Flere af Manns store værker er realistiske. De foregår på navngivne, eksisterende steder, og de materielle omgivelser såsom huse, møbler og beklædning bliver nøje beskrevet. Ligeledes skildres handlingen via samtaler og brevudvekslinger. Værkerne er politiske i den forstand, at man kan læse dem som idehistoriske gengivelser af samtidige problemstillinger. Det gælder ikke mindst for romanerne “Buddenbrooks”, “Trolddomsbjerget” og “Doktor Faustus”.
Religionen og mytologien spiller også en stor rolle i forfatterskabet. Det gælder på meget direkte vis i tetralogien om Josef og hans brødre, hvor Mann genfortæller skabelsesberetningen og udforsker mytologiens status. Men religionen spiller ligeledes en stor rolle i værkerne “Buddenbrooks”, “Doktor Faustus” og ”Trolddomsbjerget”, men her er det netop religionens mistede betydning, der er central. I ”Trolddomsbjerget” mener Naphta således, at religionen må findes frem igen som en sand og bærende samfundsværdi.
Et hovedtema i forfatterskabet er forholdet mellem den borgerlige tilværelse og kunstnerens mere frie bohemetilværelse. Det er et ganske centralt tema allerede i Manns første novelle, hvor Herr Friedemann gerne vil være kunstner, men da han fremlægger ideen for sin mor, siger hun, at han skal videreføre familietraditionen og blive købmand. Ligeledes i “Buddenbrooks”, hvor Thomas’ og Antonies bror Christian sværger til teater, smukke kvinder, god mad og drikke. Han hengiver sig i den grad til nydelsens sfære, at han ikke kan tage sig sammen til at arbejde, og som sådan er han en diametral modsætning til den øvrige familie, hvor det er arbejdets dyder, der er det centrale i livet. Den samme konflikt er også Thomas’ søn Johann fanget i, og han dør sågar efter, at han en dag for alvor giver sig hen til musikkens univers og spiller ud af fri fantasi. Det er også hovedtemaet i “Tonio Kröger” fra 1903, hvor hovedpersonen er dybt splittet mellem sin opvækst i en borgerlig familie og sin litterære trang, som livet igennem isolerer ham fra sine omgivelser. Og det er et tema i “Døden i Venedig”, hvor hovedpersonen transformeres fra en pligtopfyldende forfatter med faste arbejdstider til en drengeelskende bohemefigur, samt i “Doktor Faustus”, hvor figurerne konstant diskuterer kunstens rolle i livet.
Kontrasten mellem borgerskabets liv og kunstnerens tilværelse hænger nøje sammen med forholdet mellem tradition og fornyelse. I Romanen “Felix Krull” ironiserer Thomas Mann godt og grundigt over begrebet tradition. Mann siger selv om denne roman, at: “Måske er det den mest personlige ting, jeg har skrevet, for den repræsenterer min holdning til tradition, som jeg anser for både elskelig og destruktiv, og som har domineret mig som forfatter.” (På www.nobelprize.org).
Nogle litterære analytikere har fokuseret på de seksuelle aspekter i Thomas Manns forfatterskab og benyttet dem til at fremhæve dem i bibliografiske læsninger. Især “Døden i Venedig” er blevet benyttet til at fremhæve, at Thomas Mann tilsyneladende havde homoseksuelle, eller måske ligefrem pædofile tilbøjeligheder. Hvis man er interesseret i sådanne bibliografiske læsninger kan Anthony Heilbuts “Thomas Mann: Eros and Literature” og Gilbert Adairs “The Real Tadzio” anbefales.