Stilistisk er fornyelse og eksperiment centralt i Pablo Llambías’ forfatterskab, og hver ny udgivelse er kendetegnet ved nye strategier og nye fortælletekniske greb.
Tematisk er der mange gennemgående pointer på tværs af bøgerne. En af dem er en blafrende, sammensat virkelighedsopfattelse. Der findes mange spor og fortællinger i hver historie, som tilsammen danner det enkelte værk. I sin fremhævelse af kompleksiteten blander Llambías også forskellige genrer, lader faktuelle oplysninger indgå i fiktionen og refererer eksplicit til værkets konstruktion ved blandt andet at benytte sig af selvbiografisk materiale.
Dekonstruktion er ligeledes et vigtigt begreb i forfatterskabet, der på forskellig vis behandler det spænd mellem en forestilling om livet og det, livet egentligt indeholder, som er et til tider smertefuldt menneskeligt grundvilkår.
Det banale og trivielle er en del af livet, ligesom filosofiske spørgsmål, konstruktioner og fortællinger om livet og tilværelsen er det. Hos Llambías kombineres disse pointer om kompleksitet og konstruktion imidlertid med et samfundsengagement og en samfundskritik, der blandt andet kommer til udtryk i en tematisering af vores omgang med historien. Til manges overraskelse fremhæver Llambías i bogen ”De elskendes bjerg” også den store kærlighed. Som han selv siger det om slutningen af romanen: ”En påstand om, at kærligheden findes – lidt ligesom klokkerne i slutningen af Lars von Triers ”Breaking the Waves”. Den, tror jeg, har inspireret mig”. (Karen Syberg: Jeg vil give mennesket håb. Information, 2006-11-04).
I trilogien med ”Monte Lema”, ”Hundstein” og ”Sex Rouge” fra 2011-2013 benytter Pablo Llambías sonetten i det formmæssige udtryk. Selvom teksterne er sat på vers, er det langt fra lyrik, som man kender det fra klassiske sonetter. Sproget er renset for metaforer og andre sproglige billeder, det er så prosaisk og ligefrem, som det overhovedet kan blive. Grimheden synes at være bevidst tilstræbt.
Det centrallyriske jeg i et digt er et jeg, der sanser, fortolker og erkender verden omkring sig. Pablo Llambías' sonetter derimod skaber et billede af et jeg, som har svært ved at lægge sig fast på en bestemt fremstilling af sig selv og sine omgivelser.
Desuden er sonetterne heller ikke afgrænsede til deres egen udsigelse. Meningen fremstår i relationen mellem dem og i dialogen med andre tekster, som for eksempel når fortællerjeg'et i ”Sex Rouge” reflekterer over kritikeren Lilian Munk Rösings læsning af ”Monte Lema”.