Liget og lysten, Tredje gang så tager vi ham, Maskeballet og Sæt verden er til

Citat
“B.R. undrer sig over så simpel virkeligheden ser ud da han først får den formuleret, og spekulerer på om han kan have fået det hele med, for de detaljer som han oplevede som usammenhængende og kaotiske har pludselig ladet sig føje ind i en linie for ham, som om ordene i sig selv har haft en evne til at trække en ordnende snor gennem dét som syntes uden sammenhæng.”
“Liget og lysten”, s. 140.

Inddragelsen af mere udbyggede romankarakterer indledes i slutningen af 1960’erne, hvor Svend Åge Madsen i større grad begynder at eksperimentere med fortællingens elementer og forskellige genrer. Det sker i romanerne "Liget og lysten" fra 1968, "Tredje gang så tager vi ham.." fra 1969, "Maskeballet" fra 1970 og "Sæt verden er til" fra 1971. Her inddrages alt fra science fiction til mere triviallitterære genrer som ugebladsnovellen, krimien og pornografien. Madsen leger med disse genrer og påpeger dermed deres eksistentielle funktion. Han udstiller genrerne ved at vise, hvordan de repræsenterer vores måde at være i verden på, og ved at vise hvordan de medvirker til at forme vores virkelighed.

"Liget og lysten" spiller på både krimi- og science fiction-genren, ligesom den trækker på pornografiens fantasier. Handlingen udspiller sig i en lille provinsby, hvor intet er, som det bør være: I byens park mødes unge og spiller det særdeles særprægede spil Lust, under parkens bænk findes blodige lig, og henover byen og dens mennesker hænger to stikkende sole samt et stort stirrende øje. Men hvem er morderen? Og hvem betragteren? Er de én og samme personificering? Når alle i provinsbyen står stille, er øjet usynligt, så måske tilhører øjet den alvidende fortæller, der betragter sine opfundne personer? Eller tilhører det måske læseren? Romanen drejer og fordrejer finurligt, fantasifuldt og ironisk vores virkelighed og sætter tingene på spidsen.

22313584

I mere rendyrket form findes krimigenren i romanen "Tredje gang så tager vi ham..", mens "Maskeballet" er Madsens version af den italienske forfatter Giovanni Boccaccios "Dekameron".

I "Sæt verden er til" fra 1971 vender Svend Åge Madsen tilbage til at lege med synsvinkler. Værket fremstår som et positivt modstykke til "Tilføjelser". Det består tilsvarende af fem dele, men de hænger sammen - både rent fysisk som ét bind - og filosofisk set. De fem beretninger er betragtninger over samme begivenhed, som fortælles af fem forskellige berettere, og som igen sættes i en overordnet ramme af en sjette person, der desuden har forsynet bogen med indholdsfortegnelse og personregister. De fem fortællere benytter meget forskellige stilarter, og det fremstår som om, de lever i hver deres tidsepoke, men i bogens slutning overskrider fortællerne deres individualitet og finder sammen. På den måde eksemplificerer forfatteren, at verden består af et utal af verdensbilleder, som læseren selv må vælge imellem.

I de fire romaner fra denne fase af Madsens forfatterskab begynder det narrative at trænge ind i fortællingerne, og de fremstår i stadig større grad som fortællemæssige helheder. Samtidig begynder personerne at få navne og begivenhederne at udspille sig på navngivne lokaliteter, dog har de stadig abstrakt og symbolsk karakter som byen Vers i “Sæt verden er til”, hvis navn peger både mod digtningen og mod universet.