Fortællingen i “Der Zauberberg” fra 1924 (“Trolddomsbjerget”, 2000) indledes et tiår inden Første Verdenskrig. Her møder vi den 24-årige Hans Castorp, som netop er draget af sted fra sin fødeby Hamburg til Davos i Schweiz, hvor han skal besøge sin tuberkuloseramte fætter Joachim Ziemßen på et sanatorium. Det er planen, at Castorp skal være på besøg i tre uger, men under sit besøg bliver hans eget helbred stadig dårligere, og afrejsen bliver hele tiden udsat.
Under sit ophold møder Castorp en række mennesker, som til sammen giver et billede af de diskussioner, der præger Europa før Første Verdenskrig: Reservelægen Krokowski praktiserer sjæleanalyse og er en åbenlys reference til Freud, der netop vinder frem i de år; den sekulære humanist og litterat Lodovico Settembrini, den totalitære jesuit Leo Naphta samt hedonisten Mynheer Peeperkorn. Desuden stifter han bekendtskab med Claudia Chauchat, som han forelsker sig i. I sit møde med disse personligheder bliver Castorp introduceret til et bredt spektrum af oplysningens og modernitetens ideer og ideologier, og som den unge og nysgerrige mand, han er, lader han sig forføre af de forskellige livsfilosofier, han bliver introduceret til. Således kan man læse ”Trolddomsbjerget” som en udviklingsroman, hvor Castorp i romanens løb bliver introduceret til emner som kunst, kultur, politik, lægekunst og kærlighed.
23267829
Døden er et konstant underliggende tema. Adskillige af patienterne dør af tuberkulose, flere begår selvmord, Settembrini og Naphta diskuterer døden ud fra et metafysisk perspektiv, og mod slutningen af romanen drager Castorp i krig og dermed ud i en verden præget af lidelse og død. Mann kommenterer selv derpå, da han i efterordet til den engelske udgave i 1927 skriver, at det, Castorp lærte, er, at man må opleve alvorlig sygdom og død for at kunne opnå en højere grad af sundhed for krop og sjæl.
Også tid er et centralt tema. Som fætter Ziemßen siger, da Castorp ankommer: “Her får menneskenes tid ben at gå på, du kan overhovedet ikke forestille dig det. Tre uger – det er som en dag for dem.” (s. 16). Tid er nært knyttet til liv og død. På sanatoriet har patienterne på den ene side ikke andet end tid, mens de går og venter på at blive raske, og på den anden side er tiden hele tiden en presserende faktor, for hvornår slipper den mon op? Tiden spiller også en rolle i selve romanens fortællestruktur. Således beskrives Castorps første år – og ikke mindst de første tre uger på sanatoriet – meget detaljeret, mens de sidste seks år skildres langt mere monotont og kun udgør romanens sidste to kapitler. På den måde giver Thomas Mann et meget konkret billede på, hvordan vores virkelighed kan influere på vores oplevelse af tiden.
Romanen kan læses som et vidnesbyrd om en tid, hvor forskellige politiske ideer og ideologier florerede og forurenede luften og gav det menneskelige – som Chauchat siger det – åndenød. I den ånd kan man læse værket som en art litterær samtidsdiagnose og et forsøg på at give et bud på, hvad man skal stille op imod radikale stemmer. Skal man lade Naphtas konservative revolution, Settembrinis humanistiske revolution, Chauchats nihilistiske kærlighed eller spidsborger-moralen, som Castorp er rundet af, vinde hævd. Eller skal man, som Castorp udtrykker det, lade kærligheden tegne rammerne om en ny humanitet.