jonathan lethem
Foto: Forlaget Klim

Jonathan Lethem

journalist og cand.mag. Anders Olling, iBureauet/Dagbladet Information. 2010.
Top image group
jonathan lethem
Foto: Forlaget Klim

Indledning

Outsiderens kamp for at finde sig selv i en verden, hvor etnisk fnidder og mærkværdige handikap står i vejen for omgivelsernes anerkendelse, står centralt i Jonathan Lethems gravalvorligt glade forfatterskab. Lethems diagnosticering af et kronisk identitetstab i en tid, hvor alt er blevet lige godt og ligegyldigt, har gjort ham til en af amerikansk litteraturs største eksponenter i det nye årtusinde. Den nære fortids New York danner rammen om de sorgmuntre bøger, hvor høj- og lavkultur blandes i et forfatterskab bestående af både dannelseslitteratur og detektivroman. 

52005167

 

Blå bog

Født: 19. februar 1964 i New York.  

Uddannelse:  Afbrudte studier i kunst.

Debut: Gun, with Occasional Music, 1994 (ikke oversat til dansk).

Priser: MacArthur Fellows Program, 2005.

Seneste udgivelse: Dissidentparken. Klim, 2015. (Dissident gardens, 2013). Oversat af Søren K. Barsøe. Roman. 

Artikel type
voksne

Baggrund

”” Er du italiener eller white boy?” og én ting, man i hvert fald ikke skulle begynde at påpege, var, at de italienske børn faktisk også var hvide [...] Og for øvrigt ville en italiensk dreng aldrig finde på at sige, Jeg er italiener. Han ville sige, Hvad fanden tror du, mand? Eller måske bare tage sig om pikken gennem bukserne, presse læberne sammen og vide næseborene ud. Selv var man lysår fra at gøre noget af den slags. Langt mere nærliggende var det at fingere et astmaanfald.”
"Ensomhedens fæstning", ss 123.

En blaffetur tværs over det amerikanske kontinent blev Jonathan Lethems skæbne. Med kun 40 dollars på lommen og en afbrudt uddannelse bag sig, brændte den 24-årige New Yorker alle broer og satte sig for at forfølge drømmen om at blive forfatter på den amerikanske vestkyst. I dag må man konkludere, at drømmen gik i opfyldelse.

Jonathan Lethem blev født i 1964 i New York, hans forældre var kunstnere og aktivister, og Lethem voksede op i et kollektiv bestående af progressive, kreative hippietyper. Penge var der ikke mange af, men finanser var heller ikke noget miljøet omkring Lethems familie gik særligt meget op i.

Den sorgløse barndom blev dog snart afløst af alvorligere problemer. Morens tidlige død, da Lethem var tretten år, kastede mørke skygger over hans ungdom. Samtidig var Brooklyn på daværende tidspunkt en rå bydel med kriminalitet og racemæssige gnidninger, hvilket også var med til at gøre tilværelsen sur for den unge Lethem.

Da han begyndte at tage studier i kunst på Bennington College i Vermont, gik det op for ham, at den hippie-boble, han var vokset op i, stod i skærende kontrast til det øvrige samfund. Han følte sig som en fattig outsider i universitetsmiljøet og erfarede, at det var skriveriet mere end kunsten, han brændte for. Han droppede derfor ud af universitetet, og begav sig ud på sin store rejse. Han endte til sidst i Berkeley ved San Francisco, hvor han indledte sin forfattergerning. Siden har Lethem kaldt blafferturen ”den dummeste og mest mindeværdige ting, jeg nogensinde har gjort.”  

Lethem debuterede i 1994 og fik sit gennembrud fem år efter med romanen ”Moderløse Brooklyn” fra 1999. Lethem blev af kritikerne udråbt til at være en storslået ”genre bender”, fordi han omgik reglerne for hvordan litterære genrer normalt behandles. I sin næste roman forlod han dog legen med genrekonventionerne for at kaste sig ud i arbejdet med en ambitiøs, selvbiografisk dannelsesroman. Arbejdet kulminerer i ”Ensomhedens fæstning” fra 2003. Igen blev Lethem prist af anmelderne, og bogen gav genlyd på internationale litterære scene. Dermed slog Lethem sit navn fast som en USAs mest prominente nulevende forfattere.

