Hvor første del af forfatterskabet var centreret omkring konflikten mellem Vesten og Sovjet, har le Carré de seneste årtier fundet nye territorier. Fra Latinamerikas narkokarteller i ”The Night Manager” (1993) til hvidvaskning af penge i ”Our Kind of Traitor” (2010) og medicinalindustriens udnyttelse af Afrika i ”The Constant Gardener” (2001). Sidstnævnte roman var inspireret af lægemiddelproducenten Pfizers omstridte test af antibiotika mod meningitis i Nigeria i 1996. ”Det er en anderledes verden (…) Brune ansigter, sorte ansigter, hvide ansigter og fuldstændig klasseløs i sin fremtræden,” har forfatteren udtalt. (Dwight Garner: John le Carré, the spy master. The Times, 2013-05-21. Egen oversættelse).
Netop klasse har været et gennemgående tema for le Carré, der er præget af Storbritanniens tradition for adskillelse af høj og lav. Hans ellers koncise skrivestil bliver iblandet satire, når han udstiller forlorenheden hos overklassen. Et miljø, le Carré var outsider i, da han underviste på kostskolen Eton i 1950’erne, menog som han siden kom til at kende han i dag kender indefra i kraft af at være formuende forfatter.
I mange af John le Carrés romaner finder man spioner fra den britiske efterretningstjeneste – og i løbet af forfatterskabet også et kritisk blik på Storbritanniens udenrigspolitik og efterretningsvæsen. John le Carrés sidste roman ”Sølvblik” blev først udgivet posthumt i 2021, og måske blev romanen i skrivebordsskuffen og først udgivet efter forfatterens død på grund af dens kritik af en organisation, som John le Carré selv havde været en del af. Som det hedder i sønnen Nick Cornwells efterskrift til romanen: ”I ”Sølvblik” er britiske spioner, ligesom mange af os, blevet usikre på, hvad landet står for, og hvem vi selv er (…) Der er ikke tilstrækkelig medmenneskelighed inden for Tjenesten – og nogle begynder at sætte spørgsmålstegn ved, om det hele er prisen værd.”