Judith Lennox skriver underholdningsromaner i af den store brede slags; de, der males med brede og jævne penselstrøg. Hun skriver i den allerbedste britiske underholdningstradition og kan appellere til de læsere, som kan lide andre profiler i samme genre fx Joanna Trollope, Maeve Binchy, Rosamunde Pilcher og Barbara Bickmore. De mest markante hovedfigurer i hendes romaner er kvinder, men de mænd, der omgiver dem, giver dog ofte et vigtigt perspektiv til historiernes udvikling. Derfor kan hendes bøger ikke automatisk få den lidt klicheprægede etiket: ’dameromaner’, som man nok er tilbøjelig til at give underholdningsforfattere som Pilcher og Bickmore.
Man finder andet og mere i Lennox’s bøger end banale kærlighedsfortællinger. Der er nøjagtige og velillustrerede tidsbilleder, de praktiske og sociale detaljer er på plads og fungerer. Man oplever som læser en gennemgående sympatisk toneart i Lennox’s bøger, den går ud på, at mennesket skal have mulighed for at styre sin egen tilværelse. Man skal ikke lade andre manipulere med sig, men leve som man føler er rigtigst. Medmenneskelige relationer er også et tema i bøgerne, der er gode skildringer af forskellige roller i familierne. Vi møder den dominerende faderskikkelse, jalousi blandt søskende, og den stigende bevidsthed om kvindens selvstændige rolle i samfundet, præcis som vi oplevede udviklingen i 1970’erne og 80’erne. Og så er bøgerne jo elementært spændende. Den måde historiske hændelser kan væves sammen med en nutidig ’fortæller-rolle’ kan godt minde en del om det underfundige og uventede i Robert Goddard’s bøger.