"Dom over skrig"

Citat
”Du ligner stadig Britney Spears, på håret, Sally./

Men jeg skal med bussen, klokken syv./

Ja, ja./

Hvor går vi hen?/

Et sted, hvor vi kan snakke./

Men jeg ville ikke ned i kælderen./

Nej, nej./

Og så går vi videre, op mod skuret, og jeg bliver mere og mere gal for vi havde jo aftalt at hun skulle være min. Dame, og det hele! (…)

Hånden i lommen når vreden kommer. Og der mærker jeg noget, fedtet. Gummi. Det fucking kondom.
Hvad fanden skal jeg med det, nu syv centimeter fra en fisse i fucking baglås?”
Christian Lollike: ”Dom over skrig”, side 4.

I ”Dom over skrig” (2004) følger man retssagen om en gruppevoldtægt fra flere personers synsvinkel, både offerets, de anklagedes og dommerens. I forestillingen møder vi offeret, Sally, hendes kæreste Sako, og vennen Pæl, der alle kommer fra et belastet miljø. Der er en stærk hierarkisk magtstruktur blandt de unge. De stærke kuer de svage, mens den stærkeste udnytter dem alle, så selvom Sako dominerer Pæl, når de er alene, vendes magtstrukturen, når den voldelige Tao gør sin entre. Tao skal man adlyde, ellers kan man få en maske: Et helt nyt ansigt – som Taos kæreste der ligger på intensiv med kraniebrud: Hun faldt ud af et vindue.

En aften bliver Sally lokket ned i et skur af Sako og Pæl. Deres klare formål er at have sex med hende, Sako har nemlig lovet Pæl et blowjob af Sally, hvordan han end har kunnet gøre det på hendes vegne. Det er klart fra starten, at sex er noget, der kan handles med i form af tjenester, ydelser eller bodsøvelser. Sally indvilliger halvvejs, men hun vil helst ikke, for det er ved at gå op for hende, at Sako ikke kan lide hende, som hun siger: ”på den der måde, og det gør ikke noget, men jeg gider bare ikke mere.” Sako får alligevel overtalt hende til en lille smule, men pludselig ankommer Tao med sine underhunde, der vil have del i festlighederne. 

Teksten består af 12 scener, og foregår i et næsten nøgent rum. Formen er fragmentarisk uden logiske overgange fra den ene scene til den næste. I en scene er man hos dommeren, der tænker over den sag, han skal dømme dagen efter, samtidig med at han tænker tilbage på en film, han så i tv, hvor en ung pige fortalte, hvor optaget hun var af sex, og hvordan hun ville tages. Det forstyrrer dommeren. Hvad er lyst, og hvad er tvang?

I en anden scene er man hos Sallys forældre, de er grove overfor hinanden, seksuelt frustrerede, voldelige og ensomme. Historien skifter konstant mellem forskellige scener og fortællerstemmer. Flashback af voldtægten og politiets afhøring blandes sammen til en historie om gruppevoldtægten af Sally, om den efterfølgende retssag og om tiden efter dommen. Tiden og perspektivet i den historie, der skildres (dommerens, Sallys, forældrenes osv.) springer frem og tilbage, og giver et komplekst billede af forbrydelsen.

Sproget er groft og karikeret mellem de unge, men det brydes af replikkerne i de næsten ’ultra-voksne’ retssalsscener, hele tiden skiftende og levende, ligesom de surrealistiske miljøskildringer, der lever op til alle fordomme om socialt belastede familier. Tilsammen udgør ”Dom over skrig” en nærmest mareridtslignende kavalkade af scener, der i al sin enkelthed giver et nuanceret, og derfor komplekst, billede af, hvilke mekanismer, der ligger til grund for gruppevoldtægt: Hvordan de grænseoverskridende voldshandlinger kan opstå, hvordan det omgivende samfund reagerer, og at en stigende seksualisering og pornoficering i for eksempel musikindustrien kan påvirke unge og deres opfattelse af seksualitet.

Det stærkt provokerende stykke om gruppevoldtægt vakte så voldsom debat, at Dansk Folkepartis daværende kulturpolitiske ordfører, Louise Frevert, rejste spørgsmål til daværende kulturminister Brian Mikkelsen i Folketinget, om hvad det var rimeligt at bruge offentlige støttekroner på. I manuskriptet findes derfor til slut et ’forspil’, som er Louise Freverts spørgsmål og Brian Mikkelsens svar fra pågældende folketingsdebat.