Forfatterskabets udvikling og temaer

Jonathan Lethem har siden halvfemserne skabt et ganske omfangsrigt forfatterskab bestående af romaner, noveller og essaysamlinger. To af hans romaner findes i dansk oversættelse. Den ene, hans gennembrudsroman ”Moderløse Brooklyn” fra 1999, er en særpræget krimi: Hovedpersonen Freakshow, som lider af Tourettessyndrom, må træde i karakter for at opklare mordet på sin chef og mentor, Frank Minna. Lethem twister i romanen konventionerne for, hvad man normalt kan tillade sig inden for krimigenren. Historien omhandler, udover mordopklaringen, i lige så høj grad outsideren Freakshows kamp for at blive taget alvorligt trods sit handicap.

Den anden oversatte Lethem-roman er ”Ensomhedens fæstning” fra 2003, som er en større og mere ambitiøs dannelsesroman. Her følger vi hovedpersonen Dylan Edbus' omtumlede opvækst i 1970ernes fattige Brooklyn. Som den eneste hvide i et sort kvarter forsøger han at hæve sig over etniske stridigheder og sociale skæl for at indtage en rolle som selvstændigt individ i en verden, hvor umiddelbart ligegyldige ting som hudfarve og musikalske præferencer bruges som styrende identitetsmarkører.

Moderløse Brooklyn

”Da jeg sank burgeren, strammede det til i struben og kæben, og jeg forberedte mig på et uundgåeligt obstipalalisk tic – højt, selv om der ikke var nogen til at høre det. ”Lort i munden, Bailey!”
Bailey var et navn, der var indlejret i min Tourettehjerne, men jeg vidste ikke hvorfor.”
Jonathan Lethem: Moderløse Brooklyn, side 14.

”Motherless Brooklyn”  fra 1999 (”Moderløse Brooklyn”, 2006) er Jonathan Lethems gennembrudsroman. Hovedpersonen Lionel Essrog eller Freakshow, som han også bliver kaldt, har ikke ligefrem de bedste kort på hånden. Han har ingen forældre og vokser op på et børnehjem i den mindre fashionable ende af Brooklyn. Desuden lider Lionel af Tourettes-syndrom, en lidelse, der kommer til udtryk i form af tics og en ubændig trang til konstant at udspyde de mærkeligste eder.

Den kriminelle fidusmager Frank Minna tager Lionel og et par andre fra børnehjemmet under sin kappe og bliver en slags faderfigur for de forældreløse drenge. Lionel udfylder på grund af sit handikap rollen som pauseklovn for omgivelserne (deraf øgenavnet), men da en gruppe gangstere myrder Minna, er den eneste som kan opklare forbrydelsen Lionel selv. Det tvinger ham til at træde i karakter som andet end blot en freak, og trods sine sproglige problemer og tics kæmper Lionel sig frem mod en løsning på mordgåden.

”Motherløse Brooklyn”  minder på mange måder om en traditionel, amerikansk hardboiled krimi med seje punchlines, gangsterattituder og krimiplot. Men ved at betjene sig af en hovedperson, som konstant er på kant med sine omgivelser på grund af sine tvangshandlinger og verbale udbrud, adskiller ”Moderløse Brooklyn” sig fra den traditionelle krimi. Historien handler i højere grad om at se bort fra egne fejl og mangler i en vigtigere sags tjeneste: At træde i karakter. Samtidig byder bogen på en sprogfilosofisk pointe ved at sætte en verbal kile ned mellem Freakshow og omverdenen. Tourettessyndromet markerer den adskillelse, der altid er mellem den indre og den ydre verden. Alt, som kommer ud af vores mund, er kun mere eller mindre gode oversættelser af en indre intention. Freakshows lidelse forstørrer denne barriere, hvilket både giver rum for komik og refleksion over menneskets ubehjælpsomme færden i verden. Denne identifikation med den socialt handikappede Freakshow bliver forstørret yderligere af, at historien fortælles gennem Freakshow, hvis situation bliver ekstra nærværende, da han agerer jeg-fortæller.

Ensomhedens fæstning

”Fattigrøvenes Smith Street var forvandlet til en fisefornem legeplads [...] Gaden var blevet så chic, at det havde været svært at genkende den, hvis ikke puertoricanerne og dominicanerne var blevet. De var flygtninge i eget land anbragt på mælkekasser, hvor de kunne drikke af papirsposer eller trille varer hjem fra Met Foods, gestikulere hen over gaden fra andensalslejlighedernes vindueskarme og forsøge at lade, som om kvarterløftet ikke havde ramt dem som en bombe.”
Jonathan Lethem: "Ensomhedens fæstning", side 432.

