I Erlend Loes roman “Doppler” fra 2004 igangsættes handlingen – som i “Naiv.Super” – med, at hovedpersonen foretager en radikal eksistentiel kursændring. Andreas Doppler har efter et styrt på cykel forladt kone og børn og er flyttet ud i et telt i skoven, hvor han bor sammen med en elgkalv, som han har givet navnet Bongo. Han har vendt ryggen til det konventionelle, borgerlige liv og al dets meningstomme støj og er flygtet ud i naturen for at få styr på den lede, han føler over for dette livs tomgang, og på den ængstelse, der med faderens nylige død presser sig på. Ligesom de tidligere romaner iscenesættes Dopplers udbryderforsøg i en grotesk og lattervækkende optik fuld af lavkomiske idiosynkrasier og satiriske gennemspilninger af hverdagslivets tåbeligheder.
25775481
Inspireret af en ældre herre ved navn Düsseldorf, der er i gang med at gengive sin faders død i Ardennerslaget i et stort modelbyggeri, går Doppler i gang med at opføre en totempæl til ære for sin egen afdøde fader. Romanen slutter med, at Doppler i følgeskab med sin søn Gregus og elgen Bongo drager af sted videre ud i skoven efter at have taget afsked med sin kone, der lige har født ham en ny søn. Den åbne afslutning lægger med ordene “to be continued (inshallah)” på karakteristisk Loesk facon op til en efterfølger.
Under al den groteske komik, som hovedpersonens regressive flugt fra hverdagens kvælende konventioner fører med sig, gemmer der sig en spiddende kritik af samtidens velfærdssamfund. I et interview i Jyllands-Posten beskriver Loe denne kritik således: “Jeg må bare have lagt mærke til, at vi har et højt tempo i den vestlige verden, og at samfundet er fattigt på social og menneskelig kontakt. Det er små enheder i dag; Mit hus, min båd, min bil. Selvtilstrækkelighed præger samfundet.(…)Nu er alle kommet op på et højt tryghedsniveau, og så handler alt kun om materielle goder.” (Michael Enggaard: “Flugten til skoven”. Jyllands-Posten, 2005-07-05).