Se dagens lys og Lad tiden gå

Citat
“Ligesom man må prøve tre kjoler (mindst), før man fatter hvad fænomenet kjole kan gøre for én. [...] Sådan forstod Johanne nu sin egen tilværelse som en koncert hun selv skulle instrumentere, det var op til hende hvilket motiv der skulle trækkes frem, hvilken figur hun ville brodere på, hvilken der skulle holdes tilbage, antydes og hvilket tempo der skulle dominere.”
“Lad tiden gå”, s. 156.

I 1980’erne leger Svend Åge Madsen for alvor med science fiction-genren og med tidens betydning for den måde, vi arrangerer os på. Især "Se dagens lys" fra 1980 og "Lad tiden gå" fra 1986 er karakteristiske for denne periode.

I "Se dagens lys" eksperimenteres der med vores måde at indrette samfundet og samlivet på. Hver dag vågner hvert enkelt menneske således op til et nyt liv: til en ny hverdag med et nyt arbejde, nye fritidsinteresser, en ny mand/kone, og eventuelt med børn. Hver aften, inden menneskene går til ro, sluger de en pille som en art kombineret sovemedicin og fornyelsespille, og i nattens løb transporteres de til et nyt hjem. På den vis løsrives menneskene fra den kontinuitet, der præger de flestes hverdag, og som kan byde på kedsomhed og frustrationer.

24583767

Projektet fungerer tilsyneladende perfekt, lige indtil den dag, hvor to mennesker, Elef og Maya, når at forelske sig i hinanden. Derfor ønsker de om aftenen ikke at give slip på hinanden, men vil fastholde og fastfryse, og det kommer der en fascinerende fortælling præget af kærlighed, filosofi og teknologi ud af. Som et typisk kuriosum fra forfatteren fortælles det, at de to hovedpersoner er forfattere til romanen "Tugt og utugt i mellemtiden", som Madsen ellers selv udgav i 1976.

I "Lad tiden gå" tager Madsen fat på tidsproblematikken såvel filosofisk som videnskabeligt. Her opfinder tidsforskeren Jeyde en kronofysisk metode, der kan sætte tiden 23 dage tilbage. Problemet er bare, at når eksperimentet effektueres, sættes alt 23 dage tilbage, inklusiv forskerens hukommelse, noter med mere, og dermed altså også erindringen om, at eksperimentet er udført. Jeyde beslutter sig derfor til at inddrage sin undervisningsassistent Johanne og arrangerer det således, at hun som den eneste bibringer erindringen om de 23 dage. Alt fungerer til fulde, lige til den dag Johanne beslutter selv at styre eksperimentet og ændre hele forehavendet.

I de to værker tematiserer Svend Åge med psykologisk indlevelsesevne, fysikvidenskabeligt vid og fascinerende fortællekraft nogle af de store spørgsmål, det moderne menneske stilles overfor og tvinges til at spekulere over. I begge omgange overvinder menneskene fortvivlelsen og forvirringen, og romanerne slutter kærligt forløste.