“The Fortress of Solitude” fra 2003 (”Ensomhedens fæstning”, 2003) anses for Jonathan Lethems hovedværk. Der er tale om en mursten af en dannelsesroman på over 500 sider om et par drenges opvækst i Brooklyn. Samtidig er det en skildring af New Yorks forvandling fra kriminalitetsplaget smeltedigel i 1970erne til 30 år senere at være et paradis forbeholdt de rige og smukke. Bogen består af tre dele: De to første, som behandler Dylan's barn- og ungdom, er fortalt i 3. person, mens den voksne Dylan selv bliver jeg-fortælleren i bogens tredje, afsluttende del. Skiftet i fortælleren er formentlig valgt for at understrege, at bogens to første dele skildrer noget fjernt. Skiftet til 1.person i bogens sidste del skaber en nærhed, hvor alle Dylan's refleksioner og kvababbelser over fortiden ridses op. Dermed holdes for- og nutid op mod hinanden, og en karakteristik af nutiden bliver mulig gennem en sammenligning med 1970'erne.      

Dylan Ebdus vokser op i et sort kvarter i Brooklyn som den eneste hvide dreng i miles omkreds. Omgivelserne kører hårdt på ham på grund af hans blege kulør. Han bliver dog ven med mulatten Mingus Rude. Venskabet bygger især på deres fælles flugt ind i tegneseriernes superhelteuniverser.

Sangen ”Play that funky music, white boy” af Wild Cherry er Dylan's barndoms nemesis. Musik og andre subkulturelle stilmarkører er den ammunition, de unge i Brooklyn benytter for at udtrykke deres identitet, og sangens blanding af sort disko og ublu prikken til racespørgsmålet, gør sangen til lidt af et mareridt for Dylan, da hans omgivelser kan bruge hittet til at minde ham om, at han er ”en skide white boy” At han som voksen lærer, at medlemmerne af Wild Cherry faktisk var hvide, gør det næsten værre. Pointen hos Lethem er, at de identitetsmæssige kendetegn, de unge i 70'erne bruger til at definere og bekrige hinanden med, i realiteten er kunstige. Omkring årtusindskiftet er forskellene til gengæld rørt sammen til en stor grød, hvor man kan tage for sig, som man vil. Punk, hiphop, goth og andre subkulturelle strømninger er modesignaler, man kan tage på og lægge fra sig efter behag. Sideløbende er Dylans New York ligeledes forandret. Byfornyelsen har presset de fattige og farverige ud, og byen er blevet et helle for velhavere med hang til autentisk storbyfornemmelse. Men i takt med byfornyelsen er substansen forsvundet, og New York er blevet en by som hylder sin egen myte, og glorificerer samtidig en forestilling om byen, som reelt ikke længere findes, og som måske aldrig reelt fandes.

Denne problematik indfanger hele ”Ensomhedens fæstning”s tematik. Den ”ægte stil” er en illusion. Dylan's jagt på hele, autentiske oplevelser og identiteter ved dyrkelsen af subkulturer, stoffer og fiktive superhelteuniverser er nyttesløse. Alle er fanget i "Ensomhedens fæstning".

Genrer og tematikker

Jonathan Lethem's forfatterskab handler grundlæggende om identitet eller nærmere savnet af identitet. Dette kommer især til udtryk i ”Ensomhedens fæstning”, hvor de unges trang til at definere sig selv og markere tilhørsforhold udvikler sig til en racistisk kamp, hvor medmenneskelighed og rummelighed, er det første, der ryger.

Hovedpersonen søger istedet tilflugt i tegneserier og musik, hvor drømmerierne bliver et gemmested fra den triste virkelighed. Derfor er Lethems litteratur tung på referencer til populærkultur.

”Moderløse Brooklyn” er en pastiche på den traditionelle krimi, mens "Ensomhedens fæstning" har hundredevis af henvisninger til især musik og tegneserier. Selve bogens titel, "Ensomhedens fæstning", er en reference til Supermans afsondrede base på planeten Krypton. Desuden sender bogen en hilsen til Tolkien gennem en ring, som bogens hovedpersoner, som børn tror, kan gøre dem usynlige og give dem superkræfter. De mange referencer tjener til dels til at anskueliggøre, hvordan musikken tjener til at definere et identitetsmæssigt tilhørsforhold (er du punk eller disco?), mens superheltene og ringen bidrager med en mulighed for flugt fra de triste realiteter.

Lethems skrivestil kan betegnes som småskizofren. På den ene side skriver han lange og ind i mellem ganske komplicerede sætninger. På den anden side benytter han sig også af slang og mundrette punchlines, når situationen kræver det. I ”Ensomhedens Fæstning” bliver sproget mere og mere kompliceret, efterhånden som hovedpersonen Dylan Ebdus går fra at være barn til intellektuel voksen. Denne udvikling forceres også af, at Lethem skifter bogens 3. personsfortæller ud med Dylan's jeg-fortæller, således at det bliver den voksne hovedperson, som formidler historien.

Beslægtede forfatterskaber

Jonathan Lethem's forfatterskab tog i begyndelsen afsæt i den tradionelle amerikanske krimi. Store amerikanske krimikoryfæer som Raymond Chandler og Dashiell Hammett udgjorde udgangspunket for Lethems romaner. Men Lethem afholdt sig fra slavisk at følge den amerkanske ”hard-boiled”-krimis traditionelle elementer såsom fordrukne privatdetektiver, fatale kvinder og revolvere i skrivebordsskuffen. I ”Moderløse Brooklyn” twister han krimien ved at lade den Tourette-hæmmede Freakshow føre an i løjerne. Denne skæve tilgang til en ellers veldefineret genre skriver Lethem ind i en litterær tradition, hvor den lidt nedvurderede krimigenre tilføres større litterær ambition.  

I 80'erne omgik forfattere som Paul Auster og Umberto Eco konventionerne for, hvad en krimi kunne byde på. Hos Auster blev genren vredet igennem i hans roman ”By af Glas”, hvor hovedpersonen forsøger at finde mening, som en detektiv ville gøre det, men han roder sig blot længere og længere ned i meningsløsheden og går til sidst til grunde. Hos Eco bliver Sherlock Holmes i ”Rosens navn” vendt på hovedet. Eco han sætter for det første kriminalhistorien i middelalderen, og opdageren William af Baskervilles' (en åbenlys Holmes-reference) skarpe iagtagelsesevne bliver gang på gang udstillet som skarp, men nyttesløs. Jonathan Lethem skriver sig altså ind i en nyere tradition for at blande genrer og tilføre dem nyt liv.

Jonathan Lethem's forkærlighed for at referere og bygge på populærkulturelle fænomener som tegneserier og popmusik viser igen, hvordan han repræsenterer en retning indenfor litteraturen, som ynder at blande det høje med knapt så fine kulturelle udtryk. Siden 80'erne har den såkaldt postmoderne litteratur ladet sine værker opløse skellet mellem høj- og lavkultur ved at lade tegneserier, tv-serier og anden ”trash-kultur” komme til orde i en litterær form. Her kan Jonathan Lethem sammenlignes med den store amerikanske forfatter Thomas Pynchon, der ligesom Lethem stiller spørgsmål ved det litterære snobberis hierarkisering af kulturen.

Bibliografi

Bibliografi

Lethem, Jonathan:
Chronic City. 2009. Roman.
Lethem, Jonathan:
Ensomhedens fæstning. 2007 (The Fortress of Solitude, 2003). Roman.
Lethem, Jonathan:
Moderløse Brooklyn. 2006 (Motherless Brooklyn, 1999). Roman.
Lethem, Jonathan:
How We Got Insipid. 2006. Noveller.
Lethem, Jonathan og Christopher Sorrentino:
Believeniks! The Year We Wrote a Book About the Mets. 2006. Roman. Skrevet under pseudonymerne Ivan Felt og Harris Conklin.
Lethem, Jonathan:
Men and Cartoons. 2004. Noveller.
Lethem, Jonathan:
The Shape We're In. 2000. Novelle.
Lethem, Jonathan/Scholz, Carter:
Kafka Americana. 1999. Noveller.
Lethem, Jonathan:
Girl in Landscape. 1998. Roman.
Lethem, Jonathan:
As she climbed Across the Table. 1997. Roman.
Lethem, Jonathan:
The Wall of the Sky, the Wall of the Eye. 1996. Noveller.
Lethem, Jonathan:
Amnesia Moon. 1995. Roman.
Lethem, Jonathan:
Gun, With Occasional Music. 1994. Roman.
Lethem, Jonathan:
Dissidentparken. Klim, 2015. (Dissident gardens). Oversat af Søren K. Barsøe. Roman.

Om forfatterskabet

Lundtofte, Anne Mette:
Er New York en tilstand? Politiken, 2009-13-12.
Scholz, Morten:
Jonathan Lethem: Moderløse Brooklyn, 2004-06-02.
Skotte, Kim:
Roman: Spil så den funky musik, Whiteboy! Politken, 2009-11-11.
Skotte, Kim:
Krimier: Fra Krimiernes superliga, 2006-14-10.

Søgning i bibliotek.dk

Kilder citeret i portrættet