Rask og glad

Lis Andersens vægtigste og mest søgte litteratur er hendes pionerarbejde inden for det store brogede felt, der sammenfattes som alternativ helse. Hun er ikke opfindsom af egne hjemmelavede kure, men det er hendes fortjeneste som en af de første herhjemme at samle og popularisere et sundhedssyn alternativt fra det offentlige sundhedsvæsen, og hun kommer altså til at stå som en af eksponenterne for den sundheds- og terapibølge, der ruller ind over landet i 70´erne, og som stadig har vind i sejlene.

Hendes første helsebog Bliv rask og glad , er samtidig en af hendes største succeser. Bogen er skrevet umiddelbart efter bruddet med det offentlige sundhedssystem og afspejler hendes vrede og undren over, at lægerne synes at se bort fra det faktum, at en række faktorer ud over den kliniske diagnose har stor indflydelse på helbredstilstanden. Hun bebrejder lægerne, at de symptombehandler i stedet for at forebygge. Dette tema går igen i hendes øvrige helsebogsproduktion, men hun nøjes ikke med at kritisere, hun indsamler og genvurderer en række resultater fra den gamle folkemedicin, alternativ kostvejledning og nye uortodokse behandlingsmetoder.

Bogen har været udgangspunkt for flere af Lis Andersens efterfølgende helsebøger, hvor hun har isoleret en behandlingsform eller et afgrænset sygdomsområdet for at give en grundigere præsentation. En af de teknikker, der lå meget nær hendes oprindelige fysioterapi var zoneterapi, som hun var en af de første til at introducere i Skandinavien. I Håndbog i zoneterapi gennemgår hun den sammenhæng, der synes at være mellem bestemte områder - ikke bare under fødderne men over hele kroppen - og bestemte indre organer.

En anden af Lis Andersens favoritteknikker er venepumpemassage, som knap nok kan kaldes alternativ, da hun benytter sig af det velkendte fænomen, at blodets vej tilbage til hjertet går gennem venerne. Ved at massere de tilhørende muskler stimuleres kredsløbet til afhjælpning af allehånde muskelsmerter og kredsløbsforstyrrelser. Lis Andersen lærte metoden af læge John Olesen, og i bogen Venepumpeterapi demonstreres samtlige massagegreb med hende selv som model.

De forskellige behandlingsmetoder, som Lis Andersen lancerer, er af hendes kritikere ofte udlagt som vægelsind og medløberi, men som en sand holist opfatter hun sygdom som et meget individuelt anliggende, og hun har mange farver på sin palet, når det gælder genoprettelsen af et godt helbred. Derfor har hun også beskæftiget sig meget med psyken og dens sammenhæng med det fysiske legeme. I Her er din chance - hvis du er kørt fast eksemplificeres problematikken med et tilfælde, hvor lang tids ophobet stress kan resultere i kræft eller mavesår, eller det omvendte tilfælde, hvor et brækket ben kan være kroppens måde at fortælle, at sjælen har brug for ro. Samme holdninger videreføres i Dit liv - dit ansvar , hvor mange af psykoterapiens metoder anbefales på linie med samvær med gode venner og andre livskvalitetsforbedrende foranstaltninger.

61.3 Bliv rask og glad - hvordan omlægning af uheldige vaner kan bedre helbred og humør. 1967. Bind 1-2, 4. udgave 1977.

61.54 Erfaringer med zoneterapi - også kaldet Inghams reflex-zonemassage. - 172, 5. udgave 1974. 31 s. (artikler fra Ny tid og Vi).

61.54 Håndbog i zoneterapi - lær at helbrede dig selv og andre for talrige lidelser. - 1974, 5. udgave 1978. 234 s.

61.54 Helbredelse ved tro og tankeenergi - om tankens skabende kraft i helbredelsens tjeneste. - 1874. 248 s.

61.36 Her er din chance - hvis du er kørt fast. - 1978. 411 s.

61.54 Venepumpeterapi - en illustreret vejledning i selvbehandling til at fjerne smerter og fremme kredsløbet. - 1979. 70 s.

61.3 Dit liv - dit ansvar - en hverdag i min praksis. Bind 1-2. - 1980.

13.6 Vore drømme - retningsvisere til et bedre liv. - 1985. 151 s.

61.64 Søvnløshed kan kureres - på sund og naturlig måde. - 1987. 114 s.

61.643 Depression - en folkesygdom. - 1988. 201 s.

61.38 Slank på en anden måde - en håndfuld sjove, enkle og effektive råd for syge og raske, tykke og ... - 1900. 140 s.

61.606 Kræft - en bog om alternative behandlinger. - 1991. 346 s.

61.612 AIDS - fat mod, hjælp til selvhjælp. - 1993. 96 s.