Adda Lykkeboes korte erotiske debutroman “Kontrakten”, der udkom på forlaget Modtryk i 1999, handler om et kærlighedsforhold, der bliver sat på prøve.
Johann og Maria har et idyllisk og lidenskabeligt samliv, indtil Johann i et øjebliks tankeløs beruselse og liderlighed bedrager hende med en fremmed kvinde. Da Maria opdager det, opstiller hun en frygtelig pagt i et desperat forsøg på at redde deres forhold. I tre måneder forpligter de sig til at være hinanden utro med professionelle partnere i den andens nærvær. For som Maria selv siger “med kød skal kød fordrives” (side 21).
22375814
Handlingen udspiller sig i disse turbulente måneder, hvor sadisme, selvpineri, kærlighed, vrede og jalousi skiftevis tager overhånd i den erotiske magtkamp. Dramaet spidses til, da Christian, en moden herre bosat i Toscana, hvirvles ind i det unge pars fatale spil. Situationen virker stadig mere håbløs og kompliceret, indtil Marias skytsengel Gabriel træder frem som fortæller i bogens tiende kapitel. Gennem Gabriels vinkel erfarer læseren, at der måske er en større mening bag de ting, der sker, og at det, der tager sig ud som tilfældigheder, måske ikke er så tilfældigt endda.
Historien er skrevet i en simultan nutid, og det er de involverede personer, der fortæller historien fra hver deres vinkel i de forskellige kapitler. “Kontrakten” er skrevet i en højtidelig og dramatisk, næsten gotisk stil, der iscenesætter det skæbnesvangre i kærligheden og elskoven. Der er flere meget eksplicitte seksuelle beskrivelser, men det er kærligheden som altomfattende følelse, og ikke kun den sensuelle, der er i højsædet i denne roman. Især viser historien, hvor smertefuld og grum den til tider kan være.
“Kontrakten” blev genudgivet af forlaget DarkLights i 2007.