Pablo Henrik Llambías blev født i 1964 i Svenstrup ved Aalborg og voksede op i Aalborg-forstaden Gug som søn af to pianister, Tove Lønskov og Rudolfo Llambías. Sit spanskklingende efternavn har han således fra sin far, som er argentiner. Pablo Llambías blev matematisk-fysik student fra Aalborg Statsgymnasium og gik derefter i sine forældres musikalske fodspor, da han startede på Det Jyske Musikkonservatorium i Århus på instrumentet trombone. Han studerede herefter filmvidenskab på Københavns Universitet, inden han startede på Det Kgl. Danske Kunstakademi.
Llambías har stiftet bekendtskab med mange kunstneriske genrer, og det har præget hans karriere både før og efter hans debut som skønlitterær forfatter i 1996. Gennem årene har han instrueret film, produceret kunst- og dokumentarvideoer og udstillet som billedkunstner. Den brogede, kunstneriske baggrund har sat tydelige spor i Llambías’ forfatterskab, hvor overraskelsen og fornyelsen er mere reglen end undtagelsen.
Et eksempel er bogen ”Rådhus” fra 1997, der ikke bærer nogen genrebetegnelse, hvor Llambías har indsat fotos af samtlige danske rådhuse. Et andet er udgivelsen ”Kærlighed til fædrelandet var drivkraften” fra 2001, som er en kollektivtekst skrevet sammen med forfatterne Jeppe Brixvold, Lars Frost og Lars Skinnebach. Samme år udgav Llambías også bogen ”Turistattraktioner” – en samling kritiske essays om turisme, der oprindeligt har været trykt i dagbladet Information. Også i sine skønlitterære udgivelser blander Llambías genrer, og værkerne skjuler aldrig deres karakter af konstruktion og proces.
Llambías har undervist på Forfatterskolen og på højskolerne Testrup og Krogerup. I 2007 var Llambías fast tilknyttet Syddansk Universitet som underviser. Fra 2009 til 2015 var han rektor for Forfatterskolen.