Hovedpersonen i “Der Tod in Venedig” fra 1912 (“Døden i Venedig”, 1913) er den aldrende, verdensberømte forfatter Gustav Aschenbach, som har forsvoret sanseligheden og viet sit liv til at skrive. Han er et meget pligtopfyldende menneske med stor selvkontrol og disciplin, men da han rejser til Venedig, bliver han bragt ud af fatning. Det er ikke blot det lumre og lune vejr i Venedig, der får Gustav til at gå op i limningen, men i høj grad mødet med den smukke 14-årige polske dreng Tadzio.
I størstedelen af værket forklarer Aschenbach sin betagelse af den unge dreng med, at den er kunstnerisk motiveret, da Tadzio minder ham om et fuldendt kunstværk, men en nat har han en særdeles erotisk drøm om den unge dreng, og han må med gru indrømme for sig selv, at betagelsen er erotisk motiveret. Fascinationen af Tadzio udvikler sig decideret til en skæbnesvanger besættelse, for selv da Aschenbach opdager, at Venedig hærges af en alvorlig koleraepidemi, kan han hverken få sig selv til at rejse eller til at advare Tadzio og dennes familie, da det vil betyde, at han vil miste ham.
29554307
En dag, hvor Aschenbach er særligt sløj og utilpas, opdager han til sin store fortrydelse, at Tadzios familie planlægger at forlade Venedig. Han går ned på stranden og betragter Tadzio, og i løbet af formiddagen løber de sidste kræfter ud af den gamle mands krop og lader ham livløs i en strandstol.
Aschenbach repræsenterer en konflikt mellem orden og uorden. Mellem fornuft og uregerlige kræfter. Thomas Mann beskrev det som ”fascinationen af døden, uordenens triumf i et liv bygget på orden”, og værket er da også fuld af sammenkoblinger mellem død og sanselighed. Romanen er inspireret af Nietzsche, der efterlyste en ny forsoning af ånd (fornuft) og sjæl (sanselighed). Forsoningen finder dog ikke sted i ”Døden i Venedig”, da Aschenbach ikke formår at finde en balance mellem fornuften og drifterne.
“Døden i Venedig” er i øvrigt inspireret af den græske mytologi og af en rejse, Thomas Mann og hans kone foretog til Venedig i 1911. Gustav sammenligner adskillige gange Tadzio med græske guddomme og med antikkens idealer, og da romanen slutter, har han selv foretaget en dionysisk transformation og er blevet alt det, han afskyede i starten, nemlig en frigjort libertiner med følelserne udenpå tøjet.