Med sine bøger ”The Good Terrorist”, 1985 (”Den gode terrorist”, 1986), ”The Diary of a Good Neighbour”, 1983 (”En god nabos dagbog”, 1986) og ”The Fifth Child”, 1988 (”Det femte barn”, 1989) vender Doris Lessing igen tilbage til realismen. Det er en realisme, som har de samme kulturkritiske perspektiver som science fiction-romanerne om Canopus. De kredser om 1980’ernes atmosfære af forfald, uansvarlighed og grådig egoisme.
Den sidste bog ”Det femte barn” er en ironisk og dybt foruroligende beretning om en lykkelig familie med mange børn. Men da de får det femte barn, bryder idyllen sammen. Det er en vild skabning, en skifting, som ødelægger alt omkring sig. Barnet bliver til et billede på civilisationens skrøbelighed og menneskers udsathed i forhold til kræfter, de ikke vil vedkende sig. En stadig voldsommere pessimisme træder frem i Lessings forfatterskab i 1980’erne sammen med en søgen efter indsigt og udvikling.