Mor. En historie om blodet

Citat
”Hun er den sidste, den afgørende instans. End ikke hospitalet og sygeplejerskerne er de endegyldigt ansvarlige. Selv faren er skubbet til side i forhold til hende. Det er hendes ansvar, hendes skyld, hendes mælk, hendes barn. Det forekommer hende, at (…) hendes handlinger hidtil har været på skrømt, undskyldelige. Nu er hun ikke længere sine forældres barn, hun er sit barns forælder.”
”Mor. En historie om blodet”, s. 14.

Der kan være stor forskel på fortællingen om moderskabet og den faktiske oplevelse af at blive mor. Det er udgangspunktet for Maja Lucas’ roman ”Mor. En historie om blodet” fra 2016. Gennem en skæbnefortælling om en lille familie skildres de tabubelagte følelser forbundet med det at få et barn. I romanen føres de forbudte følelser af ensomhed, afmagt, kedsomhed og vrede, som alle mødre oplever i glimt, ud i sin yderste konsekvens.

De unavngivne figurer i ”Mor” benævnes blot moren, faren og pigen. I en tredjepersonsfortælling med indre synsvinkel følger vi familien fra fødslen og de næste tre år, mens parret glider fra hinanden, og kvinden mere og mere desperat forsøger at finde ud af sin nye rolle: ”Moren [har] aldrig været så vred på nogen som på hende. Måske fordi hun griber ind i hendes liv på en måde, som ingen andre gør, i hendes søvn, hendes madvaner, hendes arbejde, hendes sociale liv. Hun tænker, at pigen afholder hende fra at være den, hun er” (s. 62). Der er også en ubetinget kærlighed mellem de to i romanens portræt af en kvinde, der går i opløsning. En stærk kropslig oplevelse af at være forbundne: ”Når pigen rører ved hende, er det som en strøm, der går igennem hende. Hun har aldrig (…) længtes så meget efter kropskontakt med et andet menneske” (s. 67).

52203139

Det ender ikke godt i Lucas’ fortælling, som tematisk også behandler den biologisk forankrede forskel mellem kønnene i forældreskabet, hvor det er moren, der føder barnet, ammer det og oftest tager det meste af barselsorloven: ”Moren i min bog, oplever det som et chok. Hun troede ikke forskellen ville være så stor. På den måde er min bog også post-feministisk. Jeg tilhører en generation, som har taget ligestillingen for givet, og alligevel må erkende dens grænser,” siger Maja Lucas og tilføjer: ”Bogens tragedie er måske i virkeligheden, at kvinden længes efter at komme væk fra sin biologi.” (Johanne Mygind: Moderskabet udstiller vores mangler. Weekendavisen, 2016-02-19).

Som undertitlen indikerer, er blodet et gennemgående symbol. Det starter med blodet i forbindelse med fødslen og dukker op igennem hele romanen. Desuden ligger udsagn som ”blodets bånd” og ”blod er tykkere end vand”, som klassiske udtryk for familiebånd og slægtskab, implicit i fortællingen.