I ”A Murder of Qquality” udgivet i 1962 (”Mord på højt plan”, 1965) er agenten George Smiley nærmest privatdetektiv i en ikke storpolitisk mordsag. Han opklarer den på en af disse engelske eliteskoler, som le Carré foragter så dybt. Han har selv gennemlidt en sådan med spanskrør og de ældre elevers ubarmhjertighed over for de mindre. Siden var han en overgang lærer på topsnobskolen Eton. Romanen giver et meget utiltalende billede af en neurotisk skoleverden. Den stinker af angst og af had.
Mordets baggrund er pengeafpresning i en homoseksuel affære. I sit arbejde som hemmelig agent er Smiley af de tænkende og deducerende detektivers berømmelige gruppe. Han bruger fortrinsvist de små grå celler til at planlægge fjendens undergang. Så ganske modsat James Bond, agent 007 i Ian Flemings agentromaner, hvis verdenssucces var på højdepunktet, da le Carré startede på bogmarkedet med sin bevidst modsatte agenttype.