Den minimalistiske prosa, som man ser hos Maja Lucas, kender man også fra andre danske forfattere, som op gennem 1990’erne og til i dag har arbejdet med genren i både kortprosaformen og i romanformen. Punktromanen, som Lucas benytter sig af i ”Min far kan lide fugle”, er bl.a. en litterær genre, forfattere som Christina Hesselholdt, Solvej Balle og Merete Pryds Helle også har gjort brug af i deres forfatterskaber. I sin leg med den distancerede fortæller og en humor, der er forankret i sproget, kan Lucas også sammenlignes med en forfatter som Helle Helle, hvor en eksistentiel længsel er centralt placeret tematisk. Maja Lucas understreger desuden selv, at hun har været overrasket over at kunne genkende det uhøjtidelige og det performative, som også findes hos andre yngre forfattere, i sine egne tekster.
Med sine romaner ”Mor. En historie om blodet” (2016) og ”Gennem natten og vinden” (2019) indskriver Maja Lucas sig også i den litteratur, som skildrer kvinder, der ikke er perfekte i rollen som mor. Tre nyere danske eksempler er Hanne Højgaard Viemoses ”Mado” – en humoristisk men også hård rejseroman om at være mor, Katrine Grünfeldts roman ”Stormskader” om en moderne kvindes sammenbrud og Kamilla Hega Holsts ”På træk”, hvor kvinden Kaya opgiver at være mor for sine to børn og rejser til Thailand. Alle tre romaner er fra 2015. Cecilie Linds langdigt ”Mit barn” (2019) er også en afsøgning af moderskabet med alle de livsomvæltende udfordringer, det bringer med sig.