Ensomhedens fæstning

Citat
”Fattigrøvenes Smith Street var forvandlet til en fisefornem legeplads [...] Gaden var blevet så chic, at det havde været svært at genkende den, hvis ikke puertoricanerne og dominicanerne var blevet. De var flygtninge i eget land anbragt på mælkekasser, hvor de kunne drikke af papirsposer eller trille varer hjem fra Met Foods, gestikulere hen over gaden fra andensalslejlighedernes vindueskarme og forsøge at lade, som om kvarterløftet ikke havde ramt dem som en bombe.”
Jonathan Lethem: "Ensomhedens fæstning", side 432.

“The Fortress of Solitude” fra 2003 (”Ensomhedens fæstning”, 2003) anses for Jonathan Lethems hovedværk. Der er tale om en mursten af en dannelsesroman på over 500 sider om et par drenges opvækst i Brooklyn. Samtidig er det en skildring af New Yorks forvandling fra kriminalitetsplaget smeltedigel i 1970erne til 30 år senere at være et paradis forbeholdt de rige og smukke. Bogen består af tre dele: De to første, som behandler Dylan's barn- og ungdom, er fortalt i 3. person, mens den voksne Dylan selv bliver jeg-fortælleren i bogens tredje, afsluttende del. Skiftet i fortælleren er formentlig valgt for at understrege, at bogens to første dele skildrer noget fjernt. Skiftet til 1.person i bogens sidste del skaber en nærhed, hvor alle Dylan's refleksioner og kvababbelser over fortiden ridses op. Dermed holdes for- og nutid op mod hinanden, og en karakteristik af nutiden bliver mulig gennem en sammenligning med 1970'erne.      

Dylan Ebdus vokser op i et sort kvarter i Brooklyn som den eneste hvide dreng i miles omkreds. Omgivelserne kører hårdt på ham på grund af hans blege kulør. Han bliver dog ven med mulatten Mingus Rude. Venskabet bygger især på deres fælles flugt ind i tegneseriernes superhelteuniverser.

Sangen ”Play that funky music, white boy” af Wild Cherry er Dylan's barndoms nemesis. Musik og andre subkulturelle stilmarkører er den ammunition, de unge i Brooklyn benytter for at udtrykke deres identitet, og sangens blanding af sort disko og ublu prikken til racespørgsmålet, gør sangen til lidt af et mareridt for Dylan, da hans omgivelser kan bruge hittet til at minde ham om, at han er ”en skide white boy” At han som voksen lærer, at medlemmerne af Wild Cherry faktisk var hvide, gør det næsten værre. Pointen hos Lethem er, at de identitetsmæssige kendetegn, de unge i 70'erne bruger til at definere og bekrige hinanden med, i realiteten er kunstige. Omkring årtusindskiftet er forskellene til gengæld rørt sammen til en stor grød, hvor man kan tage for sig, som man vil. Punk, hiphop, goth og andre subkulturelle strømninger er modesignaler, man kan tage på og lægge fra sig efter behag. Sideløbende er Dylans New York ligeledes forandret. Byfornyelsen har presset de fattige og farverige ud, og byen er blevet et helle for velhavere med hang til autentisk storbyfornemmelse. Men i takt med byfornyelsen er substansen forsvundet, og New York er blevet en by som hylder sin egen myte, og glorificerer samtidig en forestilling om byen, som reelt ikke længere findes, og som måske aldrig reelt fandes.

Denne problematik indfanger hele ”Ensomhedens fæstning”s tematik. Den ”ægte stil” er en illusion. Dylan's jagt på hele, autentiske oplevelser og identiteter ved dyrkelsen af subkulturer, stoffer og fiktive superhelteuniverser er nyttesløse. Alle er fanget i "Ensomhedens fæstning".