I 2003 havde Svend Åge Madsen 40 års jubilæum som forfatter, og i den forbindelse udgav han dobbeltromanen "De gode mennesker i Århus; Læselysten". Begge fortællinger har det til fælles, at det er ordene, skriften, fortællingerne, der er det centrale, og at den, der fører pennen, er den egentlige skyldige i de fordrejninger, ordene kan skabe.
Den første del af romanen om de gode mennesker i Århus fortæller om en by, der er blevet besmittet med godhed. Alle går rundt og gør altruistiske, gode gerninger, både økonomisk, fysisk og psykisk, og hverken læger eller psykologer kan finde årsagen. Men så kommer det for dagen, at det er litteraturen, der er den farlige smittebærer, som breder selvopofringspesten over byen.
24510077
I Læselysten forsvarer den unge jurist Amon Gortis sin doktordisputats om ikkebogstaveligt tyveri. Blandt andet fremsætter han den tese, at læsning kan fremkalde så stor fordybelse, at man bevidsthedsmæssigt forsvinder fra virkelighedens verden til bogens univers. Eksempelvis vil en kvinde, der i den grad er fordybet, således kunne risikere, at en mand trænger ind på hende og "endda udnytter hendes ubevogtede krop til at indhente seksuelle ydelser uden vederlag", hævder han. (s. 184).
Videre diskuterer han eksempler på tyveri af åndsprodukter. Her forklarer han, hvordan al skreven litteratur altid bygger på den allerede eksisterende, og at der ikke er nogen original så at sige, fordi alt er rent og skært tyveri. Som forsvar for denne tese fremhæver han historien om værket "Læselysten", der på ingen måde er original, for han kan påvise ikke færre end 334 værker og formuleringer, der må have givet inspiration til denne historie. Eksempelvis opsporer heltinden i en novelle af Marquise von O sin voldtægtsmand og gifter sig med ham. Det samme gør Thyra i Svend Åges "Læselysten", der er blevet besvangret, mens hun er opslugt og fordybet i skønlitterær læsning, og dermed er tesen jo bevist!
Samtidig med at ‘læserliderligheden’ er fremhævet, som flere anmeldere morede sig over i den forbindelse.