Dorris Lessings forfatterskab er tilsyneladende drevet af en nysgerrighed, der ikke holder sig inden for få emnefelter. ”Jeg kan ikke holde op med at skrive – hvis jeg kan lide noget, ser jeg nærmere på det”, har hun udtalt (Will Self: In Full Bloom. The Independent, 1999-04-04), og dermed antydet, at skriveprocessen er en basal sansefunktion for hende; knyttet til at se, at undersøge. Hun har skrevet reportage, essays, novellesamlinger, tekst til opera og mere end 20 romaner.
Selvstændighedstemaet står klart og danner en rød tråd mellem forfatterens liv og værk. I erindringsbøgerne ”Under huden” og ”Vandring i skygge” beskriver Lessing rejsen fra Rhodesia til det London, hvor hun længes efter at leve efter sine egne love. Det handler dels om en afstandtagen fra ægteskabet som institution, dels om at frigøre sig fra den kommunistiske ideologi, hun bliver draget af. I romanserien ”Børn af vold” er det karakteren Martha Quest, der skal finde sin plads mellem kommunisme og afrikansk såvel som britisk kultur. Hovedpersonen Anna Wulf i ”Den gyldne bog” må på lignende vis skabe sit jeg, mens hun forholder sig til politisk aktivisme.
Flere af Lessings romaner har kredset om tabuer. ”Græsset synger” udforsker den kontroversielle relation mellem en hvid landmands kone og en afrikansk arbejder. ”Det femte barn” og efterfølgeren ”Ben, in the World” handler om Ben, der er en plage for sin familie. Hvor Ben-bøgerne skildrer et barn, der er umuligt at elske, er kærlighedens væsen behandlet yderligere i ”Kærlighedens teater” og i novellesamlingen ”The Grandmothers”, der bl.a. afdækker seksuel lyst mellem ældre kvinder og drenge. Lessings blik på seksualiteten er inkluderende – ikke mindst set i forhold til søskendeparrets gensidige tiltrækning i ”Mara and Dann: et eventyr” – en stærkt fiktionaliseret version af Lessings bånd til sin lillebror.
Hun stikker ud fra det litterære parnas ved at være den realistiske kronikør af verden, som kastede sig ud i science fiction med serien ”Canopus i Argus”. Bindet ”Shikasta” tematiserer en kolonialisme, der også kan findes i ”Græsset synger”, og Lessing er i det hele taget imod at adskille sin science fiction fra resten af forfatterskabet: ”Jeg møder altid typisk midaldrende mennesker, som siger, ”Jeg er meget ked af det. Jeg kan ikke læse dine ikke-realistiske tekster.” Jeg synes, det er en stor skam.” (Thomas Frick: Doris Lessing, The Art of Fiction No. 102. The Paris Review, 1988).
I samme interview præciserer hun, at ”en forfatters job er at fremprovokere spørgsmål”. Den målrettede provokation af læserne lykkedes eksempelvis med den omdiskuterede roman ”The Cleft”, der legede med ideen om kvinder, der kan få børn uden mænd. Romanen var afledt af en videnskabelig artikel om menneskets ophav – snarere end en trang til at skrive en feministisk utopi. Lessing har generelt underspillet rollen som offentlig feminist, selv om markante kvindelige karakterer præger hendes værk.