Romanerne om ”Canopus in Argos” (”Canopus i Argos”), som Doris Lessing selv kalder space fiction, er nok de bøger i forfatterskabet, som ligger længst fra den realisme, hun startede med. Romanerne og deres søgen, som er af psykologisk og religiøs-mystisk karakter, har et kosmisk perspektiv på jorden. Romanerne overskuer lange historiske perioder tilbage til jordens og menneskehedens skabelse. Og med et kosmonautlignende blik ses jorden ude fra rummet som en vidunderlig og frugtbar planet omgivet af en blå tåge.
Det perspektiv, som er udgangspunkt for romanerne, er klart nok. Det er de katastrofer som atomkrig, sult, overbefolkning og forurening, som omkring udgangen af det 20. århundrede truer menneskeheden og jordens beståen. I dette perspektiv kan bøgerne læses som advarsler og lærestykker.
I den første, ”Shikasta”, 1979 (på dansk i 1980), beskrives jordens undergang udløst af forskellige katastrofer. Kun nogle få levende er åbne for en indsigt i, hvad der er ved at ske. De formår at få en gruppe reddet, som genopbygger en kultur, der er mere harmonisk end vores, fordi den er opbygget på en følelsesmæssig og kosmisk indsigt.
”The Marriages between Zones Three, Four and Five”, 1980 (”Ægteskaberne mellem Zone Tre, Fire og Fem”, 1981) er en krønike om et lidenskabeligt kærlighedsforhold mellem en konge og dronning og en beskrivelse af forvandlingens nødvendighed for kulturens udvikling. Efterfølgeren, ”The Making of the Representative for Planet 8”, 1982 (”Repræsentanten for Planet nr. 8”, 1983), er en konkret og melankolsk beretning om en istid, som vælter ind over og udsletter en frodig yndefuld kultur.