Du skulle jo vække mig, siger han.
Det glemte jeg, siger Fvonk, jeg malede så meget.
Og jeg som skulle styre landet og alting, siger Jens.
Ja, det var ikke så godt, det er jeg ked af, siger Fvonk.
Måske du kunne styre det lidt nu?”
I Erlend Loes roman ”Fvonk” fra 2012 (”Fvonk”, 2013) møder vi den indeklemte og kriseramte mand med det mærkværdige navn, der også præger romanens titel. Fvonk har forskanset sig for omverdenen, da han har haft en rolle i noget ”snavs”, som det konsekvent og fortrængende betegnes. Det er økonomisk snavs, Fvonk har været involveret i i kraft af sit tidligere arbejde i det norske Vandre og Motionsforbund. Som modsætning til snavset ser Fvonk på paranoid vis de gravide med deres renhed, ”de holder øje med ham og bare venter på at slå til”.
Ind i denne mildest talt specielle verden dumper nu ingen ringere end Jens – statsministeren Jens, som også viser sig at være kriseramt. Jens føler sig udbrændt og ufri i sin statsministerrolle og bliver i al hemmelighed indkvarteret hos Fvonk, da han har brug for bare ’at være mere Jens’. Loe lader på denne måde det aktuelle politiske landskab i Norge indskrive sig som et tydeligt baggrundstæppe for fortællingen. Således spiller eksempelvis tragedien på Utøya og den tidligere statsminister Kjell Magne Bondeviks sygemelding og åbenhed omkring depression med som en genkendelig og aktualiserende kulisse i det skæve og humoristiske portræt af den kriseramte Jens Stoltenberg.
29838003
De to kriseramte mænd bliver tilsammen den absurde duo, hvis på én gang gakkede og banale samtaler og udflugter bliver bogens fortællemæssige motor. Det er nemlig ikke et klart dramatisk plot eller ydre begivenheder, der interesserer Loe i romanen. Det er derimod de to figurers stemmer. For det er disse stemmer, der får den naivistiske og parodierende satire til at drive ned over siderne. Mændene bliver på bedste drengemaner blodsbrødre, og mens de drikker vin, maler akvarel og bygger med klodser, indledes et temmeligt aparte terapeutisk forløb. Fvonk bliver på ironisk vis ’åndelig vejleder’ for Jens, der gør alt, hvad han kan for at pjække for sine pligter som statsminister.
Fortællingen er bygget op omkring 198 små nummererede afsnit, som fungerer som en art optegnelser. Handlingen strækker sig over cirka et år – fra en søndag i januar og frem til det efterfølgende nytår, hvor Jens holder en meget anderledes nytårstale, der i høj grad bærer præg af den tid, han har tilbragt med Fvonk. Det snavs, som Fvonk på sin side har kæmpet med, viser sig i slutningen også at have sneget sig ind på de indre linjer. Da Fvonk endelig får kæmpet sig forbi ”de gravide” og hen til lægen, er der mildest talt dårligt nyt for den allerede hårdtprøvede Fvonk.