De første stykker

Christian Lollike i 2002 på Århus Teater med forestillingen ”Operation: Luise og Ferdinand”, som var en omskrivning af Friedrich Schillers berømte klassiker ”Kabale und Liebe”. Debutdramaet indbragte ham en Reumertnominering som Årets Dramatiker, en nominering Lollike siden har fået hele seks gange, inden han i 2009 endelig tog prisen.

Året efter debuten fulgte ”Undskyld, gamle, hvor finder jeg tiden, kærligheden og den galskab der smitter?” på Odense Teater. Allerede i dette stykke brugte Lollike et realistisk afsæt, i dette tilfælde en plejehjemsbeboer, for at lade karakterer, tankestrømme og sekvenser udfolde sig i et fantastisk rum.

Christian Lollike har siden 2005 været ansat som husdramatiker på Aarhus Teater. Her har han også instrueret og iscenesat nogle af sine dramatiske tekster, blandt andet et ”Kødkarrusellen” (2009), der handlede om prostitution og ”Service Selvmord” (2006), der som titlen antyder, handlede om selvmordet som mulighed. I 2007 blev Lollikes stykke ”Nathan (Uden Titel)” opført på forskellige små locations i Århus Domkirke. Stykket var inspireret af G. E. Lessings “Nathan den vise” fra 1779, der handler om Nathans arbejde for at få jøder, muslimer og kristne til at se ud over deres religiøse og kulturelle forskelle.

I 2009 blev Christian Lollike sammen med Mads Thygesen leder af Dramatikeruddannelsen ved Århus Teater.

Christian Lollikes stykker er i stigende grad indgået i den politiske debat, som nævnt ”Dom over skrig” (2004) om gruppevoldtægt og ”Underværket – the re-mohammed-ty show” (2005), om terrorangrebet den 11. september 2001 på World Trade Center. 

Selvom temaerne i Lollikes dramatik spænder fra plejehjemsbeboere til terroristerne 11. september, har stykkerne det klare fællestræk, at de forsøger at diskutere aktuelle samfundsproblemer eller tendenser, som er svære at tale om eller begribe.

I Christian Lollikes stykker rejses eksistentielle spørgsmål, men hvad enten det handler om selvmord som en menneskeret, religion, kultur, næstekærlighed, voldtægt, selvtægt eller prostitution, gøres det, uden at der opstilles dom, morale eller konklusioner. Det er provokerende tekster, der har refleksion og diskussion som mål.