Thomas Manns første roman “Buddenbrooks” udkom i 1901 (“Buddenbrooks”, 1903). Handlingen foregår i handelsstaden Lübeck, og den centrerer sig om det mægtige handelshus ejet af familien Buddenbrooks. Romanen skildrer huset gennem fire generationer, fra Johann Buddenbrook der grundlægger det i 1768.
Hovedfigurerne i fortællingen er grundlæggerens børnebørn Thomas og Antonie. Det er omkring disse to, at størstedelen af historien udfolder sig, og det er via deres personlige erfaringer, at vi kommer tæt på borgerskabets ånd. Familien lever på mange måder i sin egen snævre, indkapslede borgerlige verden. Her handler det for personerne om at være pligtopfyldende og varetage familiens og firmaets interesser i såvel følelsesmæssig som økonomisk henseende. Firmaet fremstår på mange måder som en sidste dommer, og for både Antonie og Thomas bliver det nærmest en religion, som de tyr til, når de søger svar på store spørgsmål i forbindelse med begivenheder som fødsel, ægteskab og død. Som da Antonie må indvillige i at gifte sig med den sleske hr. Grünlich, fordi han er af god familie og (tilsyneladende) er velbeslået. Eller da Thomas kalder sin søn Johann efter oldefaderen.
24077861
Hovedsageligt centrerer fortællingen sig om årene 1835 til 1877, en periode præget af en række historiske begivenheder, som er vigtige i det 19. århundredes tyske historie: revolutionen i 1848, den tysk-østrigske krig i 1866, den nordtyske konfederation i 1867 og selve grundlæggelsen af det tyske rige i 1871. Selv om disse begivenheder ikke direkte influerer på fortællingen, optræder de perifert og er med til at understrege de ændringer, der finder sted i samfundet. I 1835 er borgerskabet på sit højeste, men det står for fald, og det er denne borgerskabets forfaldshistorie, Mann har særligt blik for. Som læsere erfarer vi gennem skildringen af familien Buddenbrooks liv, hvilke konsekvenser borgerskabets forfald har. I løbet af Thomas’ liv er der mange indikationer af en mistet indflydelse, både økonomisk og standsmæssigt, hvilket eksempelvis kommer til udtryk i beretningen om arbejdernes revolution.
Voldsomst manifesterer borgerskabets mistede indflydelse sig dog på Johanns liv. Johann er anderledes end sin arbejdsomme familie. Han sværger til musikken og vil hellere spille klaver, gå i teatret og diskutere følsomme emner med sin kammerat Kaj, end han vil bruge sin tid på skolen. Ændringen afspejler sig altså helt ned i den enkelte persons ånd, men den gør sig også konkret gældende i skolen ved, at Johann ikke har forrang trods sin stand, men at han tvært imod bliver udsat for pres fra sine lærere. Da Johann med romanens udgang dør af tyfus, dør dermed også familiens håb – og implicit borgerskabets storhedstid.