Beslægtede værker

Christian Lollikes dramatik må siges at tilhøre den genre, der kaldes postdramatisk teater, et begreb, der blev lanceret af Andrzej Wirth i 1987, men som først blev rigtig udbredt som genrebetegnelse med udgivelsen af Hans-Thies Lehmanns ”Postdramatisches Theater” i 1999.

Det postdramatiske teater er kendetegnet ved, at traditionelle kategorier som fabel, dramatisk illusion og psykologisk realistiske figurer træder i baggrunden til fordel for montage, fragment og simultane handlingsforløb. Desuden fungerer de dramatiske handlinger ofte som elementer, der har en betydning i sig selv, frem for at være en repræsentation af en fiktiv handling. Den dramatiske tekst indgår på sin vis ’på lige fod’ med andre sceniske elementer som for eksempel krop eller lyd- og lyssætning.

I et interview med journalisten Morten Koefoed til Norsk Shakespeare- og teatertidsskrift skriver Koefoed, at Lollike tilbyder: “en anden type teater, et teater uden undertekster, hvor der bliver talt ret frem og dialogerne henvender sig lige så meget til publikum som til skuespillerne selv. På trods af et bevidst valg af socialrealistiske emner er teatret for Lollike ikke en scene for social realisme. Hos Lollike er teatret en retssal. Der er en anklaget og en anklager – og sproget er et ubønhørligt manipulationsredskab”. (Koefoed, Morten: Vi tilsiger dig, anklagede Christian Lollike, dansk dramatiker..., Norsk Shakespeare- og teatertidsskrift 2007-03-02, s. 44).

I samme interview fremgår det da også, at Lollike læner sig op ad arven efter René Pollesch og Frank Castorf, der begge tilhører det (tyske) postdramatiske teater, hvor den dramatiske tekst er underlagt eksperimenter med den dramaturgiske form. Umiddelbart er der ikke en entydig skandinavisk inspirationskilde, men Lollike medgiver i interviewet, at han har skelet til visse skandinaviske film- og teaterfolk:

”Lars von Trier f.eks., eller Lukas Moodysson eller Lars Norén, da han tog nynazisterne ud af fængslet, gav dem en scene og hjalp dem med at skrive deres nynazistiske tanker ned. (…) Lars Norén arbejder måske nok med en sproglig realisme, som jeg selv kan være lidt træt af, men radikaliteten i hans projekter kan jeg godt lide.”

Christian Lollike fremhæver, at han ikke går efter det realistiske i sine stykker, men derimod udnytter fiktionens rum, som foregår på flere planer i distancen mellem det fremstillede, den fremstillende og publikum. Formen er således ikke realistisk, men kan alligevel bringe realistiske – nærmest dokumentarlignende elementer ind i det mere syrede fiktionsrum:

”Jeg kan godt lide, at man siger til publikum: det her er noget vi fremstiller. Jeg er en der fremstiller en figur. Jeg er ikke den her figur, så lad være med at vurdere om, jeg er naturalistisk set godt spillende eller ej.

Ofte når man går i teatret kender man figurerne allerede inden man er kommet ind af døren – man har læst de her figurer så hurtigt. De kan ikke rigtig komme andre steder hen.

I stedet forsøger jeg at skabe en form for utryghed i forhold til figurerne... og så kan de altid kommentere sig selv. De er altid bevidste om, at de står på en scene. Det hele handler om at komme tættere på dem.” (Koefoed, Morten: Vi tilsiger dig, anklagede Christian Lollike, dansk dramatiker..., Norsk Shakespeare- og teatertidsskrift 2007-03-02, s. 